Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Bohemian Rhapsody’ er en underholdende, men overfladisk film om Queen-forsanger Freddie Mercury

Der er masser af inciterende, musikalske stjernestunder i ’Bohemian Rhapsody’, Bryan Singers film om Queen-forsanger Freddie Mercury. Men den skøjter på overfladen, og selv om Rami Malek gør en god figur som Mercury, bliver man aldrig for alvor klog på, hvem han var
Freddie Mercury (Rami Malek) og Brian May (Gwilym Lee) på scenen i Bryan Singers energiske og underholdende, men overfladiske ’Bohemian Rhapsody’.

Freddie Mercury (Rami Malek) og Brian May (Gwilym Lee) på scenen i Bryan Singers energiske og underholdende, men overfladiske ’Bohemian Rhapsody’.

Nordisk Film/20th Century Fox

Kultur
1. november 2018

Bohemian Rhapsody begynder og slutter med Live Aid-koncerten på Wembley i London i juli 1985. Og man forstår godt hvorfor. Freddie Mercury havde publikum i sin hule hånd fra første minut, og i løbet af små 20 minutter viste Queen hele verden, hvorfor de var et af de bedste livebands nogensinde.

Energien var utrolig, og Bryan Singer, der har instrueret Bohemian Rhapsody, bruger den energi og det momentum til først at fange sit publikum og siden sende det fodstampende og syngende ud af biografen.

Jeg sad selv foran fjernsynet dengang – 13 år gammel – og så koncerten, og kendte jeg ikke Queen i forvejen, gjorde jeg det i hvert fald bagefter. Ikke mindst den inciterende version af deres glansnummer, der også har givet filmen dens titel, »Bohemian Rhapsody«.

Nummeret understreger, at nok var det meste af Queens musik umiddelbar, melodisk rock, der gjorde sig godt på store scener, men der var også en sjælden musikalsk opfindsomhed, legeglæde og tekstuel drilskhed og humor til stede på deres bedste plader.

Eksotisk staffage

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at resten af Bohemian Rhapsody er lige så god som begyndelsen og slutningen, men det er den ikke.

Det er heller ikke nogen dårlig film, og den fik mig gentagne gange til både at grine og græde – jeg er en meget følsom, midaldrende mand. Men den skøjter på overfladen i sit portræt af den fascinerende, martrede sjæl midt i det hele, Queen-forsanger Freddie Mercury (Rami Malek), der døde af aids-relaterede lidelser i 1991.

Historien indledes for alvor i 1970, hvor den 24-årige lufthavnsarbejder Farrokh Bulsara fra Zanzibar møder musikerne Brian May (en utroligt vellignende Gwilym Lee) og Roger Taylor (Ben Hardy), danner Queen og genopfinder sig selv som Freddie Mercury – hvilket kunstnernavn! – der er lige så flamboyant på en scene, som han er velsyngende.

Bohemian Rhapsody viser i et par korte scener, hvordan Freddie rager uklar med sin stolte far, fordi han fravælger familienavnet og den racemæssige identitet, der sammen med nogle enorme fortænder afføder mange dumme kommentarer fra omgivelserne.

Men det er ikke noget, som Bryan Singer eller hans manuskriptforfatter dykker ned i. Det bliver i stedet en slags eksotisk staffage, som skal give historien om Mercury en følelsesmæssig og psykologisk klangbund.

Freddies drivkraft

Og det er kendetegnende for filmen som helhed.

Den springer nærmest fra højdepunkt til højdepunkt – og laver om på kronologien, hvis det gavner fortællingen: Queens stiftelse, den første koncert, mødet med pladeselskabet, den første plade, tilblivelsen af det operainspirerede mesterstykke »A Night at the Opera«, koncerter for tusindvis af mennesker, Freddies brud med de andre, deres genforening, hans hiv-diagnose, Live Aid.

Det er bestemt underholdende, og der er virkelig sjove scener til både koncerter og i pladestudiet, hvor man får en god fornemmelse af dynamikken mellem de fire meget forskellige medlemmer af Queen – fjerdemand er bassisten John Deacon (Joseph Mazzello) – der alle var med til at skrive musikken og sangene.

Dybt bliver det dog aldrig, og det er kun i glimt, at man fornemmer den ensomhed og det selvhad, der iblandet stor selvbevidsthed, masser af attitude og en sangstemme ud over det sædvanlige var Freddies drivkraft.

Ægte smerte

Bedst er scenerne med den kvinde, Mary Austin (Lucy Boynton), som Freddie Mercury forelsker sig i er hans livs kærlighed, selv om hun godt har fornemmelsen af – hvilket publikum selvfølgelig ved – at han er homoseksuel.

Der er ægte ømhed og siden også smerte i forholdet mellem de to, og man får her en bedre fornemmelse af de dæmoner og den tvivl, Freddie livet igennem sloges med, og hans store behov for accept og anerkendelse.

Rami Malek leverer en pragtpræstation i rollen som Freddie Mercury, der nærmest udvikler sig fra trodsig teenager, der er flov over sine store tænder, til verdensmand med næsen i sky.

Den amerikanske skuespiller, der bedst er kendt fra tv-serien Mr. Robot, har fanget Mercurys manerer og gestik, og der er øjeblikke, hvor det næsten er svært at se forskel på ham og den ’ægte’ vare. Dog er Malek reelt for lille af statur til rollen som den fysisk store og velformede sanger, og det bliver indimellem lidt distraherende, hvis man kan huske, hvordan Mercury tog sig ud på en scene.

Aldrig kedelig

Bohemian Rhapsody har haft en usædvanlig tilblivelseshistorie. Flere instruktører og skuespillere har været tilknyttet filmen, og Bryan Singer, der endte med at instruere den, blev fyret, blot 14 dage før optagelserne var forbi.

Det skyldtes, at den i forvejen kontroversielle instruktør – der har haft voldtægtsanklager hængende over hovedet – simpelthen ikke dukkede op på arbejde, som han skulle. Hans navn står dog stadig på rulleteksterne, og den færdige film synes heller ikke at have lidt under de rodede produktionsforhold.

Det er Anthony McCartens manuskript, den er gal med, men måske også det faktum, at Brian May og Roger Taylor har været med til at producere filmen. Det er nemt at forestille sig, at de ikke har ønsket at dykke alt for langt ned i deres afdøde vens alt for personlige affærer.

Det er ærgerligt, for det modsatte ville måske have resulteret i en bedre film end Bohemian Rhapsody, der dog aldrig keder, og som i hvert fald nogle Queen-fans vil have en fest med.

’Bohemian Rhapsody’. Instruktion: Bryan Singer. Manuskript: Anthony McCarten. Britisk-amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her