Læsetid: 4 min.

Der er for lidt, der brænder på, i Daniel Denciks nye roman

Daniel Denciks plotmotor skælver under vægten af informationsmættede afsnit
Daniel Denciks plotmotor skælver under vægten af informationsmættede afsnit

Casper Dalhoff

26. oktober 2018

Havde forfatter og filminstruktør Daniel Denciks sjette bog med den kogebogsklingende titel Nordisk vildt, været 250 sider lang, kunne den have været en udmærket nordic noir-kriminalroman, der berørte emner som besværlige søskendeforhold og religiøs fundamentalisme.

Desværre kalder bogen sig roman og sniger sig op på 500 sider. Og selv om det veldrejede krimiplot tager fart tidligt i bogen og dermed etablerer en grundspænding, så løber værket ud ad uendelige tangenter om jødisk mysticisme, barndomstraumer og stoforgier, der hverken sætter personer eller plot i bevægelse.

Det begynder ellers ret godt: Vores hovedperson, den jødiske ekssoldat Silas har et kompliceret forhold til sin belæste og belærende tvillingebror Elias, der har giftet sig med Sara, den kvinde begge brødre var forelskede i. Parret har teenagesønnen Sebastian, der ser op til sin ensomme, seje onkel Silas.

Nu hvor Silas ikke længere jagter talebanere, er han begyndt at gå på jagt i den skov, der hører til familiens landsted uden for Horsens. Han vil kun have nordisk vildt, råvildt, i sine skove, han vil udrydde de »invasive arter«, så de ikke »udvander den nordiske race«, forklarer han. Det kan man så mene om, hvad man vil – racerenhed er ikke en tematik, romanen ellers beskæftiger sig med.

Daniel Dencik: ’Nordisk vildt’

En aften tager Silas, Elias og Sebastian impulsivt på jagt, og et vådeskud dræber Sebastian. Lynhurtigt finder Elias sin søns morder og dræber ham. For at Elias ikke skal ende i fængsel, beslutter de to brødre sig for at skaffe sig af med ligene; Sebastians ender i en mose, hvorefter de bilder både politi og Sara ind, at Sebastian er stukket af.

Alt dette sker på de første 50 sider. Herefter går romanen helt ned i tempo. Silas og co. afhøres af politiet, han taler længe med Elias om den jødiske kabbala – broren er, finder man hurtigt ud af, religiøs fanatiker – og med sin svigerinde om, hvad der egentlig skete, dengang de var unge. I takt med, at situationen fremstår mere mudret for politiet bliver læserens billede af brødrene det også: For hvad er det egentlig for mennesker, der afholder en mor fra at vide, at hendes søn er død?

Svaret kræver imidlertid ikke meget forhandling: Det er Elias, der simpelthen er en kæmpe nar. Forført af troen på sit eget intellekt og kontakt med det guddommelige har han ikke haft lyst til at gå sine egne handlinger efter i krogene. Men selv om dette tidligt står klart, skal man som læser alligevel udsættes for sidelange tirader om kabbalaen, habad og livstræet, tirader, som Silas da som regel også afbryder med et »Nu forstår jeg ikke længere, hvad du taler om.« eller lignende.

Særligt et (20 sider langt) brev, Elias sender til Silas, gengives i sin fulde længde om sfærer, galakser, talmystik og kardinalvæsker. Silas' reaktion derimod varer ca. fire linjer (»Jeg overvejer at skrive et eller andet tilbage uden at vide, hvad det skal være«). Brevet bærer således hverken plot eller personer fremad; at Elias var ortodoks jøde grænsende til det fanatiske, vidste man godt i forvejen.

Forklaringen på, at man skal læse dette brev, forestiller jeg mig, udspringer af et ønske fra forfatterens side om at dele ud af sin tydeligvis store viden om jødedommen. Men hvis ikke disse mange informationer kan hjælpe mig til at forstå noget inden for værkets ramme, så vil jeg altså hellere opsøge dem på bibilioteket, når det lige passer.

Vidnesafhøringerne har et meget realistisk præg, og mange steder bliver de spændende, når man for eksempel finder ud af, at Elias’ og Silas’ vidnesbyrd ikke stemmer overens, eller man fornemmer, at nu bliver det snart nødvendigt at indrømme det ene eller det andet. Og børneliget, der ligger og venter i mosen, gør, at man bare har brug for at vide, hvordan det hele ender.

Imidlertid bliver også disse forhørssessioner ubønhørligt lange. En dialog mellem Silas og en retspsykiater, der skal vurdere, om han er psykisk syg, strækker sig over fire kapitler, næsten 100 sider. Her fortæller Silas i én stor pærevælling om mere eller mindre betydningsfulde begivenheder fra sin barndom, ungdom og tid i militæret. Psykiateren analyserer så løbende, hvordan og hvorfor Silas er blevet, som han er.

Disse formgreb, brevet og dialogen med psykiateren, skal hjælpe til at formidle både faglig viden og hovedpersonens livshistorie inden for en ramme af spænding. Men det fungerer ikke. Krimielementerne udvandes i disse store afbrydelser, og brødrenes personlige frigørelseshistorier virker simpelthen uinteressante sammenlignet med de to lig, de har gemt af vejen. Når romanen så af og til vender tilbage til denne kerne i fortællingen, bliver bogen spændende igen. På den måde fungerer dens plotmotor virkelig.

Men alt hvad der er struktureret rundt om denne motor virker uafgrænset, af og til tilfældigt. Som læser føler man sig ofte desorienteret, simpelthen usikker på, hvad det er for et værk, man befinder sig i. Det gør det ikke nemmere at finde rundt, at bogen ikke har nogen kapitelnavne, blot nogle sideskift hist og her.

Nordisk vildt forsøger at opbygge mystik og interesse for sine to tvillingehovedpersoner, men jeg føler den ikke. Der er for meget information og for lidt, der brænder på.

Daniel Dencik: ’Nordisk vildt’, Politikens Forlag, 488 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu