Læsetid: 4 min.

Fra futurisme til regeringskunst

Fremtiden er ikke, hvad den har været. Og det var den heller ikke tidligere. Ny bog fortæller historien om, hvordan en række fascinerende skikkelser i efterkrigstiden forsøgte at gøre forudsigelsen af fremtiden til en videnskab. Og om hvorfor fremtidsforskning gik fra at være en koldkrigsaktivitet til at blive betalt futuristisk rådgivning
26. oktober 2018

Hvis man googler ’institut for fremtidsforskning’ bliver det hurtigt klart, at instituttet ikke kun er en universitetsbetegnelse, og at fremtidsforskning er en kommerciel og ikke en akademisk beskæftigelse. Men sådan har det ikke altid været.

I bogen The Future of the World får vi den fascinerende historie om en række forsøg i efterkrigstiden på at gøre forudsigelser af fremtiden til en videnskabelig disciplin. Vi følger en række fascinerende skikkelser i USA, Europa og Sovjet, der bevæger sig mellem akademia, stat, aktivisme og erhvervsliv i jagten på metoder og modeller til at forudsige fremtiden videnskabeligt.

Fremtidsforskning, skriver bogens svenske forfatter Jenny Andersson, »indeholdt både beroligende idéer om nutidens stabile strukturer og frygtsomme idéer om uforudsete og radikale forandringer.« Det, hun læser frem i disse fremtidsentreprenører, var en refleksion over »de kommende tiders bøjelighed«. Er fremtiden forudsigelig, og er den formbar?

Jenny Andersson: ’The Future of the World. Futurology, Futurists, and the Struggle for the Post-Cold War Imagination’.

Fremtidsforskerne – eller futuristerne – udarbejdede »forsøg på at forme de kommende tider gennem skabelsen af forskellige teknologier, redskaber og former for fremtidsekspertise.«

Det er særligt de teknologier, redskaber og ekspertiser, bogen fremlægger udviklingen af. Det er mindre den store tænkning om menneske og historie, der optager forfatteren, og mere de praktiske forsøg på at udvikle instrumenter og erkendelsesredskaber for fremtidsbemestring.

De første kapitler om årtierne efter Anden Verdenskrig koncentrerer sig først og fremmest om samarbejderne mellem den amerikanske stat, herunder dens militær og efterretningstjeneste, og så diverse akademikere i USA og Europa.

Det er ikke overraskende, hvor tætte relationerne og finansieringen var mellem statsinteresse og akademisk interesse, men Andersson får vist meget flot, hvorledes en række amerikanske og europæiske forskere manøvrerede mellem statens behov og deres videnskabelige interesse, men også hvor uproblematisk mange forskere, f.eks. Daniel Bell, agerede som ’koldkrigsforskere’ i statens direkte eller indirekte tjeneste.

Disse kapitler koncentrerer sig meget om finansiering og institutionalisering, om opbygning af netværk samt om en række metodologiske formater, hvormed man forsøgte at standardisere fremtiden. De lykkedes ikke som en videnskab, men hun viser klart, hvordan de bidrog til udviklingen af statistiske og prognostiske modeller, femårsplaner af forskellig art såvel som scenarieseancer udbredt i dag i offentlige og private virksomheder.

Der er et fascinerende kapitel om forskellige samarbejder mellem Vest- og Østblokkens fremtidsforskere. Heri ser vi også, hvor ensidigt og brutalt forholdet mellem stat og forsker er i en diktaturstat. Hvis det er ambivalent og mudret i demokratier, så er det ensidigt og grimt i diktaturer. Ikke desto mindre var der en række samarbejder i den fælles (men fejlslagne) bestræbelse på videnskabeliggørelse.

Jeg savnede bogen igennem et større engagement med ikkeakademiske fremtidsforskere såsom science fiction-forfattere og ’hjemmeforskere’ af forskellig slags. Hun viser dog, hvordan der fra slutningen af 1960’erne og frem, bl.a. hos den norske Johan Galtung og tyske Robert Jungk, blev udviklet en anti-koldkrigsfremtidsforskning. Det, vi herhjemme engang kaldte fredsforskning. Den havde som analytisk program at overskride Den Kolde Krigs binaritet og at skabe et handlingsrum på globalt niveau. Det ville have været spændende at høre lidt mere om, hvad der skete med disse initiativer, og hvordan de var med til at skabe de senere årtiers forestillinger om det globale såvel som diverse aktivistiske formater såsom fremtidsværksteder.

Det sidste kapitel følger fremtidsforskningens vej fra akademia og modstandskultur ind i forretnings- og konsulentverdenen fra 1980’erne og frem, og hvorledes det tømte fremtidsforskning for de utopiske, globalistiske og ’verdensskabende’ forestillinger, som de andre aktører havde. Andersson hævder, at der generelt i tiden og i fremtidsforskningen især var en »vending fra forsøg på at transformere verdenssystemet til forsøg på at transformere menneskeheden«, og hun kunne have tilføjet: individet. De utopiske energier rykker indad.

Fremtidsforskning gik fra at være en koldkrigsaktivitet, positiv eller kritisk, til at blive betalt futuristisk rådgivning. De menneskelige potentialer tager over fra menneskehedens potentialer.

Andersson er uddannet økonomihistoriker og har tidligere skrevet om det svenske socialdemokratis idéhistorie.

I denne bog bevæger hun sig lidt uelegant mellem disciplin- og idéhistorie. Bogens udfordring er at skrive historien om en disciplin, ’den videnskabelige fremtidsforskning’, der mislykkedes. Det er historien om disciplinære forsøg, om entreprenante forskere, der i krydsfeltet mellem videnskab, stat og erhvervsliv søgte at skabe sig en disciplin med egne praksisser, selskaber, konferencer, tidsskrifter, institutter, metoder og resultater.

Det bliver en spændende, men skæv historie. Ikke fordi det ikke lykkedes for fremtidsforskerne at skabe en videnskab, men fordi bogen uden held ønsker at sætte disse forsøg ind i en større idéhistorisk ramme af filosofisk tænkning om tid og historie. Der er store huller mellem de abstrakt-teoretiske pointer om tidens tænkning om sin egen tid og så de empiriske analyser, hun laver af folk optaget af at forudsige deres fremtid.

Hun får aldrig sandsynliggjort sine epokale påstande om de store linjer i de forskellige årtiers tænkning som del af konteksten for sine futuristers arbejde og selvforståelse; påstande som hun henter fra blandt andet Hannah Arendt, Martin Heidegger og Reinhart Koselleck, uden at man bliver slået af stor dybdeforståelse. Og det er synd, for det er ikke nødvendigt for den historie, hun vil fortælle. Bogen er klart bedre på det tekniske end det teoretiske.

Det viser sig også i den fascinerende, indledende påstand om, at futuristerne, nærmest bag om ryggen på deres forsøg på at blive en videnskab, var med til at udvikle »ekspertise, metoder og teknologier, der er blevet del af governmentaliseringen af nutiden«.

Governmentalisering som et udtryk hentet fra Michel Foucault, der kan oversættes til regeringskunst. Det virker oplagt rigtigt, men bliver aldrig rigtig udfoldet. En afsluttende diskussion af klimamodeller, økonomiske forudsigelser, algoritmisk kontrol mm. ville have været alletiders.

Der er derfor også en vis markedsføringsmæssig snyd i som undertitel at have ’efterkoldkrig’, for det er reelt og væsentligt nok en koldkrigshistorie om forsøg, der ikke lykkedes med det, de ville, men som måske blev ophavet til ting, de ikke havde forudset.

Jenny Andersson: ’The Future of the World. Futurology, Futurists, and the Struggle for the Post-Cold War Imagination’, Oxford University Press 2018, 288 sider, 60£

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu