Carsten Jensen har med bogen ’Mod stjernerne’ født en endnu mere interessant udgave af sig selv

Engang var Carsten Jensen ung. Med syleskarpe tv-anmeldelser, små samfundskritiske analyser og reportager var han et forbillede og en opdrager for en generation af unge mennesker i 1980’erne, der følte sig hjemløse i Schlüters nyborgerlige æra. Nu er Carsten Jensen ikke ung længere, men i sin nye bog Mod stjernerne skriver han igen direkte til ungdommen. Det er nok mere præcist at sige, at han i den nye bog henvender sig til ungdommen, for der er en stor forskel på dengang som vred, ung mand at skrive midt i sin tid og nu som mere moden tænker – og far til et ungt menneske – at leve sig ind i ungdommen og forsøgsvist beskrive vores tid for de unge.

Det sidste er meget sværere end det første. Man kunne med god grund sige, at et ungt menneske skulle have skrevet den her anmeldelse, men nu er det i stedet en med et par generationers erfaring, der konkluderer, at Carsten Jensen gør et meget sympatisk forsøg på og har stort held med ikke utroværdigt at favne den ungdom, han ikke længere selv tilhører, men at undersøge, hvem de unge er i dag, og hvordan de ser verden.

Det gør han ikke kun direkte gennem analyser af den norske ungdoms-tv-serie Skam, forsøget på at finde meningen i de unges computerspil eller omtalen af nutidens unge forbilleder og helte, men også mere indirekte gennem en stædig vilje til hele tiden at åbne civilisationskritiske perspektiver på verden, der også inkluderer de unges erfaringer og synspunkter.

Det sker, når Carsten Jensen ret magisk formår at skabe uventede sammenhænge mellem personer eller begivenheder, som ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Eksempelvis når han skaber en forbindelse mellem Jeanne d’Arc-ansigtet fra Dreyers film Jeanne d’Arcs Lidelse og Død og den unge Emma González, der træder frem foran kameraerne og hundredtusinder af mennesker efter endnu et af de meningsløse skoleskyderier i Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland.

Eller når han ser en forbindelse mellem den unge soldat, der først og fremmest søger broderskabet, og den unge demonstrant i Occupy-bevægelsen. Eller når han forsøger at forklare den interessante alliance mellem unge og gamle mod nutidens voksne, som det synes at vise sig med de gamle mænds comeback på den politiske scene og de helt unges massive støtte, sådan som det eksempelvis kom til udtryk med demokraten Bernie Sanders’ succes i USA og Labours Jeremy Corbyns i England.

Ved at inddrage ungdommen får Carsten Jensen nye indsigter i verdens besynderlige logik for såvel unge som ældre. Det er måske også, fordi han er oprigtigt interesseret i de unge, at det lykkes. Han er bekymret for de unge og for det anderledes fremtidsperspektiv, de unge står konfronteret med i klimaforandringernes tid. Også her finder han nye veje og perspektiver for fremtiden og får til sidst formuleret visioner for et skifte fra velfærdsstaten til en kommende klimastat.

Let tilgængelig appel

Det er kun godt en måned siden, at Carsten Jensen udgav Kældermennesker, og den nye bog må da også ses i forlængelse af den. Det er ikke bare de to første bøger, Carsten Jensen udgiver på Politikens forlag, bøgerne er også skåret over samme læst. Begge bøger, med farverige forsider og let tilgængelig appel, er på godt halvandethundrede sider og skrevet som korte nummererede stykker, der lægger sig et sted mellem det aforistiske og essayistiske.

En form som også Göran Greider og Åsa Linderborg med stort held for nylig benyttede sig af, da de sammen udgav populismebogen Populistiska manifestet. Det er en form, som gør det muligt at undvige de store synteser og katedraler for tanken til fordel for at tænke i små korte stykker, der holdes åbne og frie til association og nye indfald og sammenhænge.

Jeg skrev i min anmeldelse af Kældermennesker, at der var tale om en ny Carsten Jensen, at han her viste sig som en åben og nysgerrig tænker og beherskede det korte format. Det gælder stadig, men jeg blev i læsningen af den nye bog opmærksom på, at han også trækker på det, han kunne helt i begyndelsen af sit forfatterskab med tidsdiagnostiske bøger som Sjælen sidder i øjet og På en mørkeræd klode. Et kig tilbage i de bøger viser en forfatter, både trofast mod sit stof og i udvikling.

Eksempelvis er det interessant at læse, hvad Carsten Jensen i 1985 skriver i Sjælen sidder i øjet (fra kapitlet »Børn er de fødte forbrydere«) om børns liv foran computeren, og så stykket »Hvis livet var et computerspil« og de efterfølgende stykker fra den nye bog om en ung generation, der med urette er blevet stemplet som indadvendt og verdensfjern, »med ryggen til os og øjnene fikseret på skærmen har den måske udviklet et langt større beredskab til kollektivt engagement, end vi har gjort os klart. En ny global kultur, som ingen endnu har ulejliget sig med at døbe«.

Carsten Jensen har igen født en endnu mere interessant udgave af sig selv.

Carsten Jensen: ’Mod stjernerne – om nødvendigheden af at sætte sig de største mål’, Politikens Forlag, 176 sider, 150 kroner