Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Erfarne filharmonikere og morgendagens orkestermusikere i en lang nats rejse mod dagen

Gustav Mahlers ’7. Symfoni’ kaldes ’nattens symfoni’, og den går for at være et af komponistens mindst tilgængelige storværker. Copenhagen Phil gav sig fredag i kast med symfonien og fik hjælp af et større kontingent af velspillende konservatoriestuderende. Resultatet var opløftende
Kultur
2. oktober 2018

John Cage skabte i 1952 en komposition for hvilket som helst instrument eller sammensætninger af instrumenter: Et stykke i tre satser, der skal vare nøjagtig fire minutter og 33 sekunder, og hvor der ikke bliver spillet en eneste tone.

Stilhed vil der aldrig blive tale om, for under hver opførelse opstår der uværgerligt lyde af den ene eller anden art i koncertrummet – host, stoleknirken, fnis, ytringer, sure folk der forlader rummet, støj udefra og så videre. 4’33 er blevet et kultstykke, kan man nok forestille sig, med utallige versioner gennem tiderne.

Copenhagen Phil har delvis taget konceptet til sig med bestillingen af en række nykomponerede værker til en af orkestrets musikere. Varigheden og satsantallet er de samme som Cages, men der bliver dog spillet toner.

Ved sidste uges sæsonåbning var basklarinetten i fokus, håndteret af Tage Christensen, som også bød velkommen til koncerten. Det var en både munter og sympatisk tale, som først og fremmest oprullede Copenhagen Phils høje aktivitetsniveau som hele Sjællands orkester – givetvis også henvendt til rette vedkommende i Kulturministeriet, når man tænker på, hvor ofte orkestret kredser omkring en tilstand af død og forklarelse.

Man har et omfattende pædagogisk program for folkeskolens yngre klasser i landsdelen, og som led i en serie møder med sjællandske byer og egne drager orkestret til Guldborgsund sidst på måneden for at spille i skoler, sygehus, plejehjem, politistation og sportshal.

Tage Christensen bor selv i udkantsområdet, bedyrede han, og han havde bestilt sit 4’33 Phil-værk hos komponisten Flemming Christian Hansen, driftig organist ved Sakskøbing Kirke.

Basklarinetten kommer sjældent helt frem i lyset, det gjorde den her i en eftertænksom monolog, der havde pausen som virkemiddel. Overraskende hvor mange klangfarver den kunne byde på, i sin dybde et vildt fascinerende instrument. Man kan få en smagsprøve på det ved at lytte til begyndelsen af Erik Fiehns udødelige grandprixvinder »Skibet skal sejle i nat«.

Dunkel symfoni

Efter de godt fem minutter kom så hovedretten, Gustav Mahlers 7. Symfoni – fra én mand til et mylder af næsten hundrede mænd og kvinder.

Copenhagen Phils daglige besætning ligger på 60 musikere, det er for småt til denne symfoni, og derfor er det oplagt at hente forstærkning blandt de studerende på musikkonservatoriet, hvor Copenhagen Phil er husorkester.

De unge musikere var pultvis placeret sammen de erfarne musikere, de kunne ikke gemme sig, og det havde de absolut heller ingen grund til. Det var stort set et godt sammenspillet orkester, vi fik at høre under chefdirigent Toshiyuki Kamioka.

Mahlers syvende er et vanskeligt værk, selv for Wiener Filharmonikerne under Simon Rattle, det har jeg selv erfaret.

Symfonien er vanskelig at forstå, vanskelig at finde sin rolle i som musiker. Et dunkelt værk, en rejse gennem natten i de første fire satser, hvorefter symfonien så at sige brækker over i et lyshav af fanfarer, klokkeklang og festligheder, som var det forspillet til Wagners Mestersangerne i Nürnberg.

Jeg hørte den første danske opførelse af symfonien i samme sal for godt 50 år siden, det var med DR SymfoniOrkestret under den polske dirigent Paul Klecki, og i min erindring knagede opførelsen gevaldigt i spanterne; det lød kort sagt ikke særlig godt.

Siden dengang er der sket en kolossal udvikling af det hjemlige orkesterniveau. Det udvidede Copenhagen Phil følte sig mærkbart hjemme i symfonien, Mahlers krav om hurtige omstillinger i spillemåder og styrkegrader blev udmærket efterkommet, ganske særligt i den skyggeagtigt flyvende scherzo.

Også solisterne bliver udfordret, og den største buket roser må gå til den kvindelige studerende, der spillede så blændende i solostemmen for tenorhorn, en basun formet som en lille tuba. Her blev der benyttet det mere mørkt klingende euphonium, som man kender fra brassbands. Instrumentet optræder i den mægtige førstesats, som stemmen fra mørkets fyrste, og det så at sige river hele orkestret med sig i sine bydende, recitativiske strofer.

De studerende på soloklarinet og solofagot optrådte på samme måde med et imponerende overskud. Hele vejen rundt stod blæsergrupperne ganske stærkt, kun horngruppen manglede stedvis kollektiv slagkraft, og der var desværre en del kiks; det var der sikkert også i 1969, men dengang hørte det til dagens orden, som i øvrigt afstedkom tilbagevendende jeremiader i Hansgeorg Lenz’ anmeldelser i denne avis.

Fægtende dirigent

Manden på dirigentpodiet havde naturligvis sin store andel i det velorganiserede orkesterspil. Men jeg vil på den anden side hævde, at Kamioka også var skyld i en vis vaklen i geledderne.

I foråret ledede han orkestret i en koncert med Carl Nielsen og Brahms, en positiv oplevelse fordi opførelserne gnistrede af fremdrift og manøvredygtighed.

Jeg kan ikke mobilisere helt den samme begejstring over for hans Mahler. Det kan hænde, at Kamiokas uroligt fægtende adfærd på podiet medførte helt unødvendige usikkerhedsmomenter, for når han dirigerede mere roligt og firkantet fungerede det faktisk bedre.

Noget andet er selve tolkningen på langs af symfoniens flimrende billedsekvenser.

Den tiltalte mig i scherzoen, han ramte præcist den dæmoniske karakter, skåret ind til benet, og også den glimtvise karikatur af wienerkulturens pompøse valsetrummerum fik en gedigen behandling af det tunge messing. Men midterdelen i førstesatsen, de ni episoder der gradvis transformer satsens materiale i subtile udvekslinger i orkestret, blev ikke behersket af den bestemmelse, den fremdrift som Mahler efter min ringe mening ønskede.

De sidste episoder er rent ud magiske, først en religiøs vision med fjerne trompeter og mørke hymner, og til sidst en glissando harpeoptakt til en drømmeagtig lovsang, der burde få rummet til at sitre i stille ekstase. Her var Kamioka nøgtern og tøvende.

Et helt egenartet træk ved symfonien er de to satser, Mahler benævnte nachtmusik. Den første kan beskrives som en filosofisk nattevandring i naturen, den anden en serenade over alle serenader med soloviolin, mandolin og guitar som fremtrædende stemmer. Mange ting lykkedes særdeles fint i disse intermezzi, som er karakteristiske ved umage naboskaber, romantisk poesi og den gryende modernisme.

Den svært energiske finale i C-dur mobiliserede orkestrets sidste ressourcer, især trompeterne var hårdt spændt for; Kamioka lagde noget mageligt ud i festmusikken, men det viste sig at være en fordel for de efterfølgende afsnit, som kom til at stå som klart definerede tableauer. Og da han til sidst satte turbo på, havde det naturligvis en overvældende effekt.

Men det mest opløftende ved aftenen som sådan, var altså det fint integrerede teamwork mellem de erfarne filharmonikere og morgendagens orkestermusikere.

Flemming Chr. Hansen og Gustav Mahler. Tage Christensen (basklarinet). Copenhagen Phil og studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium under Toshiyuki Kamioka. Konservatoriets Koncertsal 28. september. Sendes på DR P2 3. oktober kl. 19.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her