Læsetid: 5 min.

’Vi betragtede som en selvfølge jøderne som andenrangsmennesker’

Gregor von Rezzoris muntert underholdende og sindsoprivende ubehagelige selvbiografiske ’En antisemits erindringer’ – en bog til overvejelse af ildevarslende tegn i tiden
19. oktober 2018

Gregor von Rezzori, 1914-98, levede et temmelig eventyrligt liv som journalist ved Nürnberg-processen, som skuespiller i franske nouvelle vague-film med Brigitte Bardot og Jeanne Moreau og som manuskriptforfatter.

Det er dog som forfatter til en blændende selvbiografisk trilogi, han vil blive husket. Her i landet er han kun kendt af få, men i 1960 udkom faktisk trilogiens første del, En hermelin i Tschernopol i Mogens Boisens oversættelse, hvis udsøgte danske ord synker ned i et hængedynd af tysk syntaks.

Det tapre forlag Sidste Århundrede, der var først på den danske plet med vigtige forfattere som Unica Zürn, Herman Ungar og E. M. Cioran, har med denne udgivelse af del to gjort endnu en retfærdighedsgerning. Man lover tilmed at En hermelin ... vil blive nyoversat, ligesom del tre, Blumen im Schnee, stilles i udsigt. Monrad & Preis har smukt fat om de undertiden helt proustske sætningsranker i en flydende, vellydende dansk prosa.

Gregor von Rezzori: ’En antisemits erindringer’.

Rezzori, af østrigsk adelsslægt, kom til verden i det multietniske kronland Bukovina sammen med den verdenskrig, der i 1918 førte til kejserrigets sammenbrud. I Bøgelandet, »uden tvivl en af de smukkeste egne på kloden«, havde jøder fulde borgerrettigheder og var strømmet til.

Religionerne levede i økumenisk samdrægtighed, og den ortodokse ærkebiskop i Czernowitz reddede derfor templets toraruller, da kosakker under krigen rykkede frem. Endnu i 1927 oplevede den 13-årige Gregor, at »rumænere, polakker, tyskere og ruthenere levede fredeligt sammen med titusinder af jøder« – skønt disse befolkningsgrupper foragtede jøderne. Og netop antisemitisme går som en rød tråd gennem Rezzoris bog.

»Vi betragtede som en selvfølge jøderne som andenrangsmennesker,« skriver Rezzori, hvis jagtbesatte far indpodede et stereotypt klasse- og kulturbestemt ubehag ved jøder i drengen. De indgroede talemåder »piblede ligesom fra sprogets katarakter«. Det forsonende ved den åbenhjertige fortæller, der ikke viger tilbage for at udstille sine egne pinligheder, er en klar bevidsthed om tvetydigheden af den jødefjendske indstilling og dens iboende farer.

Antisemitismen i Rezzoris aftapning er som en arvelig sygdom. Han kender de historiske forklaringer på det famøse »jødiske væsen«, hvad enten det er karikeret eller reelt. Han ved, »hvorfor de var så påtrængende, uforskammede og modbydeligt spytslikkeragtige«, og fortryder sin foragt, men kan ikke standse sine instinktive reaktioner. »Jeg sad fast i min opdragelse og min familiebaggrund som en flue i et edderkoppespind.«

De selvfølgelige, socialt forventede talemåder, ved fortælleren, »får jo noget virkeligt over sig, når de gentages årti efter årti«. Dette virkelige fik i mellemkrigstiden alvorlige følger for flere af Rezzoris samtidige bukovinske digtere af jødisk herkomst, Rose Ausländer, Paul Celan, Aharon Appelfeld, Norman Manea.

I den fjerde af bogens fem tematisk forbundne kapitler oplever den 24-årige fortæller Anschluss i Wiens gader. Blokke af tavse, dystre, hårde mænd vandrer, han er på vej til et kærlighedsmøde og forsøger at hægte sig på for overhovedet at komme frem, men stødes ud. Scenen får symbolsk kraft, for den optændte unge antisemit halser efter eros, ikke død. Nazist var han ikke, kunne han ikke blive, for, som det hedder om faderen: »Han ville standse, inden det blev uæstetisk.«

I den afstandtagen fra en plebejisk plumphed, inkarneret af den latterliggjorte Hitler, ligger formentlig forklaringen på den nedarvede, sejlivede og uafrystelige jødefjendskhed. Den er primært en æstetisk idiosynkrasi, en væmmelse ved det fremmedartedes anstødelighed, ved jøders sprog og skikke, deres ligefrem afskyelige trang til assimilation og social opstigning. »Man fik det indtryk, at de ville parodiere os.«

Jøder er uhjælpeligt fanget i en dobbeltbinding. Uanset hvordan de gebærder sig blandt gojim, den kristne majoritet, er de fastlåst i rollen som syndebukke. Dette kulturelle dilemma i nyere europæisk historie fremstilles eksemplarisk i den første fortællings drengevenskab mellem Gregor og den musikalsk begavede lægesøn fra nabolaget, Wolf Goldmann, hvis bedstefar nidkært bestræbte sig på assimilation, blot for i sidste ende at forblive afvist, og hvis far som følge heraf blev zionist. Da han som hævn for Gregors skarnsstreg mod Wolf nægter at behandle Gregor for nogle svære kattebid, mister han sin autorisation.

Péter Nádas kalder i sin indsigtsfulde efterskrift bogen »muntert underholdende og sindsoprivende ubehagelig«. Ubehaget trænger sig særligt på hos de generationer, der ved hvad nazismen førte med sig. Det hører til Rezzoris relative uskyld, at han, skønt bogen er skrevet efter Anden Verdenskrig og udkom i 1979, ikke lader beretningerne præge af den tunge viden om jødeudryddelserne, endsige af skyldbevidsthed og moraliseren. Det er dens kunstneriske styrke.

Til det muntert underholdende hører, at fortællingerne med sprudlende vitalitet fortæller om et ungt søgende menneskes forvirringer og fortabelser. Rezzoris erindringer rummer historier af en art og et tonefald, man genkender, såmænd allerede fra Poul Martin Møllers En dansk Students Eventyr. De er fulde af barokke, rørende og sørgelige episoder, og der er komiske drengestreger. Opulent sansende og med encyklopædisk viden tegner han indtrængende portrætter af landskaber, byer, interiører og en broget skare af mennesker, ligesom han gør essayistiske ekskurser, reflekterer over sin elskede hjemegns historie, over sine egne dilemmaer. Selv den argeste fordom kan udstilles i et komisk skær: »Efter at så mange jøder var begyndt at gøre karriere som musikere, regnede min bedstemor ikke længere musikken til kunstarterne.«

Livshistorie kaldte Elias Canetti sine erindringsbind for diskret at tilkendegive, at erindringer altid rummer et mål af digtning. Rezzori skelner mellem virkelighed og sandhed og indrømmer villigt, at erindringerne vandt i sandhed, hvis han pyntede på virkeligheden, hvis han »lånte opstandelsesmessernes guldglans og forårets blomsterpragt i Zarskoje Selo« fra sin tredje, italienske kones (den anden, katastrofale, var naturligvis jødisk) gamle russiske tante. »Hvis nogen kaldte det forfængeligt skønmaleri eller ligefrem svindel: Det fandt han ikke kun betænkeligt filistrøst, men slet og ret dumt«.

Det vigtigste dilemma, fuldt af den allestedsnærværende ironi, der giver bogen en egen lethed, er den erotisk optændte, men meget famlende, ynglings hang til jødiske kvinder. Navnlig en kortvarig ind- og udfrielse hos »den sorte enke«, en lidenskabelig jødinde – og blandt rigtige, antisemitiske mænd er jødinder ikke helt jøder, for når kønnet taler, må fordomme vige – som ikke fortjener sammenligning med verdens farligste edderkop. Unge Gregor er uhjælpeligt indspundet i sit eget net.

Skønt bogen når os med 40 års forsinkelse, er det i høj grad en bog til tiden, til overvejelse af ildevarslende tegn i tiden.

Gregor von Rezzori: ’En antisemits erindringer’. Oversat af Jørgen Herman Monrad & Judyta Preis ▪ Efterord af Péter Nádas ▪ 326 sider ▪ 300 kroner

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu