Læsetid: 4 min.

Ironien dræber Carmen hos Den Kgl. Ballet

Energien er hæsblæsende, og kostumerne er rasende flotte. Men jalousihistorien om Carmen og José forsvinder i kitsch og videoeffekter i Marcos Moraus rodede koreografi til Den Kongelige Ballet
Farverne skriger vellystigt fra de vilde kostumer i den nye ballet ’Carmen’ hos Den Kongelige Ballet. Men fortællingen drukner i showeffekter.

Farverne skriger vellystigt fra de vilde kostumer i den nye ballet ’Carmen’ hos Den Kongelige Ballet. Men fortællingen drukner i showeffekter.

Klaus Vedfeldt

6. oktober 2018

Sjældent har Den Kongelige Ballet ført sig frem i så svulstige kostumer som i denne Carmen.

Flæserne knitrer, skørterne svulmer, og kjolerne stråler lidenskabeligt rødt hos de forskellige danserinder, der undervejs er sat til at personificere den legendariske Carmen. Altså hende den vilde tobakfabrikspige, som fordrejer hovedet på alle mændene, og som får soldaten José til at forlade sin forlovede og sin mor for at følge Carmen. Lige indtil hun også dumper ham og smadrer hans liv – og sit eget …

Denne historie får den 36-årige, spanske koreograf Marcos Morau imidlertid aldrig fortalt tydeligt. Jalousien opstår aldrig på scenen. Det virker nærmest, som om koreografien ikke er optaget af lidenskabshistorien, men mere bare de mange klichébilleder af Carmen som den forførende ikonkvinde, der gør mændene vanvittige af begær.

For meget video

Selve scenerummet deles op i to: Scenegulvet nederst og et stort filmlærred øverst. På lærredet vises livevideo, så tilskueren både kan se Carmen og kameraerne – og samtidig følge hendes ansigt. For kameraet zoomer ind på de kunstfærdige øjenvipper og de cigarsuttende læber og pyntesløjferne i Silvia Delagneaus overdådige, men også prangende ødsle kostumer. 

Max Glaenzels todelte scenografi bliver dog anstrengende, fordi den reelt lokker tilskuerens blik til at følge nærbillederne på skærmen – og dermed droppe danserne i helfigur et eller andet sted midt i rodet mellem kamerafolk på scenen. Samtidig forsvinder flirten og lidenskaben mellem Carmen og José, fordi de bliver mere optaget af kameraerne end af hinanden. Historien smuldrer, når den udsættes for kameraernes ironi.

Ikke som Erik Bruhn

Da den franske koreograf Roland Petit opsatte sin Carmen hos Den Kongelige Ballet i 1960 med Kirsten Simone og Erik Bruhn, var balletpublikummet overvældet af sensualiteten og erotikken. Det var tydeligvis vildt frækt dengang.

Den reaktion opstår desværre ikke på Gamle Scene i 2018. For denne Carmen er ikke fræk. Her er ingen passion – her er kun ironi. Carmen og José er ikke forelskede. De er ikke engang liderlige. De optræder mest af alt som marionetter i Marcos Moraus Carmen-fortolkning.

For her er det myten om Carmen, der er i fokus, ikke Carmen selv. Man finder aldrig rigtig ud af, hvad det egentlig handler om, når en kvinde i rød kjole sættes op på en tårnhøj hest – eller når to mænd danser duet sammen som en nutidig version af Bournonvilles Jockeydans. Man får ikke forklaring på, hvorfor der er løsrevne karruselheste i omløb – eller hvem der er mest feminin eller macho, når danserne, politisk transkorrekte, både i kostumer og bevægelser skifter køn. Og man er heldig, hvis man kan høre, hvad de spagstemmede dansere fortæller, når de på skift griber filmsættets klaptræ og introducerer en ny scene.

Som i synkronsvømning

Til gengæld er koreografien speedy og showeffektiv – med cirkelmønstre og kantede håndbevægelser, der minder om veloplagt synkronsvømning. Moraus bevægelser har tempo og dynamik, og han låner ubekymret koreografiske billeder både fra mesterkoreograferne Jiri Kylian og Mats Ek. Det er forståeligt, men det er hverken elegant eller dybt. Det ser bare godt ud i en fart.

Det forhindrer dog ikke Den Kongelige Ballets dansere i at danse dedikeret og præcist – og loyalt. I programmet står de opført som ensembledansere alle sammen. Men Alexander Bozinoff fortjener at blive fremhævet for sine spændstige spring som José, og Jón Axel Fransson har en skæg androgyn selvoptagethed foran kameraet som José – og Tobias Praetorius har en uimodståelig humor, når han danser rundt i gammelkonetøj med giftelysten nysgerrighed.

Ida Praetorius ægger og driller med fysisk overskud som Carmen, mens Kizzy Matiakis udlever den hævngerrige side af Carmen – og Stephanie Chen Gundorph spiller den tiljublede Carmen med mystik og divablik. Det er dog Esther Lee Wilkinson, der som en ubegæret Carmen gør stærkest indtryk, når hun sultent griber ud efter cigaren i sit eget mareridt om at blive pukkelrygget og forladt – mens hun mimer til Edith Piafs Carmen-stemme.

For Esther Lee Wilkinson kan skabe en fængende dramatisk figur, selv om den måske slet ikke findes i fortællingen. Hun er både korpsdanser og kunstnerisk leder af kompagniet Corpus, men man mærker en fremtidig karakterdanser på spil.

Musikken til denne Carmen er snuppet fra George Bizets opera – med »Jeg elsker Carmen« og de andre kendte temaer, energisk spillet af Det Kongelige Kapel, der dirigeres af Tim Murray. Der spilles også anden musik, blandt andet fra Rodion Sjtjedrins Carmen-Suite, men musikcollagen forvandler sig til distanceret underlægningsmusik undervejs. 

Bizets Carmen er en kærlighedshistorie, der ender som en jalousitragedie. Moraus ballet Carmen er et show, der ender med en tilfældig ulykke mellem flæsekjole og toreadorjakke. Her kommer blodet kommer aldrig i kog.

’Carmen’. Koreografi: Marcos Morau. Musik: George Bizet, Rodion Sjtjedrin m.fl. Scenografi: Max Glaenzel. Kostumer: Silvia Delagneau. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Videodesign: Jakob Bo Nystrup. Det Kongelige Kapel. Dirigent: Tim Murray. Den Kongelige Ballet. Gamle Scene. Til 1. november 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og hvorfor er det så sådan? Fordi alle instruktører tror, at de kan gøre det bedre end mestrene selv! Det kan de sjældent!

At sammenligne denne opsætning med Petits 1960 opsætning er helt i skoven. Moreau vil jo fortælle en helt anden historie. At det så måske bliver en smule meta, og scenografien kun virker hvis man sidder et bestemt sted i salen, kan ikke ødelægge at balletten fortæller en relevant og medrivende historie. Jeg er gangske tilfreds med forestillingen, og syntes det er modigt at den kgl. Ballet søger nye udtryk.