Læsetid: 4 min.

Galgenhumoristen Gyrdir Elíasson

En roman om ikke at skrive en roman
5. oktober 2018

Kan man ikke skrive en roman, kan man altid skrive en roman om ikke at kunne skrive en roman.

Dette ser ud til at være konceptet for Gyrdir Elíassons Vinduet mod syd, og det kunne være faldet flovt ud, hvis ikke bogen havde været fuld af alle de iagttagelser og overvejelser, den roman-uopfindsomme forfatter i et ensomt sommerhus gør sig undervejs. Naturindtrykkene fra forfatterens daglige vandringer ud til et fyr er så sanseligt og tæt beskrevet, at man kan føle tågen og lugte havet.

Forfatteren har lånt huset af en ven, og han tilbringer et helt år i det, bogen er opdelt i fire afsnit efter årstiderne. Indimellem truer vennen med selv at komme, men det lykkes forfatteren at afværge det.

»Jeg kan ikke skrive med en anden i huset, jeg kan ikke engang skrive med mig selv i huset,« som der står med den galgenhumor, der gennemsyrer bogen.

Indimellem har han kontakt til værtinden på stedets sommercafé eller til en fåmælt, gnaven, kvindelig boghandler.

Værtinden »holdt hurtigt op«, da hun forsøgte at læse en af hans bøger; boghandleren er demonstrativt uinteresseret i litteratur. Forfatteren giver ivrigt de mennesker ret, der ikke bryder sig om forfattere eller specifikt om hans egne bøger.

Selv har han store forfatterkvaler med det par, han skriver om. Det meste af romanen ligger de i en seng på et tyrkisk hotel og er ikke til at vække! Romanen opfører sig, som det passer den.

Forfatteren er tilsyneladende uden indflydelse på parret, så lidt som på vejret i romanen. På side 47 kan han således ikke få det til at holde op med at regne.

Nedenunder de daglige registreringer og skrivningens møjsommeligheder anes, at afmagten også gælder hans eget liv.

Her strømmer erindringer om et brudt forhold til en kvinde med grå øjne. Han har ritualiseret det, skriver lange breve til hende, men hver gang han har skrevet ét, forsegler han det, skriver adressen udenpå og kører på posthuset med det – uden at aflevere det. Da han efter lang tid modtager et brev fra hende, brænder han det ulæst.

I løbet af romanen flyder virkelighed og uvirkelighed mere og mere sammen, uden at man som læser kan – eller skal – afgøre, om det er forfatteren, der roder tiderne sammen, eller om det er tiderne, der ud- og indfolder sig mellem fortid og nutid.

Således ser han på et tidspunkt en film hos en gammel mand, der efterfølgende påstås at have været død i flere år. Hvad er mest virkeligt? Imaginationen eller den prosaiske håndgribelighed?

Samtidig insisterer han på at nedfælde sin bog på en gammel Olivetti-maskine, hvor b’et er skævt og volder ham store vanskeligheder, og hvor farvebåndet bliver stadig mere lysegråt.

Farvebånd er svære at opdrive i disse elektroniske tider, og til slut er de bogstaver, han får ned på papir, nærmest usynlige. Romanen fader ud, mens den nedfældes, til slut er det »vanskeligt at skelne bogstaverne i skæret fra vinduet mod syd«.

Det er bogens sidste sætning.

»Muligvis er forfattere dygtigst, når deres ord bliver næsten usynlige,« funderer han.

Vinduet mod syd, bogens titel, har givetvis flere konnotationer – han er rejst mod nord for at skrive, men vender flere gange kortvarigt tilbage til sin lejlighed og den tilværelse, han har absenteret sig fra. Men titlen må også pege på verdens konflikter, der via radioen skanderer historiens eller virkelighedens indbrud i hans skattede ensomhed.

Gadaffi bliver væltet, Syrienkrigen eskalerer, Fukushima eksploderer, Bin Laden dræbes, mens skellet mellem virkelighed og fiktion galgenhumoristisk nedbrydes, som når han skriver:

»Jeg slukker for radioen, men det er for sent, skaden er sket.«

Flere steder optræder halshugning. I en avis støder han på en notits om en romersk massegrav for døde gladiatorer, hvor en ung mand er blevet halshugget. Andetsteds forsvinder det, han har skrevet i sine notesbøger. De bliver tomme, »som en mand der er blevet halshugget, hovedet trillet væk og ikke til at få øje på nogetsteds«.

Hovedets ideer til forfatterens roman kappes af og bliver usynlige som bogstaverne fra Olivettien.

Sine steder slår galgenhumoren direkte over i vittigheder, der ikke alle er lige gode, som, hvor det omsider er lykkedes at drive det fiktive par ud af sengen og ud at gå en tur.

»De siger ingenting. Jeg er nødt til at sige alting for dem,« klager han, og det er sjovt og i overensstemmelse med bogens forhold til fiktion og virkelighed. Men så fortsætter han:

»De går ikke hånd i hånd; de går hinanden på.«

Den sætning havde jeg strøget, var det mig.

Et andet eksempel: Konstant fyrer forfatteren op med sine kasserede ark, eller med ting, han har læst.

»Litterære artikler brænder aldeles udmærket, de er i det mindste knastørre,« hedder det. Ha. Ha.

Når han skildrer livet som »denne overdrevent lange filmoptagelse, som et menneskeliv er. Denne uklippede film, hvor den røde tråd kan være meget svær at få øje på,« træder til gengæld den vedkommende og velkomne selvironi frem, eftersom det samme kan siges om bogen. For rød tråd eller ej: Det flimrende menneskeliv i den er levende, så man selv lever med.

Mere kan man ikke forlange.

Gyrdir Elíasson: ’Vinduet mod syd’. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. 140 sider. 200 kr. Vandkunsten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu