Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Julia Holter gør kammermusik til powerpop

Man må give indiemusiker Julia Holters nye album sin udelte opmærksomhed, hvis man vil undgå at stå tilbage forblæst og overvældet. Men gør man det, vil man kunne opleve en sjælden rigdom i klange og musikalske idéer
Det er ikke nyt for Julia Holter at lave popmusik i det udvidede felt. Men med ’Aviary’ tager hun den endnu længere

Det er ikke nyt for Julia Holter at lave popmusik i det udvidede felt. Men med ’Aviary’ tager hun den endnu længere

Dicky Bahto / PlayGround Music

Kultur
26. oktober 2018

Da amerikanske Julia Holter modtog sin klassiske uddannelse som komponist, forsøgte en af hendes lærere hårdnakket at banke det ind i knolden på hende, at rigtige værker undfanges gennem nodeark. Lydoptagelser, Gud forbyde dem, har intet med komposition at gøre.

Underviseren insisterede derfor på, at Holter skulle skrive et stykke kammermusik færdigt, selvom hun selv syntes, det var dybt åndssvagt.

Om hun færdiggjorde stykket, melder historien ikke noget om. Men siden hun forlod konservatoriet, har det nu 30-årige stortalent fra Los Angeles under alle omstændigheder bevæget sig over i indie-musikken, hvor hun har arbejdet med sangskrivning på en helt anden måde.

Buddhistiske chants og digte af Pusjkin

Med sit nye, 90-minutter lange dobbeltalbum, Aviary, har hun decideret vendt bøtten på hovedet.

Her har hun bygget sine kompositioner op omkring en række vokaloptagelser, hun har lavet, kun akkompagneret af en synthesizer. Og hvor selv indiemusikere typisk vil optage de endelige vokaler som noget af det sidste i processen, har hun beholdt mange af de oprindelige indspilninger og tvunget sig selv og sine musikere til at bruge dem som rettesnor for, hvordan resten af instrumenterne skulle spilles.

Dette valg kan mærkes i hendes kunst. På Aviary føles det vitterligt, som om Julia Holter sidder i midten af musikken, mens hun selv hvirvler den op omkring sig. Båret af kræfter, der både har deres udspring i kulturhistorien og i noget vildt og ustyrligt.

Cembalo og synthesizere akkompagnerer linjer fra oldtidsdigteren Sappho, der flettes sammen med buddhistiske chants og digte af Pusjkin, mens man kan høre træet fra violinerne rasle. Kate Bush, Björk, Laurie Anderson, Fiona Apple klinger med i hendes stemme, når hun da ikke giver slip og synger fra et dyrisk sted i kroppen.

Gennemblæst og overvældet

Det er ikke nyt for hende at lave popmusik i det udvidede felt. Men med Aviary tager hun den endnu længere.

Her er poppens former opløst, og der er kun yderst sjældent noget, man kan kalde vers og omkvæd. I stedet forvandler stykkerne sig over i hinanden uden at se sig tilbage.

Kammermusik bliver til powerpop, den rene akustiske fremførelse ser pludselig sig selv opløst i lydeffekter, sendt afsted imod horisonten.

Ved første gennemlytning kan det fremstå kaotisk, men det er meningen. Albummets titel refererer til, at man står inde i et stort fuglebur omringet af skræppende fugle, som Holter selv har forklaret.

Det er derfor en uoverskuelig opgave, som lytter, at rumme Aviary i sin helhed. Den eneste gangbare strategi for lytningen synes at være, at man må give hvert øjeblik sin udelte opmærksomhed, hvis man vil opleve andet end at blive gennemblæst og overvældet.

Man må være opmærksom, som man er det på de knitrende blade i en efterårsskov, og som man er det, når man står i orkanens øje, og træerne vælter ned om ørerne på én.

Ja, det er en radikal blanding af kompositionsmusik og alskens former for indiepop, Julia Holter bygger op på Aviary. En blanding, som sandsynligvis ikke havde været mulig, hvis der ikke var nogen, der i hendes ungdomsår havde dunket hende i hovedet med nodeark. Det gav hende evnerne, og det gav hende noget at gøre oprør imod. Og hvilket oprør.

Julia Holter: ‘Aviary’ (Domino Recordings/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her