Læsetid: 4 min.

Ballettens første rockstjerne blev symbolet på Sovjets nederlag

Dokumentarfilmen ’Nureyev’ er et fint og mangefacetteret portræt af den sovjetiske balletdanser, der blev en berømt brik i spillet om verdensmagten under Den Kolde Krig
Dokumentarfilmen Nureyev er en politisk skildring af, hvordan balletdanseren Rudolf Nureyev i 1961 hoppede af til Vesten – og omgående fik kultstatus.

Dokumentarfilmen Nureyev er en politisk skildring af, hvordan balletdanseren Rudolf Nureyev i 1961 hoppede af til Vesten – og omgående fik kultstatus.

NBC Universal

2. november 2018

I 1961 sendte Sovjetunionen sin kosmonaut Jurij Gagarin ud som den første mand i rummet – og to måneder senere hoppede den russiske balletdanser Rudolf Nureyev af til Vesten under et gæstespil i Paris.

Omtrent sådan lyder grundfortællingen i den nye portrætfilm Nureyev om den legendariske balletdanser, der døde i 1993, kun 54 år gammel. Hvor Gagarin blev symbolet på Sovjetunionens sejr, blev Nureyev symbolet på landets nederlag. 

I filmen bliver Nureyev ikke blot portrætteret som en unik kunstner, der fik interessen for ballettens kunstart til at eksplodere over hele verden. Han bliver i lige så høj grad set som en væsentlig politisk brik i magtkampen mellem Østblokken og Vesten i årene under Den Kolde Krig.

Sovjetunionens heftige dyrkelse af den klassiske ballet var blevet et symbol på landets kulturelle overlegenhed. Og filmen viser, hvordan medierne gik amok, da den mest omtalte sovjetdanser hoppede af og søgte asyl i Frankrig – som et symbol på, at Vesten havde besejret Sovjet.

Erotisk kultfigur

Filminstruktørerne Jacqui Morris og David Morris kan deres kilder. De formidler en enorm research i kultfænomenet Nureyev i denne fine, men også lidt uegale film, der tydeligvis også er rettet mod de nye generationer, der knap nok har hørt om Nureyev.

Filmen er en imponerende collage af dokumentarbidder – med Nureyev som det strålende og charmerende midtpunkt. Den viser, hvordan han springer op i de vildeste katapultspring og straks efter danser videre med sin mirakuløse kondition – og hvordan hans indre balanceakse i piruetterne er urokkelig, mens han ændrer tempo i de utællelige drejninger undervejs – hurtigere, langsommere, hurtigere ... Hans dans oser af sex, og filmen indfanger hans erotiserende virkning på både mænd og kvinder på tilskuerrækkerne: En balletdanser med rockstjerneappeal.

Filmen indeholder også en koreografisk hyldest til Nureyev. Den engelske koreograf Russell Maliphant og komponisten Alex Baranowski har skabt nogle mytiske dansescener, der skildrer Nureyevs opvækt i et idylliseret Rusland. Dansen foregår et tempelagtigt sted mellem birketræer, og her følger man Nureyev – lige fra hans berømte fødsel i en togvogn et sted mellem Bajkalsøen og Irkutsk i 1938.

Maliphant har dog også skildret legetrangen og udlængslen hos den unge Nuereyev og hans venner, der følte sig fanget i Sovjetunionens kontrolsamfund. Disse dansescener får en flot og pågående sammenhæng med filmens dokumentarinterviews. Ikke mindst da Nureyevs gamle kammerater fortæller, hvilken konsekvens det fik for dem, at han hoppede af til Vesten – med udsmidning fra universitetet, degradering og overvågning som straf. Disse smertefulde interviews gør i sig selv filmen til et interessant historisk dokument fra Sovjettiden.

Ramt af AIDS

Nureyevs magiske partnerskab med den 19 år ældre, engelske ballerina Margot Fonteyn bliver også illustreret i skønne filmklip. Hun var 42 år gammel og ved at trække sig tilbage som danser. Han var kun 23 år. Men takket være deres intense partnerskab kom hun til at danse yderligere ti år. Filmen viser, hvordan han gav hende en opblomstring og en ny sensualitet. Og hvordan hun udviklede en ny poesi og ædelhed hos ham som en intuitiv og dyrisk muskeldanser.

Nureyevs koleriske og voldelige temperament bliver også åbent beskrevet, mens hans forbrug af alkohol og stoffer nærmest blot konstateres som et tidsfænomen. Men det egentligt bevægende er skildringen af hans sidste store iscenesættelse på Pariseroperaen.

Her ser man, hvordan han nærmest bæres ind for at tage imod fremkaldelser – med de hidtil legendarisk store muskelben nu reduceret til kraftesløse, udmagrede knogleben. Han bærer et smukt tørklæde, men det kan ikke skjule, at hans ansigt er blevet så underligt lille – og at hans øjne pludselig er blevet alt for store.

Filmen fortæller om, hvordan mange mandlige dansere pludselig blev syge og døde. Alligevel siger filmen ikke direkte, at Nureyev døde af AIDS. Det virker halvhjertet.

Magnetisk danser

Researchen har ført til interviews med dansere og balletkritikere over hele verden; desværre kun som lydoptagelser uden billede. Danseren Vivi Flindt, der dansede sammen med Nureyev flere gange, er en af hans mange kolleger, der beundrede ham enormt.

Personligt savner jeg også klip fra den danske filminstruktør Lennart Pasborgs fremragende portrætfilm I’m the same, only more fra 2000 om Nureyevs største kærlighed, nemlig den danske verdensdanser Erik Bruhn. For her skildres den magnetisme, der har været mellem verdens to største balletdansere på det tidspunkt: Den sensuelle Nureyev og den perfekte Erik Bruhn.

Det var Erik Bruhn, der gjorde Nureyev nysgerrig på den særlige danske ballettradition med August Bournonvilles balletter. Faktisk rejste Nureyev til København for at lære at danse Bournonville i 1967, hvor han bl.a. optrådte i Bournonvilles Sylfiden og senere også i Flemming Flindts Enetime. Den danske dansefotograf John R. Johnsen tog dengang en række billeder, der viser Nureyev på toppen: danseteknisk uovertruffen, men dramatisk søgende.

Disse nuancer kommer filmen naturligvis ikke ind på. Alligevel lader instruktørerne filmen slutte med Nureyev i Bournonvilles danseskoleballet Konservatoriet – i rollen som balletmesteren, der inviterer sine dansere til at danse for sig, antagelig fra Royal Ballets opsætning i 1982. Bournonville er ikke nævnt i filmens lange rulletekster, men det er ikke desto mindre hans trin, som filmen lader portrættet af Nureyev slutte af med: Billedet af en symbolsk kultfigur fra en svunden tid.

’Nureyev’. Instruktion: Jacqui Morris og David Morris. Koreografi: Russel Maliphant. Musik: Alex Baronowski. Dokumentarfilm. 110 minutter. NBC Universal. Vises fra 1. november 2018 i Grand i København og biografer over hele landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu