Læsetid: 3 min.

Den danske tv-serie ’Friheden’ kombinerer jovial satire med gøgleragtige svindelnumre

Livet i en økonomisk trængt kernefamilie er så hjernedødt kedeligt og anstrengende for hovedpersonerne i Viaplays nye serie ’Friheden’, at det er en kæmpe befrielse for leverpostejsparret Erik og Nina at genoptage deres kriminelle løbebane
Erik og Nina er hovedpersoner den nye serie Friheden. Engang var deres liv både spændende og glamourøst. Det var, fordi de var storsvindlere. Da Nina for 17 år siden blev gravid, var der ikke længere råd til at løbe risikoen for fængselsstraf, så de skabte sig et almindeligt familieliv, men – ak – det er så også en slags fængsel.

Erik og Nina er hovedpersoner den nye serie Friheden. Engang var deres liv både spændende og glamourøst. Det var, fordi de var storsvindlere. Da Nina for 17 år siden blev gravid, var der ikke længere råd til at løbe risikoen for fængselsstraf, så de skabte sig et almindeligt familieliv, men – ak – det er så også en slags fængsel.

fra serien

24. oktober 2018

Friheden er en S-togsstation i Hvidovre på Køge Bugt-banen, som Erik (Lars Ranthe) og Nina (Lene Maria Christensen) er så uheldige at bo lige opad. Flere gange i timen drøner S-toget forbi deres køkkenvinduer og får alting til at rasle og minde om husets usælgelighed og tilværelsens efterhånden velkendte måde at være irriterende på.

Erik og Nina er hovedpersoner i Viaplay og TV 3’s nye serie Friheden, og engang var deres liv både spændende og glamourøst. Det var, fordi de var storsvindlere og dygtige til deres job. Da Nina for 17 år siden blev gravid, var der ikke længere råd til at løbe risikoen for fængselsstraf, så de skabte sig et almindeligt familieliv, men – ak – det er så også en slags fængsel. 

Da deres gamle medsammensvorne Jacqueline (Lotte Andersen) pludselig dukker op og oven i købet har en plan, får først Erik og så Nina færten af den berusende frihedsfølelse, som den fælles kriminelle løbebane gav dem, før de fik børn. Et sidste kup er alt, hvad der skal til, for at de kan få ordnet de ureglementerede vvs-installationer i huset, begynde at betale afdrag på boliglånet, tage på ferie engang imellem og på den måde komme videre i det fælles hverdagsliv, der hænger dem langt ud ad halsen.

Verdener støder sammen

Kontrasten mellem parcelhustristesse og det vilde storsvindlerliv er et meget gavmildt udgangspunkt for en tv-serie. Fra første gensyn mellem Erik og Jacqueline støder to verdener sammen. Det er klart og tydeligt i den flugtscene, hvor den ene part har en ladcykel at gøre godt med og den anden en skinnende sort kassevogn med stor motor og tonede ruder.

Det er, som alle fans af Breaking Bad ved, elementært spændende at se almindelige mennesker blomstre op ved at overføre de talenter, de ikke får udnyttet til fulde i en lovlydig dagligdag, til en storstilet forbryderkarriere. Friheden får en masse velfungerende livsstilssatirisk situationskomik ud af Erik og Ninas sygt ringe evner til at mestre hverdagen. Irritabiliteten i deres timing og stemmeføring, når de taler med hinanden (om regninger, madpakker og Ninas flirt med chefen typisk) er perfekt ramt. Kedsomheden er også meget overbevisende, ligesom ærgrelsen over, at livet ikke blev sjovere, er det. Den ømhed, de har over for børnene, Esther (Emma B. Marott) og Kai (Emil Tholstrup), er fedtet ind i dårlig samvittighed og afmagt.

Lars Ranthe og Lene Maria Christensen er begge i stand til at lade deres karakterer skifte fra at være noller til at være næsten uovervindelige på et sekund. Det er i høj grad vekselvirkningen mellem de to måder at være i verden på, som serien lever af.

Gøgleragtige svindelnumre

Både situationskomikken og de opfindsomhedskrævende fupnumre, Erik og Nina kaster sig ud i for at fuppe et medicinalfirmas ledelse, fungerer fint og gør Friheden til en livlig, let og lystig komedieserie om et hårdt tiltrængt dobbeltliv. Man kan se, hvordan det pludselig bobler og bruser i Erik og Nina, når de bruger deres exceptionelle menneskekendskab til at regne modstanderne ud, narre dem og manipulere med dem. Og man kan se, hvordan alt lys og håb slukkes, når det samme menneskekendskab viser sig utilstrækkeligt til at holde en samtale i gang med deres 17-årige datter.

Friheden kombinerer jovial satire med gøgleragtige svindelnumre på samme måde som filmene om Familien Gyldenkål gjorde i halvfjerdserne. Men hvor familien Gyldenkåls projekt handlede om social opstigning til en fjollet overklasse, der ville være utilgængelig for dem, hvis ikke de tog sagen i egne, kriminelle hænder, så vil Frihedens Erik og Nina bare gerne holde skruen i vandet og lykkes med deres middelklasselivsstil. I hvert fald i de første tre afsnit, jeg har set. Her er svindelnumrene et middel til at opnå deres mål om at afdrage på lånet og flotte sig lidt med en ferie engang imellem for på den måde at få det bedste ud af livet. Det bliver dog antydet noget så eftertrykkeligt, at Erik og Nina i løbet af deres sidste kup skal finde ud af, at der er mere at komme efter i livet og hos hinanden.

’Friheden’. Manuskript og instruktion: Thor Bjørn Krebs og Mikkel Serup. Vises på Viaplay onsdag kl. 20 og kan også ses på TV3.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu