Læsetid: 4 min.

Computerdigte uden computer

’My Heart’ viser en Klaus Høeck i topform, men det skurrer, når han hævder, at 41.110 stavelser skrives for stilhedens skyld
26. oktober 2018

»Det er det elskeligste koketteri, jeg kender!« udbryder hofdamerne affekteret overstadigt, når nattergalen klukker i det kendte eventyr af stjernen fra Odense.

Et par mils vej nordvest herfor sidder i dag Klaus Høeck, født 1938 og dermed ti år ældre, end Andersen nogen sinde blev, og bestræber sig efter eget udsagn på at »de(kon)struere poesien«, alt imens han med koket selvironi skriver det ene digt efter det andet.

Klaus Høeck: ’My Heart. Poems galore’.

Han lider, forstår man, af »omvendt eller modsat skriveblokering« og behøver tilsyneladende ikke opsøge inspiration. Den kommer nemlig helt af sig selv, blot han laver et passende præcist defineret formmæssigt og sprogligt system. Så kan han, atter udtrykt med egne ord, skrive »computerdigte uden computer«, »vende tilbage til begyndelsen med ånden som ballast« ud fra det princip, »at de formelle procedurer fungerer som det greb, hvormed verden skal kunne komme til orde uden om og uafhængigt af det traditionelle lyriske subjekt«, for nu at citere, hvad Tue Andersen Nexø engang skrev om Inger Christensen, den anden store encyklopædiske eller naturfilosofiske systemdigter i moderne dansk litteratur.

Ud af den ’retning’ er der denne gang kommet 605 veloplagte solostykker for 17-strenget lut, forstået på den måde, at haikuformen endnu en gang er valgt, dog uden respekt for den gamle japanske regel om, at hvert digt ikke alene skal bestå af fem plus syv plus fem stavelser, men også helst rumme en årstid og en antydet stemning samt fortætte sig i et overraskelsens punkt. Vi taler her i stedet hos Høeck om en slags hverdagshaiku af dem, man kan få ovre i Brugsen: så vidt muligt rensede for højtidelighed og traditionelle lyriske skønhedsmidler.

Om Klaus Høecks foregående bog, den overvejende selvbiografiske Legacy (2015), skrev denne anmelder i en læsenote, at forfatteren efter værkets indhold at dømme nærede dyb forkærlighed for navnedrypning, jazz, spiritus, havedyrkning, katte, kristendom, korrespondanceskak og vandede vittigheder.

Føj til denne liste kun »Spadsereture, Nordfyn«, et polemisk naturlyrisk spor samt spørgsmål om, hvad et menneske, og De har en dækkende forestilling om det nye mammutværks stoflige univers.

Formen er også den samme som sidst: På hver side står fire haikustrofer, som tilsammen danner et digt. Man skal her således læse sig igennem sammenlagt 41.140 stavelser, om end forfatteren lettere arrogant opfordrer én til at læse et par linjer hist og her og lade resten vente en evighed.

Men bemærk så, at rigtig monotone bliver ens møder med bogen aldrig. Man kan ikke vide, hvad der kommer på næste side, og det er gerne umuligt at forudsige, hvornår udsigelsens modus atter slår om fra alvor til grin eller fra humor til (selvironisk) patos.

Man færdes som så ofte før hos Høeck ad irgange og krydsende spor, via blindgyder og lumske labyrinter, og må ligesom i sin tid bjergvandreren Heidegger acceptere, at visse ydmyge »Holzwege« kan være charmerende hovedveje til målet.

Hvad der forekommer nyt i forhold til den seneste samling, er dog samtidig, at fremgangsmåden er blevet om muligt endnu mere selvkredsende og indadvendt end før.

Det kan dels hænge sammen med, at årene er blevet flere, og at aldringen får tanken om den personlige død til at rykke tættere på, dels synes det at skyldes, at Høeck igen følger fristelsen til at sætte sin poesi på spidsen og dermed på spil. Digtene kan være skiftevis fulde af ånd, fulde af ingenting og fulde af hvad som helst! Og eftersom »hvad som helst« f.eks. kan omfatte forfatterens undertiden mopsede reaktioner på andres reaktioner på Klaus Høecks tidligere bøger, kan man som læser ikke frigøre sig fra den tanke, at denne engang så muntert eksperimenterende poet er i færd med at overtage det job som vrissen kustode i eget museum, der blev ledigt, da navnebroren Store Klaus Rifbjerg døde. Selv hævder Høeck et sted at være helt kold i røven; hans digte fortæller indimellem det modsatte.

En tilsvarende modsigelse oplever denne anmelder, når Klaus Høeck flittigt lovsynger selve Poesiens Gåde, samtidig med at han selv i grunden undlader at skrive synderligt gådefuldt.

Der kunne citeres i spandevis: Digtets blinde plet indkredser det uudsigelige ord. Digtene fastholder ordenes inderste hemmelighed. Den rene ånd gennemsyrer ordene med sin usynlighed. Poesi er besyngelse af skabningen. Digtene skrives for stilhedens skyld. Alt sammen fint nok, problemet bliver bare, at læseren kun alt for sjældent får lov til at fornemme stilheden og ane mysteriet, fordi bogens digte gennemgående er så konsekvent umirakuløse.

Hertil vil digteren utvivlsomt (måske i sin næste bog?) sige, at anmelderen ikke har fattet en bjælde af det hele, efterdi projektet netop består i paradoksalt at manifestere det sakrale i en affortryllet verden.

At det for ham er nødvendigt konstant at dænge åndens ytringer til med så meget affald som muligt. Eller at han for sit vedkommende er henvist til at »digte det der kan siges, digte det der kan digtes«, altså på samme tid »sætte fornuften i parentes« og anerkende dens magt. Godt så. Men når nu så mange af hans omhyggeligt kalkulerede digte trods deres sproglige velsmag også efterlader en bismag, bliver det vel en kritikers pligt at lade smagsdommen tage tone og farve heraf.

Klaus Høeck: ’My Heart. Poems galore’. Digte. Gyldendal, 616 sider, 350 kroner

*

MIT HJERTE ER EN

ÅBEN BoG (VORHERRE BE

VaRE OS VEL) FOR

 

EKSEmPEL dENNE

BOg FULL OF LOVE AND SHIT

HALVE SANDHEDER

 

OG VISSE VASSE

(JEG GENTAGER VOR HERRE

BEVARE OS VEL)

 

I DONT KNOW THE TRUTH

JUST READ THE BOOK AND CLOSE IT

SO MUCH FOR MY HEART

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu