Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Charli XCX laver overpoppet musik uden den bitre bismag af kulturløshed

Den britiske sangerinde Charli XCX var godt på vej til at blive popidol fra øverste hylde. Men så ændrede hun kurs og dyrker nu 1990’ernes kitschede udtryk i svingningerne mellem ironisk distance og nøgen følsomhed. Resultatet er et mesterligt nedslag i den kollektive hukommelse
Kultur
19. oktober 2018
I musikvideoen til »1999« genskabes nostalgiske 1990’er-referencer som filmscener fra ’The Matrix’. Det er ikke en en spydig parodi, hånligt eller kynisk, men snarere en slags hyldest fra Charli XCX og den unge australske sanger og YouTube-stjerne Troye Sivan, der er featuring på nummeret.

I musikvideoen til »1999« genskabes nostalgiske 1990’er-referencer som filmscener fra ’The Matrix’. Det er ikke en en spydig parodi, hånligt eller kynisk, men snarere en slags hyldest fra Charli XCX og den unge australske sanger og YouTube-stjerne Troye Sivan, der er featuring på nummeret.

Atlantic Records

Det »føles falsk«.

Sådan beskrev Charli XCX i et interview med The Guardian sit tidlige musikalske output, der kulminerede med 2014-albummet, Sucker. Umiddelbart kan det virke som en besynderlig skildring; det lydunivers, som den 26-årige britiske sangerinde siden har forfulgt, fremstår ved første gennemlytning nemlig langt mere »falsk«, end den generisk flade og relativt harmløse radiopop, hun startede karrieren ud med på det internationale kæmpehit »I Love It« i samarbejde med Icona Pop.

Fra og med 2016-EP’en Vroom Vroom har Charlotte Aitchison, som hun hedder i virkeligheden, opdyrket et hyperaktivt, blitzet, gummi- og latexagtig lyddesign anført af det britiske kollektiv PC Music, der har stået bag størstedelen af hendes produktioner siden stilskiftet. Det er blankskinnende, syntetiske melodilinjer, hoppeboldbas, smølfede vokaltransformationer og metalliske dissonanser, som sammenlagt skaber en sukkerholdig og surrealistisk afart af den moderne populærmusik – en kitschet æstetik, der oplagt kan »føles falsk«.

Alligevel er Charlis udsagn meningsfyldt. Det overdrevne, neonfarvede, 1990’er-udtryk bidrager netop til at udstille kynismen i den kompromisfyldte opskriftsradiopop, der ene og alene har øje for den mægtige dollar. Ingen kan nemlig beskylde PC Music for – med deres populærmusikalske ekstremisme og forvrængning af reklamekultur og forbrugerisme – at ville nå ud til flest muligt.

Det så vi strålende eksemplificeret på skotske SOPHIE’s debutalbum, Oil of Every Pearl's Un-Insides, fra tidligere på året. Og tilsvarende er Charli XCX’s to seneste projekter af albumlængde – sidste års Number 1 Angel og Pop 2 – eksempler på et opgør med populærmusikkens og middelmådighedens tyranni med deres kombination af labanagtig attitude, sirupsøde omkvæd og exceptionelt elektronisk detaljehåndværk.

Tilbage til 1990’erne

Den dekonstruerende tilgang til samtidspoppens klicheer kan umiddelbart virke som en spydig parodi på den masseproducerede mainstreamlyd, som mange passivt afskyr. Og selv om ironi i én forstand er en del af Charli XCX og PC Music-holdets udtryk, er det hverken hånligt eller kynisk – det er ikke karikaturmusik a la The Lonely Island (en slags USA’s svar på Drengene fra Angora, der bl.a. er kendt fra tv-showet Saturday Night Live, red.).

Det ses tydeligt på Charli XCX seneste single »1999«, der gæstes af den unge australske sanger og YouTube-stjerne, Troye Sivan. Her fantaserer makkerparret sig tilbage til uskyldig barndom og bekymringsløshed før årtusindskiftet over et minimalistiske akkompagnement af håndklap, computerlydseffekter, firkantet bas og overstrålende omkvædssynthesizere.

I musikvideoen genskabes nostalgiske 1990’er-referencer: Steve Jobs med den akvarieblå iMac G3, Justin Timberlakes nudelhår, computerspillet The Sims, en Nokia 3310, filmscener fra American Beauty, Titanic og The Matrix, samt rekonstruktioner af ikoniske musikvideoer – TLC’s »Waterfall«, Spice Girls’ »Say You’ll be There«, Backstreet Boys’ »I Want it That Way« og Eminems »The Real Slim Shady«.

Det slående er, at ironien bliver tvetydig – det føles ikke som en nedladende gøren til grin, snarere en slags hyldest. Det afstedkommer en besynderlig fornemmelse, hvor man presses ud i at tage det absurde seriøst og bliver grundlæggende i tvivl om graden af ironi. Samtidig ligger der i Charli XCX’s æstetiske program en overskridelse af skammen forbundet med vores guilty pleasures – et fripas til at nyde overpoppede fabriksprodukter uden den bitre bismag af kulturløshed. Netop fordi nostalgien er bærende, bliver det aldrig det kommercielle, der fylder, men derimod forbindelsen til den kollektive hukommelse – og dermed til fællesskabet.

En ny oprigtighed

Således er Charli XCX’s gennemsigtige regntøj, latexdragter og glimmerregn ikke en spydig kommentar til samtiden, men et tilbagekald til tiden før kynismens endegyldige indtog og triumf i populærkulturen.

I svingningerne mellem ironisk distance og nøgen følsomhed, skaber Charli XCX noget parallelt til det, som den amerikanske forfatter David Foster Wallace kaldte »ny oprigtighed« – en litterær bevægelse, der turde gøre sig sårbar over for ironiens himmelvendte øjne. Modet til ikke kun at være reflekteret og avantgarde, men også banal.

I samtidens populærmusikalske landskab er det svært at øjne en mere radikal og undergravende position end hos dem, der uden (eller med tvetydig) ironisk distance forsvarer og fremfører den pastelfarvede hestehaletyggegummipop. Pop her forstået som en specifik æstetik – ikke som kommerciel disciplin. Pop som en omfavnelse af det mondæne og kollektive – mere hardcore bliver det ikke i en tid, hvor snart sagt alle stræber efter blive særlige enere.

Charli XCX stod på tærsklen til at blive et stort opslået popidol i den allerbedste liga – men fravalgte det, fordi det føltes falsk. Hun er dermed en af de få, der i samtidens populærkultur kvalificerer sig som egentlig »rebel« – hævder af en ny oprigtighed.

»De nye rebeller er kunstnere, der er villige til at risikere gaben, de rullende øjne, det kølige smil, prikkene i siden, de begavede ironister parodiering ’Åh, hvor banalt’. At risikere beskyldninger om sentimentalitet, melodramatik. Om godtroenhed. Om blødhed,« skrev David Foster Wallace i sit 1993-essay, E Unibus Pluram.

Det gælder stadig.

Charli XCX & Troye Sivan: 1999 (Asylum/Atlantic UK)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her