Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Heteroseksuel far og homoseksuel søn anmelder teater om barsk bøsseskæbne

Informations heteroseksuelle kritiker tog sin homoseksuelle søn med i teatret for at anmelde stykket ’Færdig med Eddy’ om en barsk bøsseskæbne. Det kom der en dialog ud af om, hvorvidt ens seksuelle orientering påvirker bedømmelsen af et kunstværk
Til venstre: I en scene i teaterstykket ’Færdig med Eddy’, hejser Morten Hee Andersen i rollen som titelfiguren en mikrofon ned i sit svælg, og rummet fyldes af alt fra blowjobagtige smaskelyde til ubehageligt ægte opkastlyde.

Til venstre: I en scene i teaterstykket ’Færdig med Eddy’, hejser Morten Hee Andersen i rollen som titelfiguren en mikrofon ned i sit svælg, og rummet fyldes af alt fra blowjobagtige smaskelyde til ubehageligt ægte opkastlyde.

Catrine Zorn

Kultur
20. oktober 2018

Har ens seksualitet betydning for, hvordan man ser og vurderer kunst? Jeg har inviteret min søn, Oskar på 19 år, med i teatret for at anmelde Anna Balslevs Færdig med Eddy, som handler om Eddy, en ung homoseksuel mand i et voldeligt underklassemiljø i et fransk provinshul, hvilket er ensbetydende med at blive hånet, fornedret og spyttet på. Oskar er homo-, jeg er heteroseksuel. Vi ser på stykket med forskellig baggrund, men om eller hvad den forskel betyder, har vi efterfølgende haft denne udveksling af tanker.

Peter: »Jeg læste i sommer unge Édouard Louis’ roman, som er forlæg for stykket. Den og hans anden roman Voldens historie. Jeg blev med det samme klar over, at han kan noget særligt; han giver mig håb på litteraturens vegne. Romanen er en simpel historie, men sindrigt konstrueret. Jeg var derfor spændt på, hvordan det sindrige ville blive forløst i en dramatisering, som er nødt til at være mere enstrenget. Og så er der tematikken. Det var svært ikke at tænke på dig, Oskar, da jeg læste bogen, selv om den udspiller sig i et helt andet og mere brutalt og åbenlyst fordomsfuldt miljø end dit.«

Oskar: »Jeg læste bogen i en flyver for fire år siden. Den var lige udkommet. Jeg husker ikke bogen så godt som dig, men da du skulle til at læse den, gik det op for mig, at det føltes privat eller grænseoverskridende, og dér blev det klart for mig, at bogen har sat sig fast et sted og har siddet der siden.«

Peter: »Nu gælder det teaterstykket. For mig er Færdig med Eddy et teaterstykke som alle andre. Jeg forsøger ikke på forhånd at være påvirket af tematikken, men forholder mig åben og kritisk. Jeg forsøger at være neutral, selv om jeg ikke deler skæbne og seksuel orientering med Eddy. Når man skriver om kunst, skal man i mine øjne kunne leve sig ind i hvilken som helst erfaring og bedømme værket ud fra, hvor godt tingene er forløst. Jeg er først og fremmest optaget af, hvordan stykket fremstiller det store drama, der udspiller sig i Eddy, spillet af Morten Hee Andersen, som et indre slagsmål mellem begæret efter andre kroppe og hadet til sin egen, mellem at give efter for sin natur og at være som de andre hårde drenge i byen.«

Oskar: »Jeg kan ikke tale om det her stykke på et neutralt, nøgternt bedømmende niveau. Hvordan skulle jeg så kunne beskrive, hvordan det føles at sidde og høre alle de skældsord sagt højt ind i en mikrofon: bøsserøv, homosvin, røvpuler, fag, faggot. Men måske ved jeg heller ikke, hvordan jeg skal beskrive det? Ubehageligt? Smertefuldt? Befriende? På mange måder deler jeg slet ikke erfaring med Eddy, men alligevel er der så mange ting, der kommer helt tæt på.« 

Informations Peter Nielsen (t.h.) og hans søn, Oskar Fehlauer Nielsen.

Anders Rye Skjoldjensen

Peter: »Jeg har ikke den direkte forbindelse med emnet, men jeg kan ikke undgå at komme til at tænke på, hvordan du oplever stykket, mens det udspiller sig. Det skaber en skizofreni i mig mellem min neutrale betragtning og forsøget på at inkludere din. Men jeg er nysgerrig på, hvad du siger til Morten Hee Andersen, som jeg syntes var meget overbevisende. Hvordan oplevede du hans fremstilling af den homoseksuelle mand?«

Oskar: »Der er noget særligt med den måde, han spiller krop i et rum på. Benene krydsede, armene holdt tæt ind til kroppen, som om han sørger for at fylde mindst muligt. Den måde hænderne vrider sig på, jeg kan ikke beskrive hvorfor, men på mig virker det, som om han har lyst til at forsvinde. Som om det sidder i min egen krop. Eller den måde han fortæller om sine første seksuelle oplevelser med andre drenge på: At se dem onanere til pornofilm eller fuldbyrdede sexlege i det værksted, hvor drengene plejede at snitte trævåben. Der er den her fantastisk smukke replik, som også er i bogen: »Da jeg kom hjem, græd jeg. Sønderrevet mellem det begær, drengene havde vakt i mig, og afskyen for mig selv, for min begærende krop.« Det er en beskrivelse, der rammer bullseye lige i smerten. Det er også måden, han spiller op ad publikum, henvender sig, får øjenkontakt, for så nogle gange at undgå øjenkontakt og i stedet kigge lige hen over hovederne på os publikummer, fordi det, han siger, er skamfuldt eller ømt, som når man er bange for at møde fordømmelsen i et andet menneskes udtryk.«

Peter: »Jeg fæstnede mig ikke i samme grad ved de detaljer, men jeg følger dig. Jeg tænker på, om det skyldes, at vi er forskellige, eller om det er, fordi du går mere i teatret end jeg. Jeg var til gengæld slået tilbage i stolen af åbningsscenen, som er en af de flotteste og mest effektfulde, jeg længe har set. Morten Hee Andersen kommer ind ad en dør i den ene side af lokalet, træder op på scenen og trækker en sort plastiksæk ned over sig, mens han sætter sig oven på en blæser. I de følgende minutter udspiller sig ren teatermagi med minimale effekter – en mand, en sort sæk og en blæser. Her er en fødselsscene, hvor han former sækken til et æg og er en kylling, der slår hul på skallen, men her er også en sort Venus-fødsel, i sig selv et interessant billede. Plastsækken bliver herefter skiftevis kjole og superheltekappe, og den nyfødte Eddy kæmper først med ikke at blive slugt af sækken, for så selv at sluge den – som en flot fremstilling af den indre kamp, han fører mellem begær og selvhad.«

Oskar: »Det er jo også Marilyn Monroe. Det er Eddy spændt ud mellem Supermand og Marilyn Monroe.«

Peter: »Det er rigtigt, det er den berømte filmscene, hvor Marilyn Monroe står på en rist og koket holder om sin kjole, mens luft fra neden blæser hendes kjole op. Det er godt lavet. Det er for mig teater, når det er stærkest. Ordløst. Åbent, mangetydigt.«

Oskar: »Jeg vil til gengæld fremhæve det, jeg syntes var stykkets mest ubehagelige scene, nemlig en langtrukken sekvens, hvor Morten Hee Andersen hejser en mikrofon ned i sit svælg, og rummet fyldes af alt fra blowjobagtige smaskelyde til ubehageligt ægte opkastlyde. Det lyder som hård porno og er en anden slags vold, end når faren slår ham. Den smukkeste scene er, da Eddy mod slutningen af stykket kommer ind på et gymnasium i en større by og gør sig fri af den voldelige barndom og lader sig selv bade i lyserøde papirblomsterblade. På det tidspunkt har man længe haft brug for et lyspunkt.«

Peter: »Scenen med mikrofonen i svælget var ekstremt ubehagelig, men igen et tegn på de simple teatralske virkemidler, stykket gør brug af. Jeg er imponeret over den unge instruktør Anna Balslev, der end ikke er færdiguddannet. Hende skal man holde øje med. Hun trækker overlegent på en tradition for det teatralske over det dialogiske over illusionsteatret. Men jeg har en indvending i forhold til stykket. Det er en central pointe i romanen at inddrage de andres blik. Når Eddy skildrer sin historie, gør han det i høj grad gennem portrætter af personerne omkring sig, faren, moren, søsteren, fætteren, pigen og andre fra landsbyen. Det gør det hele mindre selvoptaget, og det gør historien mere almengyldig og lige så meget til et portræt af et samfund som af ham. Det forløses ikke i samme grad her. Romanen forsøger bevidst at overvinde det narcissistiske, men teaterstykket trækker det tilbage igen.«

Oskar: »Men de blikke og stemmer findes jo i ham. Han er det filter, de kommer ud igennem. Det handler ikke om blikkene, men om den måde, han oplever dem. Det er ikke den måde, folk har sagt noget på, men den måde, han hører det på. Det bliver også en pointe om det dobbeltblik, man får på sig selv, når alle andres holdninger og blik på en bliver internaliseret. Måske er jeg bare ikke interesseret i bogen som ikkeselvcentreret eller almengyldig. Måske ser jeg det heller ikke som et portræt af et samfund og ham, men som et portræt af et samfund gennem ham. Jeg synes faktisk også, stykket gør noget for netop at brede det ud til også at handle om os som publikum. Eddy begynder på gymnasiet i en større by og møder her middelklassen. Her oplever han, hvordan drengene kindkysser, når de hilser, og at de går med lædertasker. Når han i stykket snakker om dem, siger han »I«. Dermed taler han også til os, publikum. Der er noget brutalt ved at blive mindet om, at vi er den overklasse, der ser passivt til. Det er teater, men også virkelighed. Det er et vanvittigt perfekt greb og så simpelt.«

Peter: »Jeg føler mig også ramt, tiltalt. Som om min egen tolerante verdensholdning bliver gennemskuet. Stykket er en knaldhård perle. På trods af min indvending, er det et stærkt stykke. Det sidder i kroppen bagefter, uanset seksualitet og om man identificerer sig med Eddy.«

Oskar: »Den gik også fuldstændig i kroppen på mig, men stykket handler jo også helt vildt meget om krop. Om sex og om vold. Men også om den kropslige erfaring, det er at møde et uønsket begær i sig selv og den (psykiske) vold, man påfører sig selv, når man forsøger at tæmme sin krop og undertrykke sin seksualitet. Da stykket var slut, stod jeg med tårer ned ad kinderne og prøvede at holde igen for gråden.«

’Færdig med Eddy’. Anneksscenen Edison. Baseret på roman af Édouard Louis, bearbejdet af Simon Boberg og Anna Balslev, oversat af Agnethe Dorph Stjernfelt. Iscenesættelse: Anna Balslev. Spiller til 10/11.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er et virkelig godt format med den dialogiske anmeldelse. Jeg vil anbefale, at man indfører det.

Alle, der kan li' godt teater, bør unde sig selv at se Morten Hee Andersen i Farvel til Eddy.
Det er skuespilkunst af meget høj klasse.