Nazismeeksperten Ian Kershaw er nok bedst kendt for sin monumentale Hitlerbiografi fra 1998/2000, i hvilken han gennemførte en mesterlig analyse af diktatoren baseret på et langt forskerlivs intense udforskning af Tyskland 1933-1945.
Det var hverken mærkeligt eller usædvanligt, at Kershaw følte sig fristet af muligheden for at sætte fascismens historie i et større kontekstuelt perspektiv og skrive Europas historie fra den store katastrofe i 1914 til 1949, da efterkrigsordningen så nogenlunde var faldet på plads. Det gjorde han på glimrende vis i To Hell and Back – Europe, 1914-1949, som udkom i dansk oversættelse sidste år (anmeldt her i bladet den 12. september 2017).
Nu udsender Gad på dansk første del af fortsættelsen Rollercoaster: Europe, 1950-2017, i hvilken Kershaws 20. århundredes europæiske historie ikke lader sig bremse af Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1989/91. Historien skal føres helt op til i dag, og det er al ære værd, for den nærmeste samtidshistorie er utaknemmeligt stof for en historiker.
Men denne første del, Gode tider – Nye farer, Europa 1950-1973, er ikke som sin forgænger båret af den passionerede formidlingslyst og britiske akademiske fortælletradition, som ellers er forfatterens varemærke. Mens Kershaw i To Hell and Back på overlegen og inspirerende vis sammenfattede og revurderede den periode, han selv har udforsket så intenst, bærer efterfølgeren lettere præg af, at det ikke er hans forskningsfelt.
Bogens kapitler er opbygget om seks hovedtemaer, hvor Den Kolde Krig og særlig Koreakrigen 1950-53 sætter rammevilkårene for udviklingen i Europa, efterfulgt af en gennemgang af den politiske udvikling i de enkelte vesteuropæiske lande, hvor demokratierne som noget helt afgørende slog rod i et miljø, der mest af alt ønskede fred og stabilitet, og hvor afkoloniseringen satte sit præg på lande som Storbritannien og Frankrig.
Derpå følger en rundtur i Østeuropa, hvor befolkningerne måtte tilpasse sig undertrykkelsen og den politiske ensretning, der udgik fra Moskva, og hvor oprør blev brutalt nedkæmpet i DDR 1953, Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968.
Kapitel om kulturen
De høje vækstrater fra 1950’ernes sidste halvdel udgør det næste tema og bygger, så vidt jeg kan se, på Barry Eischengreens forskning, som forklarer væksten med en kombination af Marshallhjælp, genopbygning af industri og boliger, en talstærk og derfor billig arbejdsstyrke, overnationale institutioner som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (Romtraktaten) og den gradvise fjernelse af toldmurene. Væksten muliggjorde den stigning i skatteindtægterne, som igen muliggjorde udbygningen af velfærdssamfundene.
Ian Kershaw: ’Gode tider – nye farer. Europa 1950-1973’.
Det afsluttende kapitel præsenterer os for de udfordringer, der ramte især de vestlige samfund fra midt-60’erne, med studenteroprørets og hippiebevægelsens nedbrydelse af hierarkier og autoriteter, protesterne mod USA’s brutale krig i Vietnam, oprøret i Prag og dets følger for det øvrige Østeuropa.
Mange af disse temaer kan i tilbageblik se ud, som om de har optrådt i historien som mere eller mindre autonome fænomener. Men det er en af bogens store fortjenester, at Den Kolde Krig konsekvent får lov at definere perioden. »Efterhånden som denne æra forsvinder bagud i tiden, forekommer splittelsen i stigende grad surrealistisk,« skriver Kershaw.
Øst og Vest var to adskilte verdener, økonomisk, socialt, politisk, ideologisk, kulturelt, og som han også konstaterer, kan det være svært for en europæer opvokset efter Murens fald at forestille sig, hvordan det bipolære system dengang bestemte ikke bare international politik, men også almindelige menneskers dagligdag og forestillingsverden.
At det var svært eller umuligt at rejse i Østeuropa og USSR er én ting – de færreste vesteuropæere har nok ligget søvnløse over ikke at kunne holde ferie i Budapest eller Sofia – men truslen om den atomare udslettelse var til gengæld nærværende, og spørgsmålet er, om europæerne virkelig lærte at leve med frygten, som Kershaw skriver i slutningen af kapitel 1. Fredsbevægelserne, som jo netop kulminerede i Den Kolde Krigs allermest anspændte perioder, er vel netop udtryk for, at man ikke ville leve med atomtruslen.
Til gengæld har Kershaw formentlig ret i, at ønsket om stabilitet og normalitet var så fremherskende i de europæiske befolkninger, at de fleste var indstillet på en form for kollektiv hukommelsestab, som lagde låg på mellemkrigstidens og krigstidens voldsomme politiske konflikter og muliggjorde genetableringen af konservative og kristelig-demokratiske regeringer. Dette indebar blandt andet en større eller mindre accept af, at tidligere topembedsmænd i det nazistiske regime blev genbrugt i den nye vesttyske statsadministration, erhvervsliv og domstolssystem.
Den økonomiske fremgang fra 1950’ernes slutning var den anden afgørende faktor i den nyvundne stabilitet. Den høje beskæftigelse og materielle fremgang gav en hidtil uset opbakning til ikke bare regeringerne – såvel konservative som socialdemokratiske – men også demokratiet som styreform. Det nærede den i forvejen massive antikommunisme og skabte efterhånden et vestligt udstillingsvindue, hvor østeuropæiske befolkninger, særlig østtyskere, fik bekræftet deres egne systemers svigt.
Efterkrigsordningen
Kershaw skriver flydende og letlæst, idet han konstant veksler mellem de enkelte landes synsvinkler og det overnationale perspektiv. Han har et sikkert blik for nybrud og afgørende momenter i forløbet og gør f.eks. opmærksom på, hvordan øst-vest-konflikten med Koreakrigen hurtigt blev global og reducerede de europæiske stater til bønder på et skakbræt, hvad tidligere stormagter som Storbritannien og Frankrig var længe om at forstå – hvis de da nogensinde har forstået det.
Frankrig nåede at sprede død og ødelæggelse i Algeriet, inden kolonien blev opgivet, og briterne overlod Indien til en betændt konflikt med det, der blev til Pakistan, ligesom de med en dårligt overvejet beslutning i 1947 nåede at opgive det palæstinensiske mandatområde.
»Det både naive og noget kyniske skridt skabte et minefelt, som der generationer senere stadig ikke er noget tegn på vil blive ryddet«, skriver Kershaw.
Et andet nedslag er Stalinnoten i 1952, hvor Kreml tilbød tysk genforening for at holde Vesttyskland uden for det vestlige alliancesystem, men som kansler Adenauer afviste, fordi netop vestlig integration var hans politiks højeste mål. Vesttyskland skulle ikke nyde noget af at være neutral buffer mellem øst og vest.
Kershaw ser i det hele taget rigtigt, når han konsekvent insisterer på, at Vesttyskland var dét europæiske land, der spillede hovedrollen i etableringen af efterkrigsordningen. Han afsætter den nødvendige plads til at behandle det tyske spørgsmål og bekræfter blandt andet, at vestmagterne faktisk så det som en fordel, da DDR i 1961 byggede den mur, som de følgende 28 år skulle symbolisere den todelte verden. Muren gav simpelthen ro på Berlinfronten.
Bogen sætter et naturligt, foreløbigt punktum i 1971-1973, da først Bretton Woods-systemets sammenbrud og siden oliekrisen afbrød væksteventyret og indledte den lange inflations- og arbejdsløshedsperiode, som langsomt banede vejen for neoliberalismens indtog i økonomisk tænkning og politik.
Kershaws bog gør, hvad den skal, men som engageret, diskuterende og inspirerende analyse af Europas genopbygning efter Anden Verdenskrig har Gode tider – nye farer svært ved at konkurrere med Tony Judts Postwar fra 2005 (måtte den snart blive oversat). Til gengæld sørger Kershaw for at holde balancen mellem Vest- og Østeuropa, hvor Østblokken hos Judt nærmest er stedmoderligt behandlet.
Gode tider – nye farer udmærker sig ikke ved spændende nye perspektiver eller problematiseringer – måske lige bortset fra, at Tyrkiet konsekvent omtales som en del af Europa. Som introducerende overblik over Europas første efterkrigshistorie fungerer den, som den skal, den er stringent og logisk struktureret, og Uffe Gardels oversættelse kan der ikke sættes en finger på. Man har heldigvis fundet plads til en litteraturliste, som kan danne grundlæg for videre læsning, men af en eller anden grund er der intet noteapparat, hvilket selvsagt gør det umuligt for læseren at forfølge særinteresser eller opklare, hvor bestemte oplysninger eller synspunkter stammer fra. Det er en ærgerlig mangel. Illustrationer er der heller ikke overdrevent mange af.
Ian Kershaw: ’Gode tider – nye farer. Europa 1950-1973’. Gads forlag. 376 sider. 250 kroner.
