Læsetid: 3 min.

Den imponerende smukke ’Vildheks’ er fuld af uforløst potentiale

Naturen er den mest interessante karakter i Kaspar Munks filmatisering af Lene Kaaberbøls bestsellerserie, ’Vildheks’, men desværre forbliver det en storslået ham omkring en lidt for tynd krop
Peter Albrechtsen og Inger Elise Holms arbejde med lyden, der følger den onde heks Kimæra viser filmen ’Vildheks’s økokritiske potentiale. En sær unaturlig knasen afslører, at Kimæras krop ikke er hendes egen, men en forbrydelse mod naturen.

Peter Albrechtsen og Inger Elise Holms arbejde med lyden, der følger den onde heks Kimæra viser filmen ’Vildheks’s økokritiske potentiale. En sær unaturlig knasen afslører, at Kimæras krop ikke er hendes egen, men en forbrydelse mod naturen.

Adam Wallensten/ Nordisk Film

11. oktober 2018

Der mangler et ord på rollelisten i Kaspar Munks filmatisering af Lene Kaaberbøls succesfulde bogserie Vildheks: naturen. Den er med som en aktiv medspiller i den imponerende smukke eventyrfilm om pigen Clara, der, som så mange andre hovedpersoner i eventyrfilmgenren, går og tror, at hun er en helt almindelig pige, men i virkeligheden viser sig at være ’den udvalgte’.

Hun nedstammer fra en gammel vildhekseslægt. Vildhekse passer på den vilde verden. Naturen, planterne, dyrene. De bruger deres sanser til at mestre elementerne, og det er det, Clara skal lære hos sin Moster Isa (Sonja Ricther). Det er her dybt inde i skoven, at naturen bliver den mest interessante karakter i filmen. Fotograf Adam Wallensten udnytter den storslåede ungarske og norske natur og veksler mellem de store panorerende billeder og de jordnære detaljer, hvor fugten fra den våde skovbund næsten kan mærkes gennem skoene.

Vi ser Clara og de andre vandre gennem skoven på afstand og fra oven, så vi fornemmer deres lidenhed, og de kræfter, der omkranser dem. Clara ved intet om sin skæbne, før hun møder sin vildven, en sort kat, og vildheksen bliver vækket i hende. I begyndelsen er hun modvillig, vil bare gerne være normal, og det fremgår af den måde, hun bevæger sig på i Moster Isas hus og i skoven. Hun snubler over trærødder og virker tvangsmæssigt uinteresseret i dyrene, men samtidig underligt draget af dem. Og efterhånden som hun accepterer sin nye identitet, bevæger hun sig med større balance.

Syntetisk bouillonterning

Debutanten Gerda Lie Kaas har en ulmende energi i sit spil, der gør Clara troværdig, men desværre bliver der kun glimtvis tid til at give den plads. Den kommer frem, når hun skændes med sin ven Oscar (Albert Werner) og i mødet med den onde heks Kimæra (May Simón Lifschitz).

Vildheks er baseret på Lene Kaaberbøls fantastiske bestsellerserie i seks bind. Kaspar Munk, Bo Hr. Hansen og Poul Berg har kogt de tre første ned til et filmmanuskript, og det er desværre blevet til en lidt for syntetisk bouillonterning.

Der introduceres: en konflikt mellem Claras mor (Signe Egholm Olsen) og Moster Isa; Claras mors egen historie om forsagelse af vildhekselivet; den anden vildhekseelev Kahlas (Vera Mi Fernandez Bachmann) sorg over sin forsvundne mor. Men alt dette antydes kun, forbliver uforløst, forstyrrende og tager også opmærksomheden fra det interessante tvist på den originale historie, som manuskriptforfatterne har fundet på.

Velkendt historie

Claras venskab med Oscar viser sig at være noget mere kompliceret end først antaget. En virkelig god idé, der giver Albert Werners karakter et lag af mystik, der sætter sig i hans bevægelser og mimik. Det lover godt for en eventuel Vildheks 2, for desværre bliver det igen kun strejfet her. Og pludselig er det hele slut. Clara har begivet sig ud på en farefuld færd for at konfrontere Kimæra, der vil udnytte Claras blod til at overtage den vilde verden. Fordi historien har haft travlt med så meget andet, så forstår man ikke rigtig, hvorfor Clara er ’den udvalgte’, går netop den vej, skal igennem den grotte (igen superflot filmet) og ikke vil have Kahla med videre.

Det økokritiske potentiale bliver heller ikke udnyttet: »Hvis vi passer på naturen, så passer den på os,« får Moster Isa indskudt, men det er det. Kimæras vinger er skabt af fjerene fra tusindvis af fugle, som hun har gjort til sine slaver. Hun har forbrudt sig mod naturen. Hun har taget uden at give, som er en gennemgående pointe i Kaaberbøls bøger.

Men det eneste, der afslører denne advarende hilsen til det antropocæne, er Peter Albrechtsen og Inger Elise Holms arbejde med lyden, som følger Kimæra. En sær unaturlig knasen, der afslører, at Kimæras krop ikke er hendes egen. Naturen, dens love, lyde og billeder giver os igen en fortælling, som manuskriptet ikke leverer. Det koncentrerer sig i stedet om en velkendt historie om at eje sin underlighed og fravælge det normale, når det kommer i form af et dysfunktionelt hierarki forklædt som fællesskab (en gruppe 12-årige piger).

Vildheks ender med at være en storslået ham omkring en lidt for tynd krop.

’Vildheks’. Instruktør Kaspar Munk. Manuskript: Kaspar Munk, Bo Hr. Hansen og Poul Berg. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu