Læsetid: 4 min.

Historien om mordet på Kim Wall fortjener at blive fortalt – ordentligt

Når optagelserne til en ny TV 2-serie om mordet på Kim Wall går i gang til næste år, er der ingen, der skal spille Peter Madsen. Hans perspektiv vil være fraværende. Det er et meningsfuldt kunstnerisk valg, når man skildrer så tragisk en begivenhed så kort tid efter, den fandt sted
Den anerkendte danske filmskaber Tobias Lindholmskal stå bag en tv-serie om den såkaldte ubådssag, hvor fokus er rettet mod efterforskningen.

Den anerkendte danske filmskaber Tobias Lindholmskal stå bag en tv-serie om den såkaldte ubådssag, hvor fokus er rettet mod efterforskningen.

Casper Holmenlund Christensen

19. oktober 2018

I august sidste år, da den svenske journalist Kim Wall var forsvundet, og Peter Madsen var blevet bjærget fra sin synkende ubåd i Køge Bugt, var behovet for at tale om, hvad der var sket, presserende i de fleste selskabelige situationer.

Samtidig følte mange en vis ambivalens over at have så glubende en appetit på oplysninger om et andet menneskes tragiske endeligt. Det kunne jo være udtryk for kynisme, at man i den grad opsøgte detaljerne. Lidt som at stirre på et trafikuheld – bare med den forskel, at der ikke var tale om uheld, men ond vilje. Den skepsis over for egen (og andres) nysgerrighed er udtryk for samvittighedsfuld selvransagelse og som sådan sympatisk, men jeg mener ikke, den nødvendigvis er berettiget. 

Når der sker noget, man ikke før havde kunnet forestille sig nogensinde ville ske, er man nødt til at justere sin virkelighedsopfattelse. Til det formål har man brug for oplysninger, som kan samle sig og blive til historier, der hjælper en til at forstå, hvad der overhovedet er foregået.

Derfor var det en god nyhed, da den anerkendte danske filmskaber Tobias Lindholm for godt en uge siden fortalte, at han skal stå bag en tv-serie om den såkaldte ubådssag. Den skal optages næste år. Det er usædvanlig kort tid efter den tragiske begivenhed, og tiden er ikke moden til en hvilken som helst udlægning af den. Heldigvis lader det til, at Lindholms projekt er velovervejet og respektfuldt.   

Serien skal hedde Efterforskningen og primært handle om forbrydelsens umiddelbare efterspil. Til The Hollywood Reporter udtalte Lindholm, at han ikke er interesseret i det kulørte og sensationelle aspekt af historien, men derimod »i menneskene og arbejdet, som opklarede forbrydelsen, såvel som menneskene, som må fortsætte med at leve deres liv – trods forbrydelsen«. 

Tobias Lindholm er kendt for researchbaserede, virkelighedstro spillefilm som fængselsfilmen R, Kapringen og Krigen. Han har også skrevet og instrueret nogle afsnit af Netflix-serien Mindhunter, der handler om jagten på amerikanske seriemordere, men i Efterforskningen kommer gerningsmanden med Lindholms ord »ikke til at være synlig på noget tidspunkt«.

Fravalget af gerningsmandens perspektiv er nok – sammen med den oplysning, at Lindholm er i kontakt med Kim Walls forældre, som billiger projektet – årsagen til, at nyheden om tv-serien ikke har vakt nogen protester. Narcissisten Peter Madsen skal ikke have fornøjelsen af at spejle sig i en filmversion af sig selv. Den kommende series kvaliteter kan man selvfølgelig kun gætte på. På baggrund af Lindholms tidligere produktion kunne et kvalificeret gæt lyde, at den bliver god og saglig, lige hvad vi har brug for for at bearbejde det kollektive chok, drabet på Kim Wall gav os. Det må man i hvert fald håbe.

Det er ikke desto mindre påfaldende, at annonceringen af projektet ikke har affødt nogen hørbar skepsis.

Markere solidaritet

Til sammenligning faldt det overhovedet ikke i god jord, da Forlaget Saxo i vinters lancerede en dokumentarisk føljeton med titlen Ubådsmysteriet, hvori journalisten Thomas Djursing skulle dække sagen. Første kapitel af Ubådsmysteriet udkom 27. december, og bare to dage senere trak Saxo projektet tilbage efter en masse vrede kommentarer på forlagets facebookprofil, hvor de blev beskyldt for at udnytte sagen til egen økonomisk vinding.

Djursing begrundede dengang tilbagetrækningen med, at projektet havde »mødt kritik, der især går på, at udgivelsen sker for tæt på begivenheden, og før der er faldet dom i retssagen«.

Timingen er en anden nu, hvor Peter Madsen er kendt skyldig og idømt en livstidsdom, som for nylig blev stadfæstet ved landsretten, men tv-serieprojektet er også bare omgærdet af en helt anden respekt for sagens alvor, end hvad Saxo-udgivelsens Jumbobogsagtige titel Ubådsmysteriet indikerer. 

Derudover er det også en måde at markere solidaritet med ofret og de efterladte på, når Lindholm har besluttet, at ingen skal se Peter Madsen i Efterforskningen. Den norske instruktør Erik Poppe traf det samme fravalg, da han lavede sin film Utøya 22. juli.

Filmen er en interviewbaseret, men fiktionaliseret rekonstruktion af de 72 minutter, Anders Behring Breivik gik rundt på Utøya og skød børn og unge. Hans navn nævnes ikke, og kun to gange ser man ham som en fjern silhuet imellem træerne. Med Utøya 22. juli  ville Poppe fortælle ofrenes historie. Han ville ikke risikere, at hans film bidrog til den storhedsvanvittige, narcissistiske massemorders selvfortælling. 

Omvendt kunne man mene, at kunstens opgave ikke er at tage hensyn, men at tage fat om nældens rod og udforske selve ondskaben. Det var, så vidt jeg forstår, tanken bag Christian Lollikes omstridte teaterforestilling om Anders Behring Breivik, Manifest 2083, der blev sat op allerede i 2012 året efter Breiviks angreb. Det er en nobel nok ambition, at kunsten kompromisløst skal behandle det sværeste. Kunsten er et frirum, men inde i det frirum er det stadig muligt at artikulere noget, der bare ikke er særlig klogt eller godt for noget. Og hvorvidt ambitionen gav afkast i form af en meningsfuld forestilling, ved jeg ikke; jeg så ikke stykket.

At Peter Madsens perspektiv kommer til at være fraværende i Efterforskningen virker ikke som en måde at vige uden om protester og berøringsangst over for det onde. Tværtimod fremstår det som et markant og meningsfuldt kunstnerisk valg. Når man er så tidligt ude med en fiktiv fremstilling af virkelige hændelser, som Lindholm er nu, er det klogt at fare med lempe.

Der kommer nok et tidspunkt, hvor det vil virke tiltrængt at sætte sig ind i, hvad der foregik i Peter Madsens hoved, men i første omgang skal det trænge ind, hvad drabet på Kim Wall betød for alle andre end ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tommy Gundestrup Schou

Tragisk hændelse. Ingen tvivl om det og jeg føler virkelig med Kim Walls efterladte.

Men at lave det til en film eller en tv serie eller andet finder jeg direkte usmageligt og utilstedeligt. Personligt kommer jeg i hvert fald på ingen måde til at se den.

Per Torbensen, Kim Houmøller og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Det er så uanstændigt at TV 2 tager det her op. Denne tragiske hændelse, som aldrig burde være sket, men skyldtes en syg person, den skal ikke genfortælles, det kan ikke gøres sandfærdigt overhovedet.

hvis du er syg i hovedet og ønsker væg-til-væg dækning af medierne, så begå mord, jo mere bizart, desto bedre, ubådsbyggeren har fået flere spaltemilimeter end hans offer nogensinde fik lov til at skrive, og Utøye.-monsteret fik sit manifest frem og omtale i øvrigt ad nauseum, sådanne folk skal ikke have hverken navn eller billede frem overhovedet.

Anders Sørensen

"Når der sker noget, man ikke før havde kunnet forestille sig nogensinde ville ske, er man nødt til at justere sin virkelighedsopfattelse"

Men det er jo ikke tilfældet her. Jo, man havde ikke lige forestillet sig det specifikke scenarie, at Peter Madsen, Raket-Madsen, skulle slå en journalist ihjel i sin ubåd - men man vidste da bestemt, at sindssyge findes. Og Peter Madsen er ikke ligefrem det første menneske nogensinde, der slår et andet menneske ihjel for egen fornøjelses skyld. Eller grundet sindssygdom, om man vil.

Så der er INTET principielt, almenmenneskeligt vigtigt i at få historien fortalt. Det efterforskningsmæssige aspekt er sikkert spændende, men det ændrer ikke ved det simple faktum, at projektet lugter langt væk af easy money og sensationskunst, der ikke adskiller sig væsentligt fra Ekstra Bladets clickbait om samme emne.

Susanne Laursen, Per Torbensen, Katrine Damm, Kim Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Bro og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

At dette ”kunstneriske” projekt ikke handler om den narcissistiske morder fjerner ikke morderens narcissistiske gevinst ved handlingens betydning for andre. At så mange optages af handlingen er netop gevinsten – uanset om denne optagethed handler om personens perspektiv eller handlingens følger for andre. Da dårlig omtale for psykopaten er langt bedre end ingen omtale – burde det efterhånden være klart for pressen og ”kunstnere” – at risikoen for inspiration til andre lignende personlighedstyper er åbenbar, og at man derfor ikke er uden medskyld i fremtidige tilfælde. Jeg citerer fra artiklen: "Når der sker noget, man ikke før havde kunnet forestille sig nogensinde ville ske, er man nødt til at justere sin virkelighedsopfattelse. Til det formål har man brug for oplysninger, som kan samle sig og blive til historier, der hjælper en til at forstå, hvad der overhovedet er foregået." Jeg siger til artiklens forfatter: Tal for dig selv! - og juster din egen virkelighedsopfattelse! Dine argumenter for dette projekt er hele vejen igennem konstrueret - og uden ægthed i forhold til dets egentlige formål: at skabe dramatiseret omtale ved at fylde folks mentale slikskåle, øge salgstal og promovere jer selv. Jeg håber inderligt, at der ikke er nogen form for offentlig støtte til et så modbydeligt projekt, som ingen kan lære noget som helt fornuftigt af.

Henrik Brøndum

Desværre er psykopater og deres modbydelige handlinger meget stabile igennem tiderne. Hvis man ikke kan findes andet materiale til sin kunst, kunne man måske vælge en psykopat der har ligget i graven i nogle hundrede år? Det er jo den samme historie?

Søren Kristensen

Det spørgsmål som altid står tilbage i sådanne sager er: - Hvordan kunne han finde på at gøre det? Med mindre filmen giver svar på det, er der ingen grund til at lave den, ud over nogle som sandsynligvis bryder med almindelig anstændighed og moral. Omvendt er det også kunstens rolle at undersøge grænserne for anstændighed og moral, så i virkeligheden kan vi ikke fælde dom over filmen før den er lavet. Men det er godt nok et modigt, måske dumdristigt, projekt, som jeg ikke havde forventet at høre noget om i min levetid.

Sikke en overskrift, for slet ikke at tale om alle de fortrinsligheder som journalisten kan fremdrage om dette projekt og det finhed, - det er næsten som at høre reklametrommen rumle!

Overskriften: "Historien om mordet på Kim Wall fortjener at blive fortalt – ordentligt", man må jo mene at borgerne/læserne ikke har fået den ordentlige opfattelse af forløbet, - politiets arbejde med at opklare forbrydelsen, og mediernes videregivelse heraf slet ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, og borgerne/læserne står med en forvrænget forståelse af sagen.

- Mon ikke det mere er Tobias Lindholms fantasi der spiller ham et puds, end det er virkelighed?

Alle de fine omsvøb om hvorfor og nødvendigheden for denne film som artiklen benytter som staffage og promovering af Tobias Lindholms film er falsk, - det drejer sig nok næppe om solidaritet med hverken Kim Wall, hendes familie, og alle der kendte hende, - dem har vi nemlig solidariseret os med for længe siden, ligesom alt det andet vi allerede ved, og moralsk og etisk har taget til os ovenpå denne rædselsfulde forbrydelse, som Peter Madsen foretog sig.

- NEJ, de handler om Tobias Lindholms egen narcisisme først og fremmest, der skal pudses med denne film, en helt igennem usympatisk måde at pleje sin narcisisme på, fortalt som omverdenens behov, et behov der næppe eksisterer, - og nåh ja, lidt berømmelse og penge kan det vel altid kaste af sig.