Læsetid: 4 min.

I ’For enden af perronen’ skriver forfatteren bedst om teenageforelskelser, men mest om politik

Hanne Richardt Becks roman handler om den generation, der var ung i firserne
5. oktober 2018

Den desillusionerede 49-årige Peter står i 2017 på Nørreport Station og planlægger at begå selvmord. På perronen overvejer Peter, hvad Poul Schlüters magtovertagelse i 1982 betød for hans klassekammerater, og hvordan Thatcher og Reagans parløb ændrede verdensøkonomien.

Sådan åbner Hanne Richardt Becks nye roman For enden af perronen, som fra første side gør meget ud af at binde sine hovedpersoners skæbner sammen med konkrete politiske hændelser fra 1970’erne og frem.

Peter mener, det er tidens skyld, at han selv er sunket så dybt, og han forsøger at få det kyniske år 2017 i tale. Han er nemlig begyndt at tale med tiden. Samtalerne er skrevet ud, så årstallene har faktiske replikker. 2017 kan f.eks. hånligt finde på at sige:

»Nååhr. Hvor var det synd for dig, Peter. At din far ikke forstod dig.«

Men i denne samtale med tiden blander også andre årstal sig og bliver løbende udfoldet til de flashbacks, der udgør romanens plot. Vi sendes tilbage til 1982, så til 1991, 1994 osv., men hele tiden med Peter på Nørreport i samtale med tiden som tilbagevendende struktur.

Romanens tre andre hovedpersoner introduceres som teenagere i 1982: Der er den selvopofrende, katolske Ellen med arbejderklasseforældrene, den smukke og socialt bevidste Agnes fra det kulturradikale hjem i kartoffelrækkerne, sladdervorne, tidligere mobbeoffer Gunilla – og så Peter.

De fire møder hinanden som 15-årige i 9. klasse på en katolsk skole på Østerbro. Hormonerne svirrer: Ellen forelsker sig i den følsomme, kreative Peter fra Nordsjælland; han forelsker sig til gengæld i Agnes. De tre piger indfinder sig i en hierarkisk pigegruppe, hvor Agnes er den uudtalte leder.

Beskrivelserne af disse ungdomsforelskelser og dynamikker er utvivlsomt de bedste. Særligt Ellens uudtømmelige og fatale kærlighed til Peter er medlevende beskrevet.

Det er grusomt, når hun først minder sig selv om, hvor meget hun hader »fjolset, som kun var interesseret i Agnes«, men »dog vidste hun altid, hvad han havde på. Hvilken farve sweater, hun kendte alle hans bukser og vidste, når han havde fået nye. Hun havde styr på hans sko. Hans strømper. Når hun så på Peter, var det, som om hun aldrig rigtig havde set tøj før, og han havde ingen sweater som fnuggede«.

Der er en nøgternhed i Hanne Richardt Becks portrættering af teenagetidens svulstige følelser, der gør beskrivelser som denne hårde og ægte.

Iført sin hud på vrangen

Samme evne til indlevelse viser sig i denne vilde, men stadig sprogligt kontrollerede, beskrivelse af den neurotiske Gunilla:

»Af ukendte årsager var Gunilla blevet iført sin hud på vrangen. Sådan føltes det i hvert fald, som om hver eneste millimeter vendte indad, og milliarder af rå nerveender viftede søgende og alt for modtagelige udad mod alverdens spejle og blikke, herunder hendes eget.«

Denne omvendte hud er et uhyggeligt rammende billede på, hvordan det kan føles at være teenager og menneske i det hele taget.

Men For enden af perronen vil videre: til ægteskaber, karrierer, skilsmisser, finanskrise og Peters deroute. Det er interessant, fordi man er investeret i karaktererne, men med så mange hovedpersoner, relationer og tidspunker, der skal dækkes, mister teksten sit fokus – og personerne deres dybde.

Det er symptomatisk for romanens karakterer, at de alle ønsker at handle politisk og udbedre verdens uretfærdighed, men fejler.

Peter er tegneserietegner og vil kritisere Fogh-regeringen, men de politiske tegninger, han laver, har ikke slagkraft. Ellen melder sig ind i Greenpeace, men har ikke længere tid, da hun får fuldtidsarbejde. Agnes går op i, at de mænd, hun er sammen med, har de rigtige politiske holdninger, men selv siger hun tvivlende:

»Kan du se mig gå til partimøder?« da Peter spørger ind til hendes politiske interesser.

Hvortil han svarer: »Kan du måske se mig?«

Portrættet af disse politisk uengagerede hovedpersoner er ikke så meget en kritik af den omdiskuterede generation X som et portræt af en generation, der ikke fandt en måde at forvalte deres politiske engagement på – måske fordi generationen før dem (68’erne) opfattede sig selv som enormt politiske. Det er en interessant og nuanceret fremstilling.

Gidsler i analyserne

Imidlertid insisterer romanen på at påklistre plottet passager, hvor en alvidende fortæller opridser årtiernes skiftende politiske situationer.

Personligt finder jeg mange af bogens venstreorienterede analyser sympatiske, men som del af et skønlitterært værk bliver de for holdningsbårne: De behandler politik, på samme måde som en debattør ville gøre det, og tager visse steder romanens hovedpersoner til gidsel i analyserne.

Måske er det, fordi disse analyser virker umotiverede, måske fordi jeg er datter af den handlingslammede generation, der her fremskrives, at jeg ikke kan lade være med at læse romanen som et forsøg på at forklare, hvorfor jeg er blevet efterladt en verden, der politisk set er til rotterne: Det var Reagan og Thatcher, afskaffelsen af Bretton Woods-systemet og deres egne bristede drømme.

Men kære mor, far og Hanne Richardt Beck, tag ikke denne byrde på jeres skuldre: Jeg vil meget hellere høre om jeres ulykkelige forelskelser i 9. klasse.

Hanne Richardt Beck: ’For enden af perronnen’. Gyldendal. 460 sider, 300 kroner. 

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu