Læsetid: 5 min.

Kapitlerne om Kvium og kunstscenen i starten af 80’erne sluger man råt, men resten er uskarpt og slapt

Der er alt for mange ligegyldige informationer og alt for få virkelig nærværende passager i ny biografi om Michael Kvium. Men kapitlerne om kunstscenen i 1980’erne er alligevel det hele værd
Hvis bare dette portræt var skrevet lige så nådesløst, som Kvium er i sine portrætter af mennesker, havde der nok været lidt mere saft og spændstighed i teksten.

Hvis bare dette portræt var skrevet lige så nådesløst, som Kvium er i sine portrætter af mennesker, havde der nok været lidt mere saft og spændstighed i teksten.

Thomas Lekfeldt

26. oktober 2018

Michael Kvium er en af de få nulevende kunstnere i Danmark, som de fleste har en holdning til. Enten elsker folk hans kunst, eller også kan de ikke udstå den.

Selv om hans karakteristiske makabre stil med groteske menneskekroppe, skaldede hoveder og griseagtige fødder, aldrig har virket dragende på mig, ville jeg alligevel gerne læse mig klogere på tankerne bag hans værker og lære mere om den historie, han er rundet af, og hvori han altid er fremstået som en ener, endda en særling.

Hvordan var det eksempelvis for Kvium at stå alene med sit figurative monstermaleri i 80’erne blandt alle de barske drenge fra De Unge Vilde med deres neoekspressive abstrakte maleri? 

Birgitte Ellemann Höegh: ’Michael Kvium – Den nådesløse’.

Ret barskt, lader det til. Kapitlerne om kunstscenen i starten af 80’erne slugte jeg råt. Det er ganske enkelt virkelig god kunsthistorie at høre om livet på Kunstakademiet dengang, inklusive aftenerne på Café Dan Turèll, dagene i atelieret med Lise Malinovsky og beretningen om performancegruppen Værst med Christian Lemmerz.

Her får man ikke blot et sjældent indblik i den ret brutale tone, der herskede de enkelte grupperinger imellem, men man oplever også Michael Kviums kampe med at legitimere sit maleri, der dengang var supernaturalistisk og ofte forestillede motorcykler. Det er en god historie. Til gengæld er denne følelse af relevans desværre kun sporadisk i den 350 sider lange biografi om Michael Kvium.

Mangler styring

Forfatteren, Birgitte Ellemann Höegh, giver sit projekt til kende i et lille forord. Hun har i sin tid skrevet speciale om kunstnere, der skildrer menneskets vrangside, deriblandt Kvium, og nu vil hun skildre ’manden bag værkerne’. Selv om kunsten i mine øjne altid må være det væsentligste, så er det i tilfældet Kvium på en måde forståeligt, at der findes en fascination af manden, fordi hans billedunivers er så stærkt, som det er.

Personligt tog jeg i sin tid til presseåbning på den udstilling, der er omdrejningspunktet i bogen, Cirkus Europa på Arken i 2017, hvor Kvium selv viste rundt og fortalte om udstillingen. Værkerne på væggen var, som Kviums værker nu engang er; voldsomme spejlbilleder af menneskets skyggesider, mens han selv overraskende virkede til at være verdens rareste menneske, tilmed skarp og sjov.

Det er også det indtryk, han giver i den nye biografi. Selv om forfatteren ikke har gjort sin fortælling hverken tydelig eller skarp. Eller sjov, for den sags skyld. Efter forordet forsvinder forfatteren ud af teksten og viser sig først igen med et ’jeg’ efter 350 sider, i en lille prolog. Hun har ellers fulgt Kvium tæt over et forløb på et par år. Hun besøger ham i hans atelier i Spanien, hun er med til frokostmøderne på Arken, hvor han er ved at skabe sin store soloudstilling, og hun er på besøg i atelieret i Asserbo og i lejligheden i Holbergsgade.

Alle de fysiske steder, Kvium befinder sig, bruger hun til at strukturere sit stof i forskellige kapitler som for eksempel: »Arken den 24. august 2017, kl. 11«. Tanken har sikkert været at skabe noget dynamik i teksten, så det ikke bare blev en lang kronologisk beretning. Lidt som en film, der klipper mellem nutid og datid. Problemet er imidlertid, at der mangler en følelse af, at forfatteren ved, hvad hun vil med de enkelte kapitler.

Savner tydeligere afsender

Bogen begynder i Kviums hus i Spanien. Stilen er beskrivende, eller snarere refererende. Ofte er det svært at afgøre, om det er et referat af noget, Kvium har sagt, eller om det er forfatterens egne betragtninger, vi læser. På de fleste sider suppleres den beskrivende tekst med citater af Kvium selv, eller hans kone, søskende, søn, assistenter, gallerister, og hvem der nu ellers inddrages i bogen.

Thomas Lekfeldt

Undervejs savner jeg hele tiden en tydeligere afsender, der tager stilling til stoffets relevans. I stedet får vi alenlange rækker af ligegyldige informationer, som der aldrig samles op på eller reflekteres videre over i teksten.

Som her:

»Børneflokken var nærmest kommet til verden i én lang fortløbende køre. Christian er den ældste. Året efter fik de Kirsten, næste år kom Benedicte til verden. Så gik der to år, og så fik de Gerd, som var en pige. Yderligere to år efter blev det Michaels tur – og på begge sider af hans fødsel fik Hanne en ufrivillig abort. To år efter kom Frans til verden. Tre år efter Niels, og tre år efter igen kom Thomas som den sidste. Alle tre piger blev uddannet skolelærere ...« og videre derudad i det uendelige.

Det er både lidt for tæt på (det med aborterne) og lidt for distanceret på samme tid, og det hele fortælles fra samme upersonlige vinkel.

Eksemplerne er utallige, for det meste af bogen er skrevet på den måde, og tilmed med et klichépræget sprog:

»Efter et slidsomt forår, hvor Kristin har arbejdet på en omfattende rapport om en national handlingsplan for forebyggelse af selvmord i Sundhedsstyrelsen, og hun, da sommeren sætter ind, er slidt ned og på grådens rand, beslutter de sig for at pakke bilen med børn og Kviums malergrej og køre sydpå for at ende i Mojácar.«

Alt for mange informationer om Kviums kones handlingsplaner, som jeg ikke ser relevansen i eller orker at forholde mig til.

Når nu forfatteren har skrevet speciale om Kviums kunst, så kan det yderligere undre, at der ikke er en eneste analyse med i bogen. Kun distancerede beskrivelser – af både Kvium og kunsten – der aldrig bliver helt vedkommende, fordi stoffet forbliver på et refererende niveau og aldrig løfter sig og bliver enten analytisk, perspektiverende eller endda personligt.

Hvis bare dette portræt var skrevet lige så nådesløst, som Kvium er i sine portrætter af mennesker, havde der nok været lidt mere saft og spændstighed i teksten. Som det er nu, fremstår det mest af alt som en endeløs række af informationer, der nu og her er virkelig interessante, fordi Kviums praksis og liv har været det, men hvor det meste af materialet er ligegyldigheder, som slører den virkeligt interessant historie, som kun glimtvis kommer frem: den om skabelsen af kunstneren Michael Kvium.

Birgitte Ellemann Höegh: ’Michael Kvium – Den nådesløse’, Gyldendal, 359 sider, 400 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu