Læsetid: 5 min.

»Den, som dør med flest oplevelser, og som har været nøgen i længst tid, har vundet«

Den presserende grund til at lave dokumentarfilm om, hvordan det er at være hovedperson i en dokumentarserie åbenbarer sig aldrig helt i ’Gina Jaqueline – Midt i en drøm’. Men når nu det er sket, er det godt, at hovedpersonen er skærmgeniet Gina Jaqueline
Når Gina Jaqueline er sammen med sin mor og mormor ligner de tre skønhedsvelsignede feer, der har holdt alderen fra døren ved at omgive sig med pynt og glimmer, og som nyder at gøre sig til smukke dukker for deres eget og hinandens blik.

Når Gina Jaqueline er sammen med sin mor og mormor ligner de tre skønhedsvelsignede feer, der har holdt alderen fra døren ved at omgive sig med pynt og glimmer, og som nyder at gøre sig til smukke dukker for deres eget og hinandens blik.

Doxbio

25. oktober 2018

Af alle DR3’s efterhånden ret mange dokumentariske portrætserier af unge mennesker, der gennem deres særlige livstid repræsenterer noget i tiden, er den nu 27-årige Gina Jaqueline uden sammenligning kanalens stærkeste kort. Måske er hun endda en af de bedste danske realitykarakterer i dette årti.

Det handler egentligt ikke så meget om, at hun i serien Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling lod instruktør Sofie Lange gøre op med det såkaldte tabu, der hedder sugardating, ved generøst at delagtiggøre os i, hvordan og hvorfor hun byttede sit selskab og sin intimitet for ting og luksus købt af rige mænd. 

Det, der gjorde serien om hende nærmest hypnotiserende underholdende – og til det næstmest streamede DR-program sidste år – var selve hende. Når Gina Jaqueline taler, lytter man.

Hun drøner direkte gennem kameraet og ud af skærmen og ind i hjemmet hos den, der glor, og pludseligt slænger hun sig så der på ens sofa og ryger pink cigaretter mellem knaldrøde læber i en slåbrok og pjatter derud med sin hæse læspen og kæmpe involverende øjne og taler om drømmene, om mændene, om de lækre designertasker og fyldepenne fra luksushotellerne, om familiens kvinder, om barndommens lort, om det hele, og hun springer op for at rode efter en joint og en lækker lighter at tænde den med, og så danser hun rundt i stuen, fordi der er dinget en sms ind fra den sødeste sugardaddy, »advokaten«. Og hun er helt vildt godt selskab.

Klog, begavet, socialt intelligent

»Man får nogle forskellige ting tildelt her i livet. Og så er jeg tilfældigvis blevet smuk og begavet og socialt intelligent – frem for alt,« siger hun nu i dokumentarfilmen Gina Jaqueline – Midt i en drøm, der følger hende før, under og efter DR3-seriens gennembrud. Det er sådan en udtalelse, der gør lidt ondt i numsen på dem, der synes, at de er fine nok til at synes, at hun er lidt ufin.

For Gina Jaqueline flasher sin skønhed på den der lidt vulgære snapchatagtige ’trutmunds og danse indbydende ind mod kameraet’-måde. Men/og hun er også bare smuk. Når hun er sammen med sin mor og mormor ligner de tre skønhedsvelsignede feer, der har holdt alderen fra døren ved at omgive sig med pynt og glimmer, og som nyder at gøre sig til smukke dukker for deres eget og hinandens blik. I den verden er røgen fra deres smøger som tryllestøv.

Og Gina er sådan en, der vælter sig kælent og selviscenesættende som en kattekilling rundt i den luksus, som magtfulde mænd kan tilbyde hende, og det kan nogen synes er uklogt. Men hun sætter sine egne grænser frem for at tilpasse sig andres, og hun ser ting lynende skarpt og beskriver dem simpelt. Som i en scene, hvor hun gennemgår layoutet af sin kommende bog, Se mig, med redaktøren og skal udvælge fotos og pludselig indser noget:

»Jeg vil gerne have, at der ikke er nogen billeder i den om sugardating og spiseforstyrrelser. Ligesom for at lave et statement.«

Det er talt af en kvinde, der har styr på, hvad billeder gør. Den slags ved hun.

Så hvis der nogensinde skulle laves en dansk dokumentarfilm om, hvad der sker, når man bliver landskendt i en dokumentarserie, så skulle det være om Gina Jaqueline. Men filmen, lavet af samme instruktør som dokumentarserien, evner aldrig rigtig at overbevise om sin ophøjede relevans som netop film.

Tonen har ændret sig fra det meget poppede med Tove Los attitudespækkede intromelodi »Cool Girl« til et mere drømmende lydbillede og en mere blid og poetisk visuel stil med særligt symbolske kamerarundture på mormorens dukker, der spejler datter, mor og mormor og alle de kvinder i verden, der har pyntet sig for enten andre eller sig selv. 

Netop det større fokus på de tre kvinder er stærkt, Gina lever i en verden af kvinder. Hendes første bog er i øvrigt sådan en, hun skriver ved at drikke kaffe og ryge smøger med nogle veninder og så diktere one liners om barndomslivets erindringer til den veninde, der er bedst til tifingersystemet. Det kan virke dumt, dårligt, overfladisk, men det er klogt. Hun skriver med munden, det er det, der gør hende til et slags skærmgeni.

Filmen har også fanget et scoop af en scene om den værste form for iskold stedsøsterlighed. Under et fotoshoot for modemagasinet Elle konfronteres hun af bladets videojournalist, som gerne vil varme lidt op til interviewet ved at fortælle Gina om, hvad hun synes om Ginas rolle i det offentlige rum:

»Det må være ikke altid lige rart. Også fordi der nok er mange, der ærligt ikke har et godt indtryk eller har deres indblik i, hvem de synes du er …«, hvisler hun.

»Mmm,« svarer Gina usikkert og forsøger at smile i sin dyre kjole. »Altså jeg var selv chokeret, da jeg havde set det, det skal da ikke være nogen hemmelighed. Men altså det var jo også det eneste, man kunne snakke om på det tidspunkt. Det var sådan lidt: Wow! Det er vildt det der. Gjorde hun lige det?«

Sådan hakker man en anden kvindes selvtillid i stykker med en tretrinsraket af issyle.

Men ud over det væver filmen en smule rundt i gammelt materiale, i en storyline, der handler om hvorvidt »advokaten« kan overskue, at Gina nu er landskendt sugardater (han skriver en utroligt underholdende latterlig besked: »her forvirret, uklart billede in my mind lige nu i mange dimensioner, faktuelt abstrakt, reflekterer langsomt«). Og den handler om, hvordan det føles, når alting pludseligt kører, og når man skifter gear og ikke dater mere.

Men materialet er ikke helt nok til en film. Historien er ikke tydelig nok. Det er mest bare 80 minutter. Og de kunne lige så vel have været to tilføjede afsnit til den øvrige serie på DR3. Uanset hvad er vi fra nu af begavet med et utal af mundtlige digte om og fra vores tid:

»Den, som dør med flest oplevelser, og som har været nøgen i længst tid, har vundet.«

’Gina Jaqueline – Midt i en drøm’. Instruktion: Sofie Lange Jørgensen. Dansk. Biografer i landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
  • ulrik mortensen
Grethe Preisler og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg har det lidt svært med at leve i en tid, hvor menneskers patologiske dyrkelse af det materielle og af egoet, kan gøres til genstand for så stor interesse, at man ligefrem kan ende som berømthed. Det må være en tom tid vi lever i, tænker jeg, og det virker paradoksalt at tomheden har så stor tiltrækningskraft i netop sådan en tid.

Det er som om den intellektuelle klasse i dette land dyrker denne tomhed, og det på så ukritisk vis, at det bliver påfaldende. Jeg forstår simpelthen ikke denne fascination, lidt på samme vis som jeg heller ikke forstår eksempelvis tabloidjournalisters dybe fascination af og beundring for det kriminelle miljø (jvf især Ekstrabladet).

Men sådan er der selvfølgelig så meget, som jeg ikke helt kan forstå..

Dorte Haun Nielsen, olivier goulin, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, René Arestrup, Dina Hald, Peter Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik L Nielsen, Mikkel Kristensen, Maria Jensen, Bjørn Pedersen, Claus Nielsen, E Z, Joen Elmbak, Morten Nielsen, Carl Chr Søndergård og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Jeg deler Torsten Jacobsens undren, og dertil forstår jeg heller ikke, hvorfor Information er begyndt at beskæftige så meget med realitygenren og anmelder programmer, der tidligere blev forbigået i tavshed.

jytte dysted dahl, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, E Z og Morten Nielsen anbefalede denne kommentar

Torsten Jakobsen:
Forstår godt din undren som sådan og jeg anede intet om den beskrevne her,nu er jeg jo 73 og gammel pædagog,så det er ikke lige min verden som lykkelig gift
Når det er sagt bør Information så ikke forsøge at tage hele livet og de sociale klasser med ind? Jeg er først kommet på Information de senere år,a jeg netop ikke mente at min intellektualitet slog til her.
Ind imellem kan jeg da godt føle at det gør den stadig ikke, men jeg betaler og så må I sgu acceptere min mangel på intellektuel viden og standard :)

Randi Christiansen, olivier goulin og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Torsten Jakobsen:
Forstår godt din undren som sådan og jeg anede intet om den beskrevne her,nu er jeg jo 73 og gammel pædagog,så det er ikke lige min verden som lykkelig gift
Når det er sagt bør Information så ikke forsøge at tage hele livet og de sociale klasser med ind? Jeg er først kommet på Information de senere år,a jeg netop ikke mente at min intellektualitet slog til her.
Ind imellem kan jeg da godt føle at det gør den stadig ikke, men jeg betaler og så må I sgu acceptere min mangel på intellektuel viden og standard :)

Jeg har levet i lykkelig uvidenhed om Gina Jaquelines eksistens, indtil Information bringer denne artikel. Jeg tror faktisk jeg ville have foretrukket at forblive i den tilstand.

jytte dysted dahl, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Viggo Okholm,

Jo, en avis som Dagbladet Information bør efter min mening helt klart bestræbe sig på at finde perspektiver på liv og tilværelse, som - om man så må sige - overskrider 'standard-udsigten' for den i grunden ikke specielt repræsentative, publicerende klasse i Store Kongensgade og omegn.

Om avisens journalister lykkes med det eller ikke, kan man jo så have sin egen mening om.

Nu har jeg læst Katrine Hornstrup Ydes anmeldelse af filmen ’Gina Jaqueline – Midt i en drøm’ et par gange. Og min undren er desværre ikke blevet mindre. Jeg forstår fortsat ikke fascinationen af denne tomhed: Jeg forstår ikke DR's motivation for at lave en programserie om en materielt fikseret - og dermed i mine øjne ureflekteret - ung kvinde, der lever af at prostituere sig. Jeg er med på, at det er 'godt tv' - med seksuelt ladet indhold og dermed stort forargelses/fascinationspotentiale - men det kan vel ikke være programmets eneste eksistensberettigelse? På en såkaldt public service-kanal?

En djævlens advokat ville nok indvende, at programmet dokumentarisk skildrer en 'virkelighed', og at det jo blandt andet er seriøse mediers ansvar at dokumentere en sådan 'virkelighed'. Altså at der er tale om et 'væsentligt' program.

Men hertil vil jeg svare, at 'virkeligheden' i sig selv jo i og for sig ikke rigtigt eksisterer mere: Mediernes selvfortælling om, at virkeligheden eksisterer som et 'noget' derude, som man objektivt og upartisk kan rapportere fra, er en løgn. En nyttig løgn, bevares, i det den medvirker til at tillade redaktører og andet godtfolk at sove godt om natten. Thi den løgn tillader en fralæggelse af enhver form for redaktionelt/journalistisk ansvar i forhold til et helt afgørende forhold i vores samfund:

Medierne definerer hvad vi taler om, i lige så høj grad som det vi taler om, definerer hvad der bringes i mediestrømmen. Sådan har det været længe, men det er som om journalisterne og redaktørerne tøver med at se dette faktiske forhold i øjnene: Dels kompromitterer dette faktiske forhold journalisternes selvforståelse som 'samfundets bidske vagthund' (er der ikke snarere i vid udstrækning tale om en logrende køter?) - og dels ville en accept af dette faktiske forhold kræve en form for paradigmeskift i selve måden man driver journalistik på, som de etablerede 'gamle' medier synes ude af stand til at gennemleve.

Medierne definerer indholdet i den 'offentlige samtale', i lige så høj grad som den 'offentlige samtale' definerer indholdet i medierne. Det er værd at tænke dybt over, hvad dette faktiske forhold egentlig betyder, og ikke mindst hvilke konsekvenser det kan have, hvis producenterne af mediestrømmen end ikke vil være sig dette forhold - og det medfølgende ansvar - bevidst.

Nå, det blev lidt ud ad en tangent..

jytte dysted dahl, Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Torsten Jacobsen
Det hænder dog at de logrende køtere bider fra sig. Trods alt.
I den forbindelse synes jeg fx det er bemærkelsesværdigt, at et hold journalister på Berlingske Tidende - Berlingske Tidende (...) - har ære af at afsløre Danske Banks kriminelle aktiviteter i Estland.
Det er vist årets mest stensikre Cavlingpris.

Randi Christiansen, Hanne Ribens, olivier goulin, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, det er derfor de nye alternative netmedier giver den etablerede presse baghjul:

Ligesom de etablerede medier fremlægger de nye medier kendsgerningerne så objektivt som muligt, men i modsætning til gammelmandsmedierne, som lader det blive ved fremlæggelsen og i neutralitetens hellige navn straks går videre til næste "nyhed", analyserer de unge journalister så disse kendsgerninger ud fra et klart politisk perspektiv.

Det, vi oplever på nettet, er på en måde partipressens genopstandelse. I stedet for objektivt/neutrale nyheder, som ikke kan støde nogen, ledages nyhederne af kommentarer fra skribenter og studieværter, som brænder for en sag. Produktet er ikke så meget nyheder oplistet som i en krønike, men snarere nyhed og politisk kommentar som en helhed, styret af et eksplicit politisk udgangspunkt.

Den traditionelle "objektive" journalist sætter en ære i ikke at fortælle, hvilket parti, han/hun stemmer på, for ikke at fremstå partisk, de nye "subjektive" journalister derimod ser det som en nødvendighed at tilkendegive, hvor vedkommende står, netop for at modtagerne ikke skal glemme, at al kommentatorvirksomhed er politisk.

Man kan med Brecht kalde denne teknik "Verfremdung", eller man kan med Bourdieu tale om "kritisk realisme". Information er solidt plantet i den traditionelle objektivisme, som i sin reneste (og mest propagandistiske) form kommer til udtryk i de uredigerede telegrammer fra Ritzau, men avisen viser dog tydelige tegn på en kritisk realistisk tilgang, netop gennem de subjektive perspektiveringer af middelklassens Weltschmertz, som du elsker at kritisere.

Selv holder jeg Information, ikke på grund af nyhederne, dem henter jeg på nettet, men for at bevare en form for åndelig kontakt til middelklassen. Til daglig færdes jeg blandt ludere og lommetyve, så for mig er Information et vindue, som lader mig se en verden, som jeg har forladt.

Og så selvfølgelig fordi det er det eneste sted på nettet, hvor man kan indgå i en intelligent debat om samfundet og verden.

Randi Christiansen, Trond Meiring, Viggo Okholm og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Det er en udmærket pointe, den med 'vinduet til middelklassen'. Blot ville jeg så ønske, at udsigten ikke var så udpræget..tom?.

Det er her min undren opstår: For kan det virkelig være rigtigt, at 'middelklassen' ikke ønsker sig andet end en lydhør opbakning om det bestående, og en tilsvarende mere eller mindre oplyst småsludren om de til enhver tid forefaldende kulturelle fænomener? (Prøv ved lejlighed at tælle efter, hvor stor en del af den samlede sendeflade - serier og film fraregnet - der består af 'kendte' menneskers småsludren om dette og hint)...

Og selv hvis det forholder sig sådan, kan det så virkelig være rigtigt, at journaliststanden ikke skal have højere ambitioner på klassens og fagets vegne? I modsætning til og i sammenligning med den målgruppe-opmålte 'gennemsnitslæser' af middelklassestand, som f.eks. Dagbladet Information så tydeligt henvender sig til, så har journalisten og ikke mindst redaktøren en betydelig indflydelse på den 'offentlige meningsdannelse': Ikke så meget i forhold til hvad læserne skal mene - vi kan nok tænke for os selv, ikke sandt? - men mere i forhold til hvad vi skal mene noget om!

Tilfalder der ikke journalister og redaktører et samfundsansvar, som rækker ud over det medborgerlige ansvar, som er 'os almindelige medborgere' pålagt? Præcis fordi journalister og redaktører har større indflydelse på mediestrømmen - og dermed den 'offentlige samtale' - end det er du og jeg beskåret at have?

Er det muligt, at jeg nærer en større agtelse for journalistfaget, end de mennesker som udfører det til dagligt? Præcist fordi jeg forstår fagets umådelige betydning, og præcist fordi jeg ser det mestendels misforvaltet af svært talentfulde men desværre også tilsyneladende luddovne vanetænkere - middelklassens mest trofaste støtter?

Og med 'luddoven' mener jeg ikke modvilje mod sikkert ganske lange arbejdsdage, eller mangel på vilje til at bringe alskens ofre i kampen for at fremme karrieren: Disse middelklassens adelsmærker kan de fleste i mediebranchen sikkert smykke sig med. Nej, jeg taler om en intellektuel dovenskab, som netop manifesterer sig i en udpræget modvilje mod at forholde sig kritisk og reflekterende til egen gerning.

Som du med rette påpeger, så skriger tiden på en anden form for journalistik. Og den eksisterer til dels også allerede, som du også er inde på. Men disse 'nye medier' lider i og for sig i vid udstrækning af samme sygdom som de 'etablerede': En besynderlig mangel på kritisk selvrefleksion. Disse nye 'sekteriske' medier inviterer kun sjældent til modsigelse, men foretrækker snarere at prædike for et givent kor. Resultatet er gerne jammerligt, ofte i grotesk grad.

For hvor de etablerede medier i vid udstrækning synes at have afviklet enhver form for (selv)kritik af det bestående, så er de nye 'sekteriske' medier i høj grad præget af en strategisk tænkning, hvor udvidelsen af et partikulært ekkokammer prioriteres over en meningsfuld brobygning mellem modsatrettede positioner: Målet helliger midlet, og fanden må så stå for at klinke skårene i en sønderskudt og for altid tabt 'sandhed'.

Som det fremgår, er vi i min optik vitterligt på røven. I desperat grad. Som det typisk opleves i brydningstider. Du nævnte vist selv babelstårnet forleden, i anden sammenhæng. Kan det virkelig være rigtigt, at det skal styrte helt sammen, førend bygningskonstruktørerne holder kæft et øjeblik - og ser lidt indad?

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

René Arestrup,

Ja, det er sgu bemærkelsesværdigt, at netop Berlingske ender med at agere 'bagstopper' for amokløbet i den finansielle industri. Ikke mindst hvis man orienter sig i forhold til avisens øvrige standpunkter i den 'offentlige samtale', som den selv er med til at generere:

https://www.berlingske.dk/opinion/ledere

Men bevares. Man fornemmer en vis trang til at stræbe mod en 'respektabel borgerlighed' - selv på lederplads - hos dette så hæderkronede dagblad. Dog må man spørge sig selv, hvor langt denne vilje rækker - eller alternativt, hvorvidt man på Berlingskes redaktion har en egentlig vilje og evne til at gennemskue, hvornår 'borgerligheden' overskrider anstændighedens grænser?

For tiden lægger bladet sig eksempelvis i selen for at udskamme samtidens svar på 'Dovne Robert' - den noget krasbørstige formand for foreningen 'jobcentrets ofre', ligesom avisens ihærdighed i forhold til at udstille Niko Grünfeld vist ikke helt er sammenlignelig med dens (manglende) interesse i at forfølge en bred vifte af borgerlige politikeres excesser.

Med andre ord skal man vist ikke finde glæde ved Berlingskes moralske habitus - hvilket i sidste ende er præcis, hvad jeg efterlyser (moralsk habitus) - men snarere glæde sig stilfærdigt over, at selv et selvoptaget medie som Berlingske kan snuble over en historie af så stor nyhedsværdi, at selv de mest dybtfølte ideologiske hensyn må underordne sig.

Men skal man slutteligt og endeligt lade drømmene få frit løb, kunne man jo forestille sig en verden, hvor eksempelvis Dagbladet Information skrev mindre om 'progressive mærkesager' - antitesen til Berlingskes 'borgerlige retskaffenhed' - og mere om alt den mere håndfaste 'råddenskab', som hver dag går vi stakkels medieforbrugere næsen forbi...

Torsten:
Tak for uddybende svar og absolut i den intellektuelle klasse.Indrømmet jeg forstå dele af det du forsøger at forklare m.v. Men absolut kun dele-er jeg så dum-overfladisk ikke dyb nok m.v.?
Jeg synes måske at det netop bør være vores avis`s intention også at tage fat på indhold i tilværelsen hos de mennesker som tillader sig at være under den standard du forventer Er jeg grov nu? Emnet her er bestemt fremmed for mig og kunne ikke drømme om at se det,men derfor er det måske desto vigtigere at blive gjort opmærksom på et liv udenfor mit beskyttede alderdoms domicil?.

Torsten Jacobsen

Viggo Okholm,

Jeg prøver ikke bevidst at 'tale hen over hovedet' på nogen som helst. Og du må således tilgive nærværende studentikose skribent ;).

Jeg nærer et ønske om, at vores alle sammens meningsdannere - herunder journalister og redaktører - beskæftiger sig med 'værdige emner'.

Er en dokumentarudsendelse om en kvinde ved navn Gina Jaqueline - der ifølge anmelderen Katrine Hornstrup Yde alene udmærker sig ved at være "hypnotiserende underholdende" i sin enetale "om drømmene, om mændene, om de lækre designertasker og fyldepenne fra luksushotellerne, om familiens kvinder, om barndommens lort, om det hele" - så et 'værdigt emne'?

Se, det kan man vel i det mindste diskutere? Som du og jeg nu gør det her. Jeg mener klart 'nej'.
Min påstand er, at fænomenet Gina Jaqueline - sugardateren - er medieskabt, snarere end 'virkeligt' i nogen reel forstand.

Den påstand kan man være enig eller uenig i. Eller noget midt i mellem, sågar. Men medgiver man blot til dels at jeg har en pointe, så kan man ikke undslå sig en diskussion af mediets ansvar. I det mindste ikke for mig at se.

Hvordan medierne forvalter dette ansvar, er så igen en diskussion værdig. Blot er det min fornemmelse og min påstand, at medierne end ikke er sig dette ansvar bevidst. Eller rettere: At medierne ikke ønsker at vedkende sig dette ansvar.

I stedet for at vedkende sig dette ansvar, så henvises der typisk blot til, at mediet dækker en 'eksisterende virkelighed'. Hvilket jo i og for sig er rigtigt nok: Gina Jaqueline eksisterer utvivlsomt, og hun ernærer sig/har ernæret sig ved at date rige mænd i forventning om kontant afregning. Så langt så godt.

Men denne 'eksisterende virkelighed' - nøje udvalgt og redigeret af vellønnede og talentfulde mediearbejdere - er jo blot et (tilfældigt?) nedslag i en større virkelighed, som i sin altomfattende realitet ikke kan afdækkes i sin totalitet.

Altså er vi som medieforbrugere og samfundsborgere afhængige af mediearbejdere, som kan udvælge og præsentere relevante 'bidder' af virkeligheden for os.

Journalistens primære arbejdsopgave må derfor være, at præsentere 'værdige emner' for os som medieforbrugere: Journalisten må konstant stræbe efter at præsentere de mest 'værdige' dele af en uoverskuelig totalitet.

Det var så i dag, ifølge redaktionen på Information, en anmeldelse af en dokumentarfilm om et tomt menneske, som trængte sig mest på. Som viste sig mest værdig til journalistisk behandling og præsentation.

Måske var det i dag den mest værdige anvendelse af Katrine Hornstrup Ydes tid? Og i forlængelse den mest værdige anvendelse af mine skattekroner og min abonnementsindbetaling? Det er ikke for mig endeligt at vurdere. Det kan jeg højest have en mening om, som du kan have det. Personligt har jeg meget svært ved at forestille mig - verdens kompleksitet taget i betragtning - at Katrine Hornstrup Yde ikke kunne have fundet en mere værdifuld anvendelse af sin tid. Et mere værdigt emne for sine journalistiske behandling. Men hun er sikkert uenig.

Blot er min frygt, at redaktion og journalister på de danske medier ikke nødvendigvis føler, at de har et ansvar overhovedet: At de bevidst/ubevidst underkender deres egen betydning i forhold til styringen af den 'offentlige samtale': At det ellers så hellige journalistiske begreb 'væsentlighedskriteriet' er blevet korrumperet i en jagt på salg, klik, og ideologisk betingede overvejelser. Og ikke mindst i almindelig karrierefremme, med de materielle/økonomiske fordele som tilfalder det omstillingsparate konkurrencemenneske nutildags...

Niels Duus Nielsen

Set herfra, hvor jeg befinder mig, viser Katrine Hornstrup Yde, at middelklassen ikke er bedre end underklassen, når det handler om popkultur. Bevares, lixtallet er højere, men middelklassens nyfigenhed er den samme trang til at snage, som får underklassen ti at købe Sex og Hor og Blidderbladder.

Halvdelen af Information består af kulturstof, og det er da noget af en blandet landhandel med både skidt og kanel, og det holder jeg faktisk meget af, netop fordi det viser, hvor tomhjernet de fleste mennesker er, også de intelligente.

Jeg har i min arrogance en tendens til at glemme, at de fleste mennesker ikke rigtig brænder for noget, men blot skal have fritiden til at gå med lidt uforpligtende underholdning, så de igen kan komme på arbejde. I modsætning til sådan nogen som mig, der skal have arbejdstiden til at gå, så jeg kan få fri og leve det liv, som er grunden til, at jeg overhovedet arbejder. (Når jeg arbejder, for tiden er jeg arbejdsløs, og jeg nyder det).

Eller sagt på en anden måde: Der skal også være plads til den lettere underholdning, jeg kaster mig da også over en eller anden ligegyldig Netflix-serie en gang imellem, og ser 50 afsnit ud i en køre. Man kan ikke læse Kant og Hegel hele tiden, der skal også være plads til tant og fjas.

Den anden halvdel af Information handler om politik og samfund. Og her finder jeg udvælgelsesprocessen af "værdige" nyheder noget mere kritisabel. Således undrer det mig, at Information, som ellers ikke er bange for at afsløre skandaler og kritisere åbenlyse uretfærdigheder, endnu ikke har haft en reportage på forsiden om folkedrabet i Yemen. Det behøver ikke at gå ud over kulturstoffet, i stedet kunne det erstatte den ligegyldige Trump-kritik, som alligevel ikke fører til noget.

Men okay, det er ikke kun min avis, det er vores allesammens avis, og hvis folk er ligeglade med folkedrab, må jeg jo finde disse nyheder andetsteds.

Det fede ved internettet er jo, at man selv sætter sit eget væsentlighedskriterium. Det er ikke længere en eller anden redaktør, der fungerer som tærskelvogter og afgør, hvad der er så væsentligt, at jeg skal have det at vide, jeg kan selv læse overskrifterne i alverdens medier og sammensætte mine egne nyheder.

Ergo: Information er stadig den mindst ringe, men den kunne sagtens blive bedre.

René Arestrup

@Torsten Jacobsen
Jeg synes ikke der er nogen grund til at beklikke et solidt stykke journalistisk arbejde, der i den grad honorerer det journalistiske 'væsentlighedskriterie'. Det taler for sig selv. Helt isoleret.
Javel, Berlingske har en redaktionel linje, der afstedkommer mange besynderlige vinkler på væsentlige samfundsproblemer. Angiveligt styret af overordnede ideologiske hensyn. Fuldstændig som det også foregår på Dagbladet Information. Men på den led indgår Berlingske og Information blot i et større, pluralistisk mediebillede, hvor 'sandheden' konstant er til diskussion. Det er det vi i daglig tale kalder demokrati.

Randi Christiansen

I aften kl 20 sendes et program på dr2 'når pikken bestemmer'. Kan podcastes, så jeg er i gang med at se det.

Seksualitet er vel et interessant område at studere, og sugardating viser verdens ældste erhverv i tidens kulturelle indpakning. Jeg ferierede engang i en lille sydfransk bjerglandsby, hvor tiden stod stille. På et af gadehjørnerne var som et levn fra forne tider og som vejviser til bordellet udhugget en numse i husets hjørnesten. I dag er der numser over det hele.

Det er interessant at møde mennesker og deres livshistorie, fordi det fortæller om os selv og vores tid. Derfor er det også relevant at møde gina, som, synes jeg, er et ret bedårende væsen, og som viser sig at administrere sine ressourcer på en dygtig måde. Og ginas formødre viser noget om arv og miljø. Det er da spændende - hvorfor er vi, dem vi er?

Så netop i går også på dr2 i hvor høj grad hjernen bestemmer, og påstanden var, at vi derfor ikke behøver at være så definerede af genetikken. Dog er det selvfølgelig således, at nogen qua sit genetiske udgangspunkt har mere brug for hjælp end andre.

Altså mener jeg, at udsendelsen om gina og sugardating er en relevant antropologisk dokumentar.