Kender man bare lidt til den amerikanske sangerinde og sangskriver Cat Power, ved man, at hun er en ualmindelig skrøbelig og utilregnelig performer.
Sidst hun optrådte i København, opstod et underligt intermezzo i DR’s Koncertsals Studie 2. Overvældet af at stå på scenen blev Chan Marshall, som hun hedder, ved med at flygte fra den spot, som oplyste hende. Når hun trådte et skridt til siden, ud i mørket, gik der til hendes store ubehag kun et øjeblik, før lyskeglen igen fandt hende. Så til sidst måtte hun bede lysmanden om at tænde loftbelysningen.
Dette tragikomiske optrin illustrerer det absurde hamsterhjul, Cat Power føler sig fanget i. Hun lever for sin musik, og i forsøget på at kunne leve af den, er hun tvunget til at placere sig i et rampelys, hun ikke føler sig til rette i. Først da hun til sidst satte sig ved flyglet, genfandt hun roen; samme ro, der slentrer gennem de primært klaverbårne sange på hendes tiende album Wanderer.
På nummeret »Woman« synger hun, mens kollega og veninde Lana Del Rey bakker hende op på kor:
»The doctor said I was better than ever.«
Sangen handler om at turde trodse sin egen usikkerhed og insistere på sit værd som kvinde:
»I’m a woman of my word, now haven’t you heard
My word’s the only thing I’ve ever needed.«
Hvor Virginia Woolf i ligestillingens navn krævede, at enhver kvinde fik »A Room of One’s Own«, kræver Cat Power sin ret til at synge og spille sin musik. Tyst og ubemærket.
På »Black« beretter hun historien om en mand, en dødens engel, der brutalt overfalder hende, og på »Robbin Hood« buldrer ildevarslende stortrommeslag, så bedre har hun det heller ikke.
Tråden fra de tidligere rene coveralbums, The Covers Record og Jukebox, tager hun kortvarigt op på »Stay«, en vemodig version af Rihannas ømme ballade.
Evnen til at tage andres lidelser på sig og formidle dem – til tider mere overbevisende end originalerne – siger noget om Cat Powers styrke. At hun med sin sårbare klang, og evnen til at lade hvert ord, hun synger, optage al hendes inderlighed, gør, at man skal være 100 procent kyniker for ikke at få gåsehud af numre som »Stay«, »Me Voy« og »Nothing Really Matters«.
Al facade og forsvarsværk er brudt ned. Der er intet lag mellem lyd og lytter. Kun klaver og sang og hypersensibilitet.
Wanderer er måske ikke Cat Powers mest opsigtsvækkende, udskejende og varierede album, men for hver lytning vokser de skrøbelige og sørgmodige melodier på mig. For Chan Marshall nøjes ikke med at strejfe sin lytter. Hun maser sig diskret ind i lytterens sinds mørkeste kroge. Det føles vigtigt, at der findes musikere som hende, der tør spille musik, der tænder ovenlyset, så vi alle kan se, at vi har så utrolig meget angst, usikkerhed og sorg tilfælles med Cat Power og hinanden.
Cat Power: ’Wanderer’ (Domino Records)
