Læsetid: 4 min.

Hirokazu Kore-Eda hverdagstryller i guldpalmevinderen ’Shoplifters’

I guldpalmevinderen ’Shoplifters’ vender japanske Hirokazu Kore-Eda vellykket sit hverdagspoetiske blik mod, hvad der i bund og grund karakteriserer bånd mellem mennesker
Japanske Hirokazu Kore-Edas Guldpalmevinder, ’Shoplifters’, filosoferer over, hvad der egentlig er essensen af en familie og relationer mellem børn og forældre.

Japanske Hirokazu Kore-Edas Guldpalmevinder, ’Shoplifters’, filosoferer over, hvad der egentlig er essensen af en familie og relationer mellem børn og forældre.

Film Bazar

12. oktober 2018

Jeg kunne godt tænke mig at være en flue på væggen, når Hirokazu Kore-Eda indspiller sine film. Det er nærmest uforståeligt, hvordan han gang på gang formår at skabe en følelse af nærvær og hverdagsliv i intime familierum, hvor alle uforstyrret spiller, som om de tilfældigvis bliver fanget midt i de daglige gøremål.

Her er der ingen, der larmer og gør sig til, og ingen fornemmelse af, at situationer er iscenesat ud fra overvejelser om, at det var praktisk for kameraet og produktionen. Heller ikke selv om scener i sekvenser iagttages inde fra en drengs alkove, eller når de flotte billeder hele tiden har sans for det rodede kaos i dybden af rummene.

Man har følelsen af naturligt at være inviteret indenfor, mens kameraet suger omgivelsernes detaljer til sig og iagttager det levede liv. Nudlerne, der slubrende deles. Tingene, man har skrabet til sig på sin vej. Fyrværkeriet, der betragtes fra ens tilfældige plads på jorden. Og møderne mellem mennesker, der af mange forskellige årsager skal finde ud af at leve sammen på godt og ondt.

Ikke mindst børneskuespillerne er i Kore-Edas film tit mindre mirakler, og hans nye drama, Shoplifters, som vandt Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes i år, er ingen undtagelse. Som i sin fremragende fortælling om forladte børn i Nobody Knows og om forbyttede børn i Min søns familie får han igen utrolige præstationer ud af filmens to børn, der sætter handlingen i gang og driver dramaet.

Børn og deres forældre

Shoplifters begynder med en flot koreograferet tyverisekvens, før den bevæger sig ind i dramaet på familiefronten med en mere afdæmpet tilgang til begivenhedernes gang.

Manden Osamu (Lily Franky fra Min søns familie) stjæler fra et supermarked sammen med drengen Shota (Kairi Jyo). Lydsiden er cool og deres håndværk i top. Med hemmelige tegn kommunikerer de om og koordinerer deres rapserier, så den ene fermt skygger for overvågende blikke, mens den anden stjæler. Man forstår, at de er stolte over deres forbudte gerninger og har et særligt bånd.

På vej fra butikken møder de den forkomne pige Juri (Miyu Sasaki), som de tager med til deres hjem, der også tæller Shotus kone Noboyo (Sakura Andô), den unge Aki (Mayu Matsuoka) og bedstemor Hatsue (Kirin Kiki), hvis pension de alle i bund og grund lader til at leve af.

I hjemmet konstaterer de, at Juri har en række sår og blå mærker. Da de næste dag vil aflevere hende hos hendes rigtige familie, virker det ikke som et godt sted at være. I stedet bestemmer de sig for at beholde pigen – og det er jo ikke en kidnapning, når man tilbyder et bedre hjem og ikke beder om løsepenge. Vel?

Twistende fortællegreb

Juris ankomst giver anledning til at filosofere over, hvad der egentlig er essensen af en familie og relationer mellem børn og forældre, både i ord og i billeder. Hvem viser man sin første tabte tand til? Hvem lukker man ind i intimsfæren og fortæller om sine glæder og sorger? Hvad kendetegner ens forhold til andre?

Som Noboyo på et tidspunkt reflekterer over, er folk som regel bundet sammen af blodets bånd, kærlighed eller sex. Men man kan også være bundet sammen af penge, tilføjer Aki hurtigt, ikke mindst på baggrund af sine erfaringer med at blive kigget på for penge i en af Tokyos klubber.

Gradvis forstår vi, at fælles hemmeligheder også kan være et effektivt bindemiddel. Den første halvanden time af filmen lader os komme helt ind på livet af alle i det lille hjem og uden det store plot danne os egne indtryk af, hvad der er på spil i de forskellige liv. Den sidste halve time af filmen trækker så fermt tæppet væk under os, så vi må revurdere det sete og sagte på baggrund af vores nye viden.

Den fortællestruktur er et suverænt greb og nok en af grundene til, at Kore-Eda efter adskillige gange i hovedkonkurrencen i Cannes denne gang fik den helt store pris.

Baghjul til Hollywood

Kore-Eda har altid været fascineret af familier, men som hans seneste film, retsdramaet Det tredje mord, viste tidligere i år, er hans humanistiske blik på samfundet også blevet mere optaget af, hvad der grundlæggende betragtes som rigtigt og forkert og forholdet mellem gode intentioner og problematiske handlinger på tværs af sociale lag.

Kore-Eda interesserer sig for alle nuancerne på skalaen, og hans store kærlighed til en bred vifte af vidt forskellige karakterer gør, at han kan slippe af sted med på stilfærdig vis at rejse de helt store spørgsmål og have os med hele vejen.

Og det er ikke kun uden for Japan og i festivalkredse, at hans udforskninger af livets forunderlige grundvilkår appellerer. Ud over en Gylden Palme fra Cate Blanchetts jury i Cannes og Japans bud på en Oscar-nominering har Shoplifters været en succes ved de lokale billetluger, hvor den har slået en række af årets store Hollywood-film.

’Shoplifters’. Instruktion og manuskript: Hirokazu Kore-Eda. Japansk (En række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu