Læsetid: 8 min.

Bevidsthedens bagside

Et nyt pragtværk af en bog behandler grotesken, som den udviklede og forgrenede sig i løbet af 1500-tallet. Den er rigt og meget smukt illustreret, men kan samtidig forekomme lidt uoverskuelig
Antonio Temoesta, grotesker fra loftet i Uffizi-galleriet i Firenze, 1579-81.

Antonio Temoesta, grotesker fra loftet i Uffizi-galleriet i Firenze, 1579-81.

Foto fra bogen

5. oktober 2018

I løbet af det 15. århundredes sidste årtier begyndte humanister, kunstnere og arkæologer i Rom i stigende grad at udforske det begravede Domus Aurea – kejser Neros ’gyldne hus’: et enormt forlystelseskompleks, han havde bygget på byens ruiner i tiden efter den kataklysmiske brand i år 64.

Efter despotens død blev store dele af det revet ned, mens andre blev begravet, og med tiden svandt det fra folkeerindringen og blev legende som så meget andet i den tidligere kejserstad.

Det underjordiske palads’ ruiner med dets tilsandede haller, kollapsede korridorer og afsondrede kamre nærede forestillinger om antikkens underside blandt renæssancens lærde – det hedonistiske, det uhyggelige, det uhåndgribelige, i al dets skønhed og gru.

På væggene fandt de farverige dekorationer, der i disciplinerede mønstre sammensatte stiliserede planteranker og hybride fantasivæsner i imaginære arkitektoniske rammer.

Denne opdagelse accelererede udviklingen af et nyt ornamentalt vokabularium hos tidens kunstnere – et vildtvoksende dekorationssystem, der snart skulle udsmykke bygninger overalt i Italien og efterhånden også hinsides.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu