Læsetid: 3 min.

Drengen, der ville være særlig

Ny portrætfilm om fænomenet Mads Holger viser ham som ikke bare usædvanlig, men usædvanligt usædvanlig. Han kunne være superdekadent med jetsettet og samtidig savne de brune værtshuse og de klassiske dyder
’Mads Holger – til farvel’ er for instruktøren, Mads Holgers søster Pippi Olivia Norgaard Skov, tænkt som del af en personlig sorgproces. Den er mere end det. Foto: Reel Pictures

’Mads Holger – til farvel’ er for instruktøren, Mads Holgers søster Pippi Olivia Norgaard Skov, tænkt som del af en personlig sorgproces. Den er mere end det. Foto: Reel Pictures

26. oktober 2018

Mads Holger Norgaard Madsen, bedre kendt blot som Mads Holger, forlod for to år siden som 38-årig overraskende og abrupt livet ved selvmord i familiens sommerhus på Turø. Han var blevet kendt som guru og rejsearrangør for jetsetterne, men også for sine skarptandede kommentarer i Berlingeren og Euroman, studievært på et radioprogram om tro og eksistens samt mislykkede forsøg på at blive romanforfatter og politiker.

Nu har hans søster, Pippi Olivia Norgaard Skov, sat ham et minde og lavet en dokumentarfilm om ham, Mads Holger – til farvel. Det har hun indlysende grunde til, men hvorfor skal vi andre interessere os for ham? Han var en slags højrefløjens Dan Turéll, men blev jo ikke digter og var mest beundret i en snæver kreds af yngre københavnere.

Filmen giver gode svar. Særlige mennesker er med til at gøre livet mindre gråt, og der er ikke for mange af dem. Hvem var han egentlig?

Altid midtpunkt

Mads Holger blev undfanget i kredsen omkring Café Sommersko, hvor moren var ansat, og faren, der var kunstmaler, kom. De flyttede ikke sammen, og Holger, som søsteren kalder ham, så kun sin far to-tre gange i sit liv. Faren hængte sig i en fængselscelle i Göteborg, hvor Mads Holger hentede hans aske i en urne.

I stedet for den fraværende far så drengen op til sin onkel, en charmerende charlatan, forstår man. Da denne døde, trådte den 11-årige knægt i karakter som den, han senere blev. Han begyndte at gå med ’voksent’ herretøj, ville være noget særligt og lagde ikke skjul på det.

En køn, ung fyr, der kunne diskutere med lærerne, og som pigerne faldt for. Som teenager holdt han en fest for at fejre, at han havde været i seng med pige nummer 100. Han blev et midtpunkt på skolen og på alle steder, hvor han senere kom ude i byen, fordi hans synspunkter og verbale opfindsomheder imponerede og fascinerede omgivelserne.

Tungsind

I filmen ser han ud som en, der altid keder sig, og det ligger lige for at sammenligne ham med så forskellige typer som James Dean og Søren Kierkegaard med deres spleen og ennui, som man kalder et ungdommeligt tungsind med fine ord.

En sammensat person, der nok kunne være superdekadent med yuppierne og gå på latte-cafeer, men samtidig savnede de brune værtshuse, hvor stamgæsterne knapper bajere op med deres digitale fodlænker, som han udtrykte det.

Selv kunne han tænke sig at bo i stil med Glyptoteket og indrette hele Danmark sådan i klassisk stil og med klassiske dyder i højsædet, men det var der langt til, for han levede et bohemeliv og fik kun små honorarer for artiklerne – selvom Martin Krasnik fra Weekendavisen synes, at han nærmest »skrev bedre end nogen anden«.

En verdenserobrer

Mads Holger – til farvel er blevet en på en gang underholdende og vemodig film, der vugger smukt afsted til tonerne fra »An der schönen blauen Donau« og også er redigeret med stor filmisk musikalitet.

En stramt komponeret film med klip fra tv-interview, private fotos, citater fra blandt andet et afskedsbrev og nye optagelser med både moren og søsteren, begge tydeligt bevægede – samt et par af de tidligere kærester, hvoraf én til overmål hedder Cordelia som kvinden i Kierkegaards forfører-dagbog.

Desuden selvfølgelig med vennerne, hvoraf en bemærker, at Mads Holger var en verdenserobrer, der kunne det hele. Han tumlede altid med nye ideer.

Hvorfor begik han selvmord? Ingen tvivl om, at fiaskoerne som politiker og romanforfatter skuffede ham, og måske syntes han også, at han havde prøvet det hele og var nået til vejs ende. Det er det indtryk, der står tilbage af et ikke bare usædvanligt, men usædvanligt usædvanligt liv. Filmen er for instruktøren tænkt som del af en personlig sorgproces. Den er mere end det.

Mads Holger – til farvel. Instruktion: Pippi Olivia Norgaard Skov. Manuskript: Pippi Olivia Norgaard Skov og Line Snitker. Dansk (Empire Bio i København og Øst for Paradis i Aarhus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu