Læsetid: 5 min.

Hos Jelinek tager Eurydike magten

Radikale østrigske Elfriede Jelinek vender Orfeus-myten om i bogen ’Skygger’
19. oktober 2018

Den græske myte om den lyrespillende skønsanger Orfeus er europæisk litteraturs poetiske skabelseshistorie par excellence. Som Ovid og Vergil fortæller den, synger Orfeus sorgen over sin slangebidsdræbte hustru Eurydike så smukt, at han af en bevæget dødsgud får lov at stige ned i underverdenen for at hente hende tilbage til livet på den betingelse, at han ikke vender sig og ser på hende, før de er oppe i lyset igen. Fuld af længsel vender Orfeus sig selvfølgelig, Eurydike forsvinder tilbage i skyggeriget, og på den måde dræber Orfeus hende med sit blik, men skaber til gengæld sig selv som vestlig litteraturhistories urdigter.

Eurydike for sit vedkommende inkarnerer kvindens klassisk fraværende rolle som den elskede, men umælende genstand for poetisk besyngelse. I sin dramatiske monolog Skygger (Eurydike siger) fra 2012 derimod giver den radikale østrigske forfatter og dramatiker Elfriede Jelinek Eurydike ordet.

Elfriede Jelinek: ’Skygger (Eurydike siger)’

I Jelineks olme og tørt morsomme Orfeus-mobbende omvending og opdatering af myten er Orfeus en selvoptaget rocksanger og Eurydike den angstfulde shopaholic-kæreste, som han har brug for til at afstive sit ego. I én lang maniskmonotont strømmende monolog raser hun over, hvordan hun allerede i live ikke var andet end hans skygge, et tavst og tomt »stykke tøj!«, der blev overdøvet af hans »pigekobbel« af fans.

Jelineks Eurydike, der sørger over tabet af sig selv, er med andre ord dybt uinteresseret i at blive reddet fra sin skyggetilværelse i dødsriget, hvor hun som en skygge af sig selv i al omvendt logik er mere fri: »Hold nu kæft, sanger! Du passer ikke ind her! Du er for frisk og frejdig! Skrigebaby!«

Det er ikke Orfeus’ skønne jegsvulmende sang, Jelinek skriver frem som et poetisk ideal her: »Han skynder sig afsted på sit eget soundtrack. Det har gjort ham berømt. Før han begyndte at synge, var stilheden noget stort, noget helligt, nu findes den ikke længere, han er trængt gennem stilheden og har tilintetgjort den. Jeg har altid været stille. Jeg skriver, men hvem interesserer det? Sådan foregår det, skal De vide: Der kommer en væske ud af mit rør, den flyder ud på et hvidt stykke papir, jeg rinder ud. Jeg er holdt op med at gå, min ellers så robuste eksistens er på en eller anden måde blevet porøs, det er, som om jeg slingrer bort fra mig selv, som om jeg ikke længere har nogen led, ingen hængsler, den kan bevæge sig i: Jeg kan ikke det, jeg vil, og jeg vil det, jeg ikke kan: skrive.«

Det er derimod denne selvudslettende, udflydende stemme, der er stille som Eurydikes eller i den anden grøft: ordløst skrigende som Orfeus’ hysteriske fans, der gør Jelineks Orfeus rædselsslagen med deres ustyrlige unge begær (og i sig selv er en pendant til de ekstatiske kvindelige tilbedere af guden Dionysos, som mytens Orfeus møder i skovene, han strejfer omkring i efter sit fejlslagne redningsforsøg, og som sønderriver ham og kaster hans stadig syngende hoved i havet): »pigesværme, disse pigesammensværgelser, det er det allerforfærdeligste, disse forfærdelige sværme, disse frygtelige sværmerier, disse ubevægelige ansigter, ser De, fuldstændigt ubevægelige, disse små pigeansigter, og dette grufulde skrigeri, altid dette skrigeri overalt, det svæver overalt, over bjergets konturer, over slettens strukturer, dødbringende sværme i luften, som fluer, utøj, summende, en sværm, en grufuld sværm! Alle sammen piger! Hurra, piger!«

Ved at lade sin afmægtige Eurydike nægte at redde Orfeus ved at lade sig redde af ham, er det hende og dem, Jelinek giver magten.

I Danmark er Elfriede Jelinek mest kendt for sine romaner, og det er ikke kun en skam, fordi det faktisk vil sige ikke særligt kendt. Kun to af dem er oversat: Lyst fra 1989 kom på dansk i 1990, mens Spillelærerinden fra 1983 først, og nok kun, kom i 2005, fordi Jelinek året før fik Nobelprisen i litteratur.

Sidstnævnte er, også internationalt, Jelineks mest kendte roman, men er det (ironisk nok) først og fremmest, fordi landsmanden Michael Haneke i 2001 filmatiserede den med Isabelle Huppert i hovedrollen som den sadistiske klaverlærer og moderbundne masochist Erika Kohut, der ydmyger sine elever om dagen og sig selv om natten.

Det er også en skam, fordi Jelinek er mindst lige så interessant som dramatiker, som hun er som romanforfatter. Skygger (Eurydike siger) har været opført i hvert fald to gange på dansk, både i København, hvor skuespiller Mille Maria Dalsgaard sidste år gav Eurydikes mange ord krop i Anja Behrens’ iscenesættelse af monologen i en forladt fabrikshal i Sydhavnen, der gjorde det kuldegysende godt ud for underverden, og i Aalborg, hvor instruktørtalentet Anna Malzer stod bag en flerstemmig opsætning i foråret.

Men det giver al mening også at læse Jelineks så teksttunge dramatiske prosa, der med sin gentagelsesdrevne monotoni er udfordrende nok at få til at spille på en scene. Også på stille skrift har Jelineks monolog en rasende, nærmest bevidstløst flydende rytme, der, hvis man ellers lader sig rive med, sætter sin læser i en lige så tranceagtig tilstand, som den Eurydike taler fra.

Som det utrættelige oversætterpar Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad – der ikke bare har fået Jelineks tyske ordspil til at flyde på dansk, men også har forsynet monologen med et vidende efterord – gør opmærksom på, er Skygger (Eurydike siger) så fuld af referencer til bl.a. Heideggers værensfilosofi, Freuds teorier om det sunde sorgarbejde og den sygelige melankoli og Rilkes Orfeus-digte, ikke mindst, at det nærmest er nødvendigt at læse Jelineks drama for at fatte det.

Man behøver dog ikke fange de dybere filosofiske lag for at fatte kraften i Jelineks kritiske omvending af Orfeusmyten.

Det er fatteligt for enhver, at Jelinek, ligesom i Lyst og Spillelærerinden, gør afmagten foruroligende mægtig ved at omfavne den og på den måde karikerer, udstiller og udtømmer begærsøkonomien og magtforholdet mellem kønnene:

»Hvad sagde filosoffen, før han sprøjtede sin tanke ud: Et hul er et hul. Og sådan er der for os heller ingen forskel mellem de levende og de døde, for der er ingen forskelle for os. Et hul er et hul. En skygge er en skygge. (…) Du kan spille, til du bliver lige så sort som os, men du vil ikke blive en skygge af den grund, og hvad du end bliver, for os er det intet, og det tæller ikke.«

’Skygger (Eurydike siger)’. Elfriede Jelinek. Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Basilisk. 104 sider. 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu