Læsetid: 4 min.

Lise Davidsen triumferede med Strauss’ svanesang

Den norske sopran vendte torsdag tilbage til Koncerthuset, denne gang i Richard Strauss’ sidste orkestersange. Det er svært at få øje på, hvem af tidens divaer der kan gøre det lige så uforglemmeligt
16. oktober 2018

De blev komponeret i 1948, året før komponistens død. Disse Vier letzte Lieder for sopran med tekster af Hermann Hesse og Joseph von Eichendorff, der beskriver glæden over det jordiske liv og den vemodige afsked med det.

Man kunne kalde dem et vokalt sidestykke til Strauss’ 1945-afskedsværk med den tyske kultur, Metamorphosen for 23 solostrygere. Det var hans gode ven, den tjekkisk-jødiske forlægger Ernst Roth, flygtet til London i 1938, der fandt på at samle sangene som en enhed.

De blev følgelig ikke uropført i Tyskland, men i Londons Royal Albert Hall med den norske verdenssopran Kirsten Flagsted, som Strauss selv havde haft i tankerne, og dirigenten Wilhelm Furtwängler i maj 1950. Det er en interessant forhistorie i forhold til Lise Davidsen, fordi hun ganske forståeligt føres frem som Norges største sangtalent siden Flagstad.

Blot med den forskel, at da sangene holdtes over dåben, var Flagstad med sine 55 år ikke længere på sit højeste (hør på YouTube), og den 31-årige Davidsen overgik hende i torsdags på alle væsentlige punkter.

Tonernes himmelfart

Med sig foran DR SymfoniOrkestret havde hun den fine russiske dirigent Vasily Petrenko, som er blevet en tilbagevendende gæst i Koncerthuset, og tak for det. Petrenko havde med stort held reduceret strygerbesætningen, hvorfor det brede romantiske schwung veg til fordel for en mere gennemsigtig klassisk klang, også fordi han virtuost forstod at finjustere de svagere styrkegrader i det ganske omfangsrige blæserkorps.

Dermed havde Lise Davidsen en uhyre fleksibel og lyttende partner i ryggen, og det udnyttede hun meget klogt.

»Frühling«, den første sang må være den vanskeligste for sangeren. Det begynder med den dunkle drøm om foråret med en dyb deklamation, der afløses af en himmelfart af toneranker, så snart træerne, luften og duften nævnes.

Davidsen beherskede dette kolossale træk fra bund til top med en fænomenal klangkontrol, og hun fastholdt os i de næste strofers naturbegejstring, naglet af den vuggende, ubesværede legato-strøm med toptoner, der slog ud i rummet som lyskilder. Virkningen har det franske sprog et rammende lydord for: frisson – som betyder kuldegysning af den mere vellystige slags.

Derefter går sangene i et resignerende modus, og også den slags psykologiske afskygninger havde Davidsen mesterligt hold på.

I »September« er det sommeren, der gyser over vinterens komme, og her måtte man beundre sangerens næsten naturstridige vejrtrækningskontrol og evnen til som et instrument at falde ind i orkestrets harmoniske farveskift. Aldeles sublim var afslutningen, hvor de sidste linjer falder ned i en pianissimo epilog, ført til ende af orkestrets solohornist, Lasse Mauritzen.

Også koncertmester Christina Åstrand var ofte i ilden på sin stradivarius, som i »Beim Schlafengehen« før den sidste strofe; hendes solo kom som en tilbageholdt forudanelse før sopranens højsang gennem brændingen; en salig flugt ind i nattens tryllekreds for at leve dybt og tusindfold, som der står.

Man ønskede egentlig, at det måtte vare ved til den lyse morgen, komponistens svanesang efter et langt livs kærlighed til sopranstemmen, personificeret i hustruen Pauline, og det er svært at undgå at tænke på dem begge i den sidste sang, Eichendorffs »Im Abendrot«. Den handler om et pars vandring sammen mod afslutningen og står som en af de smukkeste orkestersange, der er skabt i denne verden.

Orkesterforspillet bruser som en glødende solnedgang, men sangen som sådan skal bevæge sig i piano og svagere end det, og det blev efterkommet. Hvilken salig jubel skønt alt er tyst, sådan kunne man med Jakob Knudsen omskrive Lise Davidsens stille aftensang hvilende på en urkraft af ressourcer. »Ist dies etwa der Tod?« – er dette mon døden? – er de sidste ord, sunget varsomt frem med en forsoning af det uafvendelige.

At ekstranummeret blev Strauss’ »Morgen!« – bryllupsgaven til Pauline omsat senere til en duet for sopran og soloviolin – var et eventyrligt valg. Fordi man her møder parret i det begyndende samlivs hengivne beruselse, uforglemmeligt formidlet af Åstrand og Davidsen.

Elgars noblesse

Hele denne lyksalighed varede vel en halv times tid, og forude ventede 50 minutter med Edward Elgars 1. Symfoni. Var det nu lige den, vi havde behov for, gik snakken om i pausen. Vi har et tvetydigt forhold til britisk musik hertillands.

Vi hører den meget gerne i afmålte doser, men med en del undtagelser undgår vi de lange stræk. Symfonier af Elgar, Vaughan Williams og Walton er langtfra standardrepertoire hos os, og det er svært at se, hvordan den modstand skal vendes. Hvis det ikke var for dirigenter som Vasily Petrenko, som har arbejdet længe i Liverpool og som snart bliver chef for Royal Philharmonic Orchestra i London.

Elgars første symfoni fra 1907 blev hyldet som den første store engelske symfoni, den syder og bobler af den edwardianske periodes fremskridtstro og imperiestolthed, sådan kan man sagtens høre den, og det kan være anstrengende at komme igennem. At det ikke skete med radiosymfonikerne var alene Petrenkos fortjeneste, det var slet og ret imponerende at følge hans fabelagtige professionalisme.

Det noble indledende tema, som let kan køre i samme pompøse rille som Land of Hope And Glory, lød som en universel hymne, ligesom de opfarende og rastløse afsnit blev blændende moduleret ind i de lyriske og vegetative.

Som i Strauss var Petrenko vældig agtpågivende med balancen mellem grupperne, og det løsnede op for den ofte kompakte instrumentation. Adagioen er symfoniens hjertekammer, overmåde smukt forløst med fine præstationer i træblæserne og de dæmpede basuner, og ikke mindst en fløjlsblød strygerbåren sangbund.

Symfonien blev med andre ord løftet op i den sfære, hvor Elgars elskede storværker befinder sig, Cellokoncerten og Enigma-variationerne. Det må derfor være på tide, at vi hører en lignende behandling af Elgars 2. Symfoni, meget gerne med samme styrmand.

Richard Strauss og Edward Elgar. Lise Davidsen (sopran) og DR SymfoniOrkestret under Vasily Petrenko. Koncerthuset den 11. oktober

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu