Læsetid: 4 min.

Lukas Graham synger ømt om faderskabets dilemmaer, men får ikke det klichémusikalske format til at makke ret

Danske Lukas Graham, der er blevet internationale kæmpestjerner, har på tredje album lavet en stramtpakket halvtimesoplevelse af ti korte popsange, der i sit tekstunivers bakser med at udskifte joints og bajere med forpligtende parforhold og faderskab. Desværre udebliver de tårevædede omkvæd – på nær på et enkelt exceptionelt nummer
Danske Lukas Graham, der er blevet internationale kæmpestjerner, har på tredje album lavet en stramtpakket halvtimesoplevelse af ti korte popsange, der i sit tekstunivers bakser med at udskifte joints og bajere med forpligtende parforhold og faderskab. Desværre udebliver de tårevædede omkvæd – på nær på et enkelt exceptionelt nummer

Henrik Montgomery

30. oktober 2018

»Stol aldrig på nogen over 30 år.«

Det er givetvis det bedste personlige råd, jeg har fået – og desuden ét, der gælder, uanset hvilken alder man selv har.

Det er samtidig omdrejningspunktet for den danske popgruppe Lukas Grahams tredje album, 3 (The Purple Album), hvor tekstuniverset kredser om overgangen fra en forvokset teenagetilværelse, flaskeøl og joints med gutterne, til voksenlivets tyngende ansvar og krav om tilsidesættelse af de umiddelbare lysters drift.

Siden sidst, vi hørte fra Graham, har den danske popgruppe oplevet et regulært internationalt gennembrud takket være nummeret »7 Years«, og de blev sidste år blandt andet nomineret til tre amerikanske Grammy Awards – populærmusikken ypperste hæder.

Samtidig er forsanger Lukas Forchhammer i samme periode blevet far, og så er han – ja, også fyldt 30. Og det er i den spænding, mellem nyfunden rockstjernestatus og nye familieforpligtelser, at det nye album folder sig ud.

Forchhammer starter i fornægtelse på pladens anslag, »Not a Damn Thing Changed«, med en tekst om, hvordan han uagtet stjernestatus stadig er den samme knægt, kammeraterne altid har kendt. Intet har forandret sig. Det er et budskab, der understøttes af det musikalske arrangement: en halvrappet vokalpræstation, hiphoppede slagtøjsfigurer og en forudsigelig klaverarpeggio.

Det er Lukas Graham, præcis som vi kender dem – med den ene forskel, at gruppens vanlige letsindighed er erstattet af et anmassende dystert udtryk, som dog hverken er overbevisende eller velfungerende.

Kinddans med klicheerne

Noget af det tiltrækkende ved Lukas Graham er, at Forchhammer er en rockstjerne, man kan spejle sig i.

Han er ikke et urørligt supermenneske med undertøjsmodelvaskebræt og skræddersyet designertøj – han er let hvalpefedtet og langhåret iført hvid wife beater og bagvendt kasket; typen, man ikke ville blive overrasket over at støde på, når man sidder en sommerdag og spiller backgammon og ryger joints på Nemoland.

En parallel effekt har også altid farvet musikken.

Enhver, der i folkeskolen havde rockstjerneambitioner, kan genkende Grahams ukomplicerede poprocklydpalette og de simple, børnerockede kompositioner med det strejf af hiphop, som alle, der voksede op i halvfemserne, er formede af. Det er forudsigeligt og velkendt, men på en tryg og grundlæggende charmerende måde, takket være gruppens unægtelige talent og musikalitet.

På det nye udspil er den umiddelbare tiltrækningskraft imidlertid under opløsning – Grahams kinddans med klicheerne begynder at blive giftig, når den børnede charme bliver til en decideret steril og radioleflende lydarkitektur.

Det sker på pladens første single og ubestridelige lavpunkt, »Love Somebody«, hvor en nøgen fingerplukket guitar a la Jason Mraz iklædes kvalmtekster som »you look perfect« og »you’re all I need« – absolut ligegyldighed både lyrisk og melodisk som trukket i en lavspændingshitautomat.

Samme problem går igen på den fesenpolitiske »You’re Not the Only One (Redemption Song)«, der skøjter rundt i et fladt budskab om, at du ikke er den eneste, der venter på forandringer, og at vi har brug for håb, og hvor et kor i sidste tredjedel giver en fornemmelse af skrækkelig fællessang i stil med fodboldlandsholdshymne eller »We Are the World«. Og igen fuldstændig uinspireret rent melodisk.

Ungdommen er ikke evig

Andre steder på pladen udviser Lukas Graham dog en smule musikalsk mod.

Med numrene »Promise« og »Hold My Hand« bevæger gruppen sig i en gospelagtig retning; på førstnævnte i en krydsning med country og med hints fra Dixie Chicks, på »Hold My Hand« i et langsomt, blusset tempo og med halvhjertede religiøse vækkelsestekster.

Det er et frisk pust fra den ellers tungt klaverbårne plade, men som på næsten hele albummet – den enkeltstående undtagelse kommer vi tilbage til – falder kompositioner på, at de simpelthen ikke er melodisk fængende.

Lyrisk er der lidt mere at komme efter. På »Lullaby«, der handler om længslen efter at være hjemmegående far, når han befinder sig på den anden side af jorden bedøvet af røg og alkohol, men især på »Stick Around« forholder Forchhammer sig konkret til faderskabets dilemmaer.

Her leverer Forchhammer tekster, der er smerteligt rammende – om end klichéfulde – for dem, som er vokset op uden en far, eller kun sjældent har set ham, på grund af karrierens forrang.

»I’m sorry to say that the smiles that I give you/One day will be tears in your eyes/I’m sorry to give you these memories/‘Cause memories like this will one day make you cry«.

Nøgent og ærligt, og selv det melodibærende forheksede uh uh-kor er egentlig smagfuldt.

Men Forchhammer kommer også udover både sin dårlige samvittighed og den fornægtelse, som albummet startede med. Med pladens sidste nummer og absolutte højdepunkt »Say Yes (Church Ballad)«, runder Lukas Graham af med accept – ja, endda fejring – af, at ungdommen ikke er evig. Og at det ikke er noget at begræde.

Nummeret er vel en slags bryllupssang, og starter ud med et ensomt orgel under Forchhammers vokal. I broen til omkvædet optræder endda kirkeklokker som lydeffekt, men selvom det kan syntes overgjort, må man bare konstatere, at det er en ekstremt forløsende kærlighedssang. Kuldegysende. Et smaskhit, der går rent hjem.

»Say yes and you won't regret it/Your heart won't break, I won't let it/I'll make you see, It's not make-believe/And we could grow old, baby, we could grow old,« lyder det storladent i omkvædet.

Måske er det okay at fylde 30.

Lukas Graham: ’3 (The Purple Album)’ (Copenhagen/Then We Take the World/Warner Bros.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu