Læsetid: 3 min.

Jesper Justs ledninger i danseres kroppe er urovækkende på den allerbedste måde

Det smukkeste i Jesper Justs soloudstilling ’Circuits’ på Galleri Nicolai Wallner er de elektriske stød, han småperverst lader pulse gennem balletdanseres perfekte og apatiske kroppe
Med vanlig sans for at lade begæret manifestere sig i uventede situationer, fascinerer Jesper Just med sine småperverse vink til laboratorieforsøg, sadomasochisme og medicinske og psykiatriske fortællinger om kollektiv healing, underkastelse eller pacificering

Med vanlig sans for at lade begæret manifestere sig i uventede situationer, fascinerer Jesper Just med sine småperverse vink til laboratorieforsøg, sadomasochisme og medicinske og psykiatriske fortællinger om kollektiv healing, underkastelse eller pacificering

Anders Sune Berg

31. oktober 2018

En sorthåret kvinde kigger uforklarligt insisterende på beskueren, mens hun forsøger at spise en majskolbe. Ret trivielt, bortset fra at kvindens hænder er støttet af et hjælperedskab, man normalt bruger til genoptræning, og som ligner et science fiction-agtigt stillads.

I stjernekunstneren Jesper Justs soloudstilling på Galleri Nicolai Wallner i København, Circuits (Interpassivities), optræder kvinden på en fotodokumentation af det stedsspecifikke værk Servitudes. Tre print i sepianuancer viser et glimt af det tre minutter lange tidsrum – helt konkret 23.57-00:00 hver aften i november 2015 – hvor Justs film med den gådefulde cyborgkvinde fik lov til at optage reklameplads på 50 billboardskærme på Times Square i New York. Kvindens flirt sælger os ikke et produkt. Men hun byder os at se på hende, at vurdere hendes duelighed og fysiske status. 

I 00’erne brød Just igennem som videokunstner med enigmatiske skildringer af sårbar maskulinitet i lækre, ordløse og musikalske film, der vred Hollywoods sociale kønskoder og moraler af led. Senere tvistede Just episke temaer som alder og kærlighed. I de seneste år har han bl.a. været optaget af kroppe, der både er begrænsede og optimerede – f.eks. kroppe, der assisteres af teknologiske hjælpemidler eller som er defineret af særlige rumlige (museets), geografiske eller politiske forhold. Just er altid bevidst om sine locations og god til at forpurre de forventninger, man hurtigt når at bygge op til hans fortællinger. 

Ved galleriets indgang kan jeg vælge at bevæge mig til enten højre eller venstre. Jeg vælger venstre og ender foran ’bagsiden’ af udstillingens centrale filminstallation, fuld af ledninger og lys. Jeg kan bevæge mig hele vejen rundt om installationen, som er en slags ufærdig mur af LED-skærmmoduler: En ny teknik for hyperæsteten Just.

Som gopler i vandkanten

Selve filmen videreudvikler elementer fra Justs totalperformance Interpassivities på Den Kgl. Ballet i 2017, der bl.a. bød på seriel balletdans og et gulv, der under dansen blev brudt op af polske arbejdere. I filmen optræder fem professionelle balletdansere fra ensemblet CORPUS. Deres kroppe og ansigter ses i fragmenterede, langsomme klip i yndefulde pastelnuancer. Kameraet leger mikroskop: Closeup af en ulden benvarmer. Billedsiden er synkroniseret med en lydside af komponisten August Rosenbaum. En mekanisk, meditativ og melankolsk klaverimprovisation fra, ja, et selvspillende klaver!

Langsomt, som der zoomes ud, går det op for mig, at elektriske ledninger er forbundet til musklerne i dansernes ben og arme, og at der ved hver tone sendes stød gennem deres kroppe. Lemmer spjætter, anæmisk bleg hud, farvestrålende ledninger. Danserne ligger hånd i hånd på gulvet, som gopler i vandkanten, og sender også rytmiske stød gennem hinandens kroppe. Der er en apatisk glød over de atletiske organismer. 

Ideen om elektrostød er foruroligende, og musikkens klassiske, men også hypnotiske puls, der er koblet nærmest intravenøst til billedsiden, rammer mig stærkt fysisk. Med vanlig sans for at lade begæret manifestere sig i uventede situationer, fascinerer Just med sine småperverse vink til laboratorieforsøg, sadomasochisme og medicinske og psykiatriske fortællinger om kollektiv healing, underkastelse eller pacificering. Og mere aktuelt, til nuets optimerede (og ungdommelige) krop, så tit faretruende tæt på sammenbrud og udmattelse. Her underligt sat ud af spillet, i hvert fald som individ, overgivet til titlens ’kredsløb’ – mere en fællesorganisme, end en krop. 

Sirlige moduler

En række ’brikker’ er fjernet fra skærmen, og jeg kan se de hvide gallerivægge gennem hullerne. Ledmoduler ligger spredt, men fint symmetrisk anrettet på udstillingens mange nøgterne cementblokke, som om de ikke turde bevæge sig alt for langt væk fra skærmen. 

Puslespilsformen modarbejder selvfølgelig den perfekte helhed, og jeg opmuntres til at bevæge mig omkring. Men den lidt bombastiske fornemmelse af teknisk udstyrsstykke dominerer alligevel, selv om jeg kan følge ambitionen: En virtuos filmkunstner prøver at udvide sine muligheder – pille billedet lidt itu, finde et intimt udtryk for skabelse og sammenbrud uden at skulle benytte adskillige storskærme – men grebet overtrumfes simpelthen af filmens og fotoseriens idé, af den smukke, apatiske, perverse kropslighed, der skildrer et fællesskab i gensidig afhængighed, et rum mellem hyperfunktion og dysfunktion, urovækkende på den allerbedste måde.

Jeg beundrer Justs kølige, men også underligt saftige æstetik og evne til ikke bare at repræsentere de kroppe, vi allerede troede, vi kendte. Med et fint kunsthistorisk begreb kan man kalde Justs filmsprog ’haptisk’: En fysisk måde at fortælle på, der fremmaner det et eller andet, som enhver dominerende kulturs fortællinger mangler ord for. 

Jesper Just: Circuits (Interpassivities). Galleri Nicolai Wallner i København. 26 oktober – 28. december 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu