Læsetid: 3 min.

I ’Bad Times at the El Royale’ får man fem halvbagte film i én

Drew Goddard gaber over alt for meget i sin ujævne ensemblefilm, der er et virvar af karakterer, handlingstråde og forcerede plottwist. Det er, som om instruktøren i sin iver efter at imponere har glemt at stille sig selv et væsentligt spørgsmål: Hvilken film vil jeg egentlig lave?
Drew Goddard kan ikke vælge, hvad han vil fortælle i sin nye film, ’Bad Times at the El Royale’, og har i stedet kreeret en gigantisk, fleretagers rodebutik med et broget persongalleri.

Drew Goddard kan ikke vælge, hvad han vil fortælle i sin nye film, ’Bad Times at the El Royale’, og har i stedet kreeret en gigantisk, fleretagers rodebutik med et broget persongalleri.

Kimberley French

18. oktober 2018

Med ideer og Motown-numre nok til ti film og fem hovedkarakterer, som har hver deres snoede handlingstråd, personlighedstwist og back story koblet til, er det svært at begribe, at der bag ensemblefilmen Bad Times at the El Royale ikke også befinder sig et ensemble af manuskriptforfattere.

Men det er altså blot én mand, der står bag udstyrsstykket, og den mand er Drew Goddard.

Som instruktør har Goddard blot en enkelt film, The Cabin in the Woods, på bagen.

Men som forfatter og producer er han vant til at lege med de store drenge på kæmpe mainstreamproduktioner som filmen The Martian og tv-serierne Lost, Daredevil og Buffy the Vampire Slayer, og til Bad Times at the El Royale har han sikret sig stjerner som Jeff Bridges, Jon Hamm og Dakota Johnson.

Motown som afledningsmanøvre

En støvsugersælger, en soulsangerinde, en præst, en kidnapper og en junkieportier.

Det er en broget flok, som mødes på det lurvede hotel i USA, hvor grænsen mellem Californien og Nevada løber lige igennem – optegnet med rødt på gulvet – så folk selv kan vælge, hvilken stat de vil opholde sig i.

Alle på El Royale bærer på en hemmelighed, inklusive hotellet selv, og opflasket med Agatha Christie, som vi er, forventer vi straks, at der findes en forbindelse mellem dem. Det er jo hele pointen. Men det gør der ikke.

Intet binder karaktererne i Bad Times at the El Royale sammen ud over stedet selv, og hver gang vi kommer i tanke om, hvor skuffende det egentlig er, sætter Goddard gudskelov en ny Motown-plade på, som får os til at glemme det lidt igen.

Men når det eneste mysterium er, hvem der mon slipper ud af hotellet i live, og man i øvrigt er ligeglad med resultatet, fordi karaktererne føles som brikker i en stiløvelse snarere end helstøbte væsener, så er to en halv time godt nok lang tid.

Hvilket også er grunden til, at det er pisse irriterende, når Chris Hemsworth svanser ind på hotellet trekvartvejs gennem filmen og giver den som den afstumpede kultleder Billy Lee. For det sker på et tidspunkt, hvor man simpelthen ikke orker, at der skal gå endnu længere tid, før vi er færdige.

Nyt ansigt stjæler showet

Med Bad Times at the El Royale vil Goddard det hele. Han vil både vise, hvor god en genreinstruktør han er, hvor minutiøst han kan gengive 1960’ernes indretningsstil, og hvor mange handlingstråde han kan holde styr på. Men nogle gange må man simpelthen vælge: »Vil jeg lave en film om en præst med demens, en pige, der er blevet mishandlet som barn og sidenhen forført af en kultleder, en film om søsteren til den pige, eller hvad?«

Goddard har valgt ikke at vælge og i stedet kreeret en gigantisk, fleretagers rodebutik og et persongalleri, der kun byder på én nævneværdig karakter: Darlene Sweet spillet af Cynthia Erivo. Darlene er sanger, og instruktøren misser ikke en mulighed for at vise den Broadway-skolede Erivos store stemme frem. Undervejs får vi både hits som »You Can’t Hurry Love« og »This Old Heart of Mine« – sidstnævnte endda flere gange, alle gange a cappella, og det bliver ærligt talt lidt overkill.

Men når Darlene Sweets karakter alligevel er nævneværdig, så er det fordi der sker noget helt fantastisk uventet henimod filmens finale. Sweet, som har taget sin glatte paryk af og sidder resigneret og ser til, mens Hemsworth henretter folk omkring sig, afleverer pludselig en monolog.

En monolog, som handler om, hvor træt hun er af magtfulde mænd, som tror, de tror på noget, men egentlig bare vil have magt nok til at kunne kneppe, hvem end de nu har lyst til at kneppe. Hendes ord omtrentligt. Monologen kommer midt under filmens store opgør og er tonemæssigt helt ude af tråd med resten af filmen, men leveringen er så indtrængende, at det for et øjeblik føles, som om Erivo fuldstændig har overtaget fortællingen. I de sekunder bliver Bad Times at the El Royale til en helt anden film – én, som jeg meget hellere ville have set.

Bad Times at the El Royale. Instruktion og manuskript: Drew Goddard. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu