Læsetid: 4 min.

’Journal 64’ er stiv i sit skuespil og mangler fingerspitzgefühl

Den nye Jussi Adler Olsen-film ’Journal 64’ har fat i et aktuelt emne, ulovlig udrensning, med tråde, der går tilbage til K.K. Steinckes tid, men filmatiseringen mangler fingerspidsfornemmelse
Nikolaj Lie Kaas er udmærket i rollen som den kyniske kriminalkommissær Carl Mørck afdeling Q-filmene, men samspillet mellem ham og Fares Fares’ Assad klikker ikke i Christoffer Boes ’Journal 64’. 

Nikolaj Lie Kaas er udmærket i rollen som den kyniske kriminalkommissær Carl Mørck afdeling Q-filmene, men samspillet mellem ham og Fares Fares’ Assad klikker ikke i Christoffer Boes ’Journal 64’. 

Henrik Ohsten

4. oktober 2018

Jussi Adler-Olsens romaner har indbragt ham både gyldne palmer, ridderkors, tilfredse læsere og en masse penge. Det skal alt sammen være ham vel undt, naturligvis, men alligevel kan man undre sig over, hvorfor netop hans værker er blevet så ufatteligt populære, som de er, ikke mindst i Tyskland. Han er en ferm fortæller, men det er der en halv snes andre danske krimiforfattere (f.eks. Sissel-Jo Gazan og Jesper Stein), der også er, så hvorfor? I kriminallitteraturens verden, der er fuld af mysterier, er dette et af de store.

Så er der filmatiseringerne. Journal 64 er den fjerde i rækken. Romanforlægget er blevet hyldet som Adler-Olsens hidtil bedste, og filmen er en produktion, som ZDF og andre tyske medier ikke så overraskende har investeret i. Er man glad for bøgerne, er man potentiel kunde i biograferne. Mange vil gerne se bogheltene på lærredet.

Overraskelsen er, at filmselskabet Zentropa har valgt en supermoderne, dygtig instruktør med hang til avantgarde som Christoffer Boe til opgaven. Man venter sig noget særligt.

Eugenik på pigehjem

Filmen åbner med et samleje mellem to unge, pigen Nete og drengen Tage, der drømmer om at få sin egen fiskekutter. Nete bliver gravid, og af en rasende far ekspederet til et pigehjem på Sprogø. Her ryger hun, skønt helt normal, med i bunken af piger, der blev tvangssteriliseret, åndssvage, epileptikere, m.fl., som følge af den socialdemokratiske socialminister K. K. Steinckes lov fra 1934, der var gældende helt frem til 1967. Det er det mest interessante i filmens tematik.

Steincke kaldte lige ud pigerne som dem på Sprogø for undermålere. Han ville ikke have, at de overførte deres dårlige egenskaber til næste generation, men han understregede, at de skulle behandles med omsorg og kærlighed. Jo tak, men på Sprogø viste det sig, at pigehjemmet var arnested for sexmisbrugere. Som flere andre institutioner dengang, der først i dag drages til ansvar for lidelser i børnenes barndom.

Filmen trækker linjer op til vor tids eugenik, hvor hemmelige grupperinger, i Norden især i Sverige, gør livet surt for muslimske indvandrere. Der er hjerteskærende episoder med pigen Netes oplevelser.

Bumletog og Wagner

Kriminalkommissær Mørck er en kold og desillusioneret kyniker, der ikke gider spilde tid på at være sentimental, som da han i filmens start skal tage afsked med sin assistent gennem fem år, Assad, før de får lige endnu en sag sammen: Nogle håndværkere har – chokerende – fundet tre mumielig bag en mur i en lejlighed i København i en opstilling, hvor de sidder ved et spisebord. Der er dækket op til yderligere én. Hvem?

Filmen flashbackklipper mellem Netes barske skæbne på pigehjemmet og opklaringsarbejdet.

Men ak, det er hårdt at være en film i en tid, hvor tv-serierne hele tiden udvikler ny æstetik og effektivitet. Filmene har grund til at være jaloux på serierne. På den baggrund virker Christoffer Boes instruktion nærmest tungt altmodisch. Ingen nye bud på noget nyt og anderledes, hvis man da ser bort fra ledsagemusikken, der til gengæld sine steder lyder som en bastant blanding af bumletog og Wagner.

Happy end

Adler Olsens samlede værker har vist, at han er en udmærket plotmager med sans for aktuelle problemstillinger, eller skal man kalde ham entreprenør, for han låner de fleste af sine ideer fra andre. Men hvad pokker, andre låner jo også fra hinanden i den genre. At filmatisere en roman er ingenlunde piece of cake, men det er lykkedes de tre manuskriptforfattere at manøvrere den gode historie frem.

Til gengæld mangler Journal 64 fingerspitzgefühl, og overtydelighed er valgt frem for antydninger. Stive dialoger, stift skuespil. Nicolas Bro spiller opsynsmand på pigehjemmet. Overspiller er et mere korrekt ord. Men filmen har et endnu større problem.

Krimifilmhistorien er rig på vellykkede makkerpar, Holmes og Watson, Beck og Gunvald, men Nikolaj Lie Kaas’ Mørck og Fares Fares’ Assad er ikke et af dem. Kaas er udmærket, men samspillet klikker aldrig rigtigt. Desværre. Assad-figuren er for tegneserieflad, og er indgangsportalen forkert – bevares, det er en smagssag – bliver hele bygningen forkert. I bøgerne fungerer makkerparret fra afdeling Q bedre.

Slutningen er forrygende og original, og tak for den og en happy ending. Som kommissær Mørck tørt konstaterer: »Gud er død, staten fejler, men kærligheden sejrer … hvis man er heldig.«

En fræk, men mulig forklaring på anmeldelsens indledende spørgsmål: Tyskerne har en ørn i deres nationalvåben, og Adler betyder ørn. Filmene om Olsen-banden blev ovenud populære i DDR. Adler-Olsen er et godt navn i Tyskland. Okay, teorien holder nok ikke i den litterære landsret, men kan måske finde tilhængere i reklamebranchen, hvor de har sans for både brands og underbevidsthed.

’Journal 64’. Instruktion: Christoffer Boe. Manuskript: Bo Hr. Hansen, Nikolaj Arcel og Mikkel Nørgaard. Dansk-tysk (Biografer landet over)

Tidligere høstede Christoffer Boe flotte anmeldelser for kunstfilm som ’Reconstruction’. Nu prøver han at genopfinde sig selv som bredt appellerende historiefortæller.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er en periode i danmarkshistorien vi helst ikke husker.
Eugenitikken med den såkaldte 'ariske race' som forbillede havde sin storhedstid, og alle anderledes personer måtte lide og blive udstillet såfremt de var den mindste smule afvigende fra den definerede norm.

Således nåede 11.000 kvinder og mænd at blive tvangssteriliserede under Steinkes lov indtil den blev ophævet i 1967.

Mændene kom på Livø. Kvinderne på Sprøgø.
Her var det et "humant formål" at fangerne ikke var 'indespærrede' , men kunne drage gavn af den friske luft og natur på øerne.
Men det var ikke muligt at forlade øerne ved fx at svømme.
Så det var et åbent fængsel midt i havet.

Her var man på ubestemt tid, og på overlægernes og de øvrige fangevogteres nåde.
Eneste vej ud var at lade sig sterilisere eller kastrere.

Der findes idag tre kvindelige overlevende. En bor i Danmark, to i Sverige.
Ingen af dem ønsker at stå frem.
De skammer sig stadig over hvad staten gjorde ved dem.
Og de har - naturligvis - ingen efterkommere.

Berith Skovbo, Estermarie Mandelquist, ingemaje lange, Steen Sohn, Jan Eriksen, Oluf Husted og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Eva Schwanenflügel
Uanset at vi taler et mørkt kapitel i Danmarkshistorien, tror jeg ikke at du kan finde belæg for en bagvedliggende raceteori. I hvert fald ikke i Danmark. Der var snarere tale om at man ønskede at 'rense' befolkningens genpulje for at undgå at reproducere 'skavanker' som dårlig begavelse, sindsyge m.m.

Lars Christoffersen

Læs bogen, glem filmen, minder om 10 høns som blev til en fjer

Peter Andreas Ebbesen, Carsten Wienholtz og Oluf Husted anbefalede denne kommentar