Læsetid: 4 min.

Bo Holtens fremragende moderne barokopera om en fyrste, musiker og morder genkomponeret

Første akt af 70-årsfødselaren Bo Holtens opera om komponisten Gesualdo skal ses på nyudgivet dvd for sit eminente drama og de to andre akter for den interessante musik og musikhistorie
30. oktober 2018

Sidste uge fyldte en ildsjæl og en meget indflydelsesrig karakter i det danske musikliv, den danske komponist og dirigent Bo Holten, 70 år.

Holten må kunne kvalificere sig til betegnelsen renæssancemenneske: vidende om og begejstret ved alle mulige verdens ting og ganske uudtrættelig i sin produktion og sit virke.

Tidligere på året udkom hans opera Gesualdo Shadows fra 2014 på dvd på Dacapo Records. Det er måske ikke Holtens livsværk, da han har mange, men et værk, må man sige, der har fulgt ham i mange år.

Carlo Gesualdo var et senrenæssancemenneske i periodisk forstand. Han blev født i 1566 og var intet mindre end prins af byen Gesualdo et stykke fra Napoli og gav sig af med alt fra alkymi og komposition til planlagt hustrumord. Et oplyst eller livsnydende menneske kan man nok ikke tillægge betydningen renæssancemenneske her.

Carlo Gesualdo var en eksperimenterende, vovet – nogle ville sige overmodig – begavelse fra en vild tid, hvor videnskab og overtro fyldte lige meget, men dog kunne overgås af, eller i hvert fald sættes op mod én ting: kunstnerisk stræben.

Musikhistorisk dyrkede Gesualdo musikalske tendenser fra sin tid ud i en ekstrem, som ikke blev taget op igen før med meget senere komponister som Stravinsky, Strauss og Wagner. Kendetegnende for Gesualdo er ansatser til tonal anarki, en lidenskabelig brug af kromatik – altså brug af halvtonetrin eller endnu mindre tonetrin – og en næsten skændig opholden sig i pirrende dissonanser.

Bo Holten har som sagt dvælet længe ved denne musikalske desperado. Fra 2003-udgaven Gesualdo – Fyrste – Musiker – Morder til 2014-udgaven Gesualdo Shadows. Første gang med Michael Hall som librettist og anden gang med Eva Sommested Holten som librettist.

Højere eksistentiel uenighed

Første akt er sjældent fængende. Det er en fremragende opera i sig selv. Her foregår hele dramaet i en passende kunstnerisk vinkling, hvor kærlighed og konflikt går op i en højere eksistentiel uenighed.

Carlo Gesualdo, ømt sunget af Gert Henning-Jensen, har en skygge, sunget af Tor Lind. Det er som sådan en lidt træls personlighedsspaltning og, på trods af Linds gode præstation, ikke fra dramaets side en helt stærk nok figur til at lægge navn til undertitlen Shadows.

Hvad der derimod fungerer helt fantastisk i første akt er Carlos møde og bryllup med sin kusine, den smukke Maria de Venosa – meget inciterende sunget af Hanna Kappelin.

Maria, der allerede har været gift to gange, første gang som 15-årig, er glad for, at man nu har valgt at give hende til sin fætter og forestiller sig en familiær alliance, hvor hun kan føle sig fri, mens Carlo omvendt mærker begæret efter sin kusine spire i sig.

Hvordan stærk musik (blandt andet Gesualdos egen vævet sammen med Bo Holtens), behændigt timet koreografi og begavet libretto i en bryllupsdans med alle implicerede kan forklare to skæbner på hver deres side i et kærlighedsdrama frem til det grusomme, historiske mord på Maria og hendes elsker, hvor Carlo egenhændigt dolker Maria i en regn af knivstik – dét er fængslende og berettiger hele operaen.

Hvad der sker herefter, det vil sige andet og tredje akt, bliver dramatisk set et antiklimaks, men musikhistorisk er det spændende.

Det handler nemlig om Carlos videre liv og flugt ind i musikken i byen Ferraras musikalske mekka med musikpersonligheder som Luzzasco Luzzaschi, repræsenteret af Bo Holten selv. Det er også her, man møder en meget dreven Guido Paevatalu brillere som greve af Ferrara. Hvem andre kan sige et lavmælt »ups« i adelig fuldskab og dermed indtage hele scenen?

Hvad jeg holder særligt af, er operaens kredsen omkring kunstnerens isolation i sin egen musikalske rede – »my nest of musical desire«, som det hedder i operaen – som han ikke kan dele med nogen og derfor både er velsignet og forbandet.

Der fortælles en historie om den – i dette tilfælde – mandlige skaberkrafts isolation og ofre. Den tapre Leonora, Carlos anden kone sunget med stærk karakter af Ann-Christin Wesser Ingels, gør et velment forsøg på at være med, men Carlo holder sine kvinder ude af sin musik.

At der i denne afvisning af alt og alle udenfor Carlos eget skaberjeg ligger en hybris, ligger som en fin undertone, der ikke udbasuneres, men bare hikkes underspillet ud af grev Ferrara.

Fra børn og fulde mænd skal man høre sandheden. Hustrumordet er én forbrydelse. Den anden er isolationen. Så kan man græde nok så mange dissonanser, men ingen af dem stræber oprigtigt efter harmoni.

Bo Holtens sangerensemble Musica Ficta færdes smukt i renæssancerepertoiret og barokensemblet Concerto Copenhagen er en stærk hovedperson placeret i en slags barokopstilling omkring et fælles nodebord og cembaloet.

Eva Sommested Holtens scenografi er sparsom, men smuk og lige præcis det, man ønsker sig i balancen mellem musik og billede. Det gælder også de smukke enkle kostumer, hvor brokade blander sig med sorte jeans. Sminken medvirker flot med perfekte røde læber og smuk sanselighed. Danseren og instruktøren Deda Cristina Colonnas får barokdansen til at glide professionelt og giver gestalt til sangerne med smukke bevægelser, og en god produktion gør det muligt at få de mange flotte detaljer med.

Bo Holten og Eva Sommested Holten: Gesualdo Shadows, Dacapo Records. Diverse solister, Musica Ficta, Concerto Copenhagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu