Læsetid: 4 min.

Hør ikke Thom Yorkes horrorfilmskompositioner i en mørk skov

Radiohead-frontmanden Thom Yorke forhekser sin lytter med repetitive klaverstykker, dødsrallende hvisken og musikalsk magi på soundtracket til Luca Guadagninos genindspilning af horrorfilmen ’Suspiria’
Den italienske filminstruktør Luca Guadagnino tænkte helt rigtigt, da han bad Thom Yorke om at stå for lydsiden til sin aktuelle genindspilning af Dario Argentos legendariske horrorfilm Suspiria fra 1977

Den italienske filminstruktør Luca Guadagnino tænkte helt rigtigt, da han bad Thom Yorke om at stå for lydsiden til sin aktuelle genindspilning af Dario Argentos legendariske horrorfilm Suspiria fra 1977

Filippo Monteforte

26. oktober 2018

Der findes næppe en sanger, der kan lyde så melankolsk og forpint som forsangeren i Radiohead Thom Yorke. Skulle man vælge en komponist til at skrive musikken til en horrorfilm, er han derfor et oplagt valg.

Det har den italienske filminstruktør Luca Guadagnino nok også tænkt, da han netop har bedt Yorke om at stå for lydsiden til sin aktuelle genindspilning af Dario Argentos legendariske horrorfilm Suspiria fra 1977.

Suspiria er en kultfilm om en heksekult. En ung amerikaner, Susie, bliver optaget på et prestigefyldt tysk danseinstitut i Vestberlin. Skolens grundlægger var en formodet heks, og da flere af de andre balletpiger på grufuld vis bliver myrdet, går det op for Susie, at danseskolen er en okkult sammensværgelse. Og at hendes liv er i fare.

Suspiria betyder suk i flertal, og mængden af menneskestemmer, der stønner og pruster af skræk, er overvældende på det originale soundtrack. Det blev komponeret af det progressive italienske rockband Goblin i samarbejde med instruktøren Dario Agento selv, allerede inden indspilningerne til filmen var gået i gang.

Jeg har aldrig set en gyserfilm med lyden slukket, men jeg forestiller mig, at det er en helt anden oplevelse. Markant mindre makabert. For en stor del af suspensen ligger i filmens auditive lag, hvilket bliver tydeligt, når man lytter til Thom Yorkes Suspiria-soundtrack.

Lydfladerne er udsyrede, noisy og inspirerede af den tyske psykedeliske og eksperimenterende rockgenre Krautrock. Flere af titlerne på albummets 25 numre, eksempelvis »Voiceless terror« og »Olgas Destruction«, afspejler den gru og lidelse, som musikken sigter efter at fremprovokere – med held.

Nummeret »The Hook« har et ekko af ensomhed, som sad en galning ved et klaver og trykkede tangenterne tilfældigt ned, indtil døden tager over. Tonerne bliver ved med at liste sig ind på lytteren. De vender tilbage, som skal de dække over gerninger, der ikke bør se dagens lys. Døre knirker, der lyder skridt og åndedræt, der bliver mere og mere dyrisk.

På »An Invidiabel Pull« excellerer Yorke i dronebas. Det buldrer og brummer, og pludselig vender det creepy klaverklimt tilbage. De lyse toner forfølger én, så de til sidst lyder mere skrækindjagende og dystre end pladens ondeste bas.

Gentagelsens magiske kræfter

Det er helt bevidst, at de samme melodistykker skal vende tilbage og pirre ens angst. I sit kompositionsarbejde har Yorke arbejdet med gentagelsen som virkemiddel, for som han forklarer i et interview på Venice Film Festival:

»Der er noget ved gentagelse i musik, der virker hypnotiserende. Jeg betragtede det som en slags trolddom. Så da jeg arbejdede i studiet, lavede jeg magiske formularer. Jeg ved, det lyder åndsvagt, men det var sådan, jeg tænkte det. På en måde en frihed, jeg ikke havde haft før.«

Han ønskede ikke at genskabe det originale soundtrack fra 1977. Selvom han fandt det utrolig intenst, lød det så meget af sin tid, at en fortolkning ville virke anakronistisk. Så der er ingen klokkespilsloop, synthesizermanipulerede kværkningsgrynt eller new age-inspireret meditationstromme på det nye lydspor.

Suspiria lyder heller ikke som Yorkes to soloplader, The Eraser og Tomorrows Modern Boxes, da hans elektroniske eksperimenter er nedtonet til fordel for forvirrede guitarer og musikalske elementer fra den klassiske musiks verden.

Hertil har Yorke hentet musikalsk støtte hos The London Contemporary Orchestra and Choir, hvis flerstemmige korbesværgelse på »Sabbath Incantation« dundrer akustisk, som var det indspillet i en ondskabens katedral. Omvendt lyder korsangerne helt himmelske i samklang med Yorkes vokal på »Unmade«, når de uskyldigt bedyrer, at de vil tage os under deres vinger.

De fleste numre er instrumentale, men lytter man ekstra efter på de sange, hvor Thom Yorkes vokal undtagelsesvis optræder, rummer tekstsiden et yderligere ængstende lag. På »Has Ended« beskriver han fx koldkrigstidens Berlin med referencer til Hitlers Tredje Rige:

»I woke up in a city / The soldiers had come home / The eagle, it had landed / His loud mouth was gone« og senere »And the fascists felt ashamed / At their dancing puppet king / Saying we won’t make this mistake again.«

Fascisterne har mistet grebet om magten, og de skammer sig over deres ynkelige førerfigur. I en tid, hvor flere politiske ledere kan synes som fascistoide marionetdukker, virker advarslen om ikke at gentage historiens fejl ubehageligt relevant. Og det er virkningsfuldt på den måde at lade teksterne række ud af heksefiktionen og ind i virkeligheden med deres skarpe klør.

Soundtracket til Suspiria er ikke et album, jeg ville høre, hvis jeg skulle gå i en mørk skov eller ned ad en ukendt gyde i Berlin på vej til en balletforestilling. Men i trygge rammer hører jeg gerne de 25 skræmmende dragende kompositioner. De fortjener et liv – også udenfor filmen.

Thom Yorke: ’Suspiria’ (Music for the Luca Guadagnino Film) (XL Recordings).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu