Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kurt Vile puster røgringe med mel i munden

Med sin nye, længe ventede udgivelse viser Kurt Vile, at han kan det hele på en gang: Både fjolle rundt med Jesus i parafraser af kristenrock og dyrke det smerteligt smukke med sit akustiske fingerspil. Men planløsheden bliver i sidste ende et problem for helheden
Kultur
16. oktober 2018
Kurt Vile slacker den – måske også lige lovlig meget musikalsk, hvor hans nye plade har et lidt for løst udtryk.

Kurt Vile slacker den – måske også lige lovlig meget musikalsk, hvor hans nye plade har et lidt for løst udtryk.

Ritzau Scanpix

Det var med en sky af cigaretrøg blæst ud over trommerne og et unikt knirkende nærvær i de akustiske guitarer, at Kurt Vile for alvor trængte igennem til den internationale indiescene.

Ja, på Smoke Ring For My Halo fra 2011 iscenesatte han en helt særlig intimitet og inviterede os med ned i stenerrockerens beduggede kælderværelse. Det lykkedes især for ham, fordi han valgte at stille skarpt på én side af sin lyd.

Med sin nye udgivelse, Bottle It In, hans første soloudgivelse siden 2015, vil han ret mange forskellige ting.

Ikke mindst vil han vise en endnu mere fjollet side af den idiosynkratiske, men intelligente slacker-figur, han er kommet til at repræsentere.

Med langt fedtet hår cruiser han rundt i Philadelphia – »my dirty little town«, som han kalder det – og finder smuthuller i parkeringsvagternes tidsplaner på åbningsnummeret »Loading Zones«. En guitar eller vokal med effekter på vrænger ad systemet, mens Kurt Viles band, The Violaters, spiller rock, det er godt at køre bil til, og skråler med på kampråbet »I park for free« – jeg parkerer gratis.

Han parafraserer country og kristen rock på »Rolling With The Flow«, mens han med en kæk charme synger om at bekæmpe alderdommen med rock og rul i hverdagen: »Jesus loves me yes I know / so I keep on rolling with the flow«.

Og på »Bassackwards«, som ellers rummer noget af den alvor, der også er til stede på pladen, ’bakker han snagvendt’. Altså ikke backwards, men bassackwards. Hvilket understreges af en guitarfigur, som netop spiller baglæns og lægger sig som et kunstnerisk forstyrrende element i et ellers roligt lydlandskab.

Fabelagtigt fingerspil

Det fjollede og de små musikalske gimmicks tager meget af opmærksomheden. Men egentlig er det bare én side af sagen. Albummet har også en alvorlig side, som sættes på spidsen, når Kurt Vile søber rundt i en smertelig indsigt om, at folk altid ender med at forlade én. Især hvis man fortæller dem, at man elsker dem.

Fra alvoren udspringer heldigvis også skønheden, der især får vinger i de lange instrumentale passager, som er gavmildt strøet ud over albummet. Her folder Kurt Vile sit fabelagtige fingerspil ud og lader guitarerne tale i munden på hinanden. Og her sætter den nu næsten 40-årige antihelt fra Philadelphia en tyk streg under, at han er så god, at han godt kan blæse røgringe, mens han har mel i munden.

Alligevel bliver det manglende fokus et problem for Bottle It In. Numrene giver simpelthen ikke nok til hinanden. Ligesom man lidt for ofte kan mærke på de enkelte kompositioner, at han savner en overordnet rettesnor, der viser vejen.

For jo jo, planløsheden er selvfølgelig en præmis for Kurt Viles slacker-persona. Men på Bottle It In står det planløse både som et kunstnerisk udsagn og – til en vis grad – som en betegnelse for albummets æstetiske forfatning.

Kurt Vile: ’Bottle It In’ (Matador Records/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her