Læsetid: 4 min.

Man må gerne snobbe opad

Ny bog ønsker at bekæmpe højrepopulismen ved at forstå og overtage den
26. oktober 2018

Der er et sjovt ’vi’ i denne bog. Den synes at være skrevet fra og henvendt til venstrefløjen, men når venstrefløjen omtales, forsvinder det inkluderende ’vi’ til fordel for et anonymt og kritiseret ’man’, som forfatteren Kristian Thorup selv ikke er del af. På samme måde gøres venstrefløjen lig den kulturelle overklasse, og det er ikke der, forfatteren ser sig selv, trods sin uddannelse som cand.soc. fra RUC.

Der er ellers tale om et interessant og væsentligt forsøg på »en form for fortolkende eller ’hermeneutisk’ angreb« på højrepopulismen og dens vælgere; en forstående tilgang, hvor Dansk Folkepartis vælgere, ikke partiet og dets politikere, tages alvorligt som nogle, der kan sætte ord på deres livssituation og ideologisk ses som legitime og kompetente fortolkere af sig selv og verden.

Bogens formål er at forstå den valide kritik i den højrepopulistiske kritik af indvandring, globalisering og andre fænomener for at formulere politikker, der kan genvinde arbejdervælgerne til venstrefløjspartierne.

Bogens tre mellemste kapitler, hvor Dansk Folkeparti-vælgere og menige partisoldater fortæller om den stigmatisering, de selv har oplevet, og hvor de udlægger deres modstanderes forfærdeligheder, er bogens styrke. Der er noget rigtigt ved at lytte uden at skulle (bort)forklare, hvad de siger som udtryk for noget andet, end hvad de selv tror, de mener og hvorfor. Disse kapitler benytter også et velvalgt teoretisk analyseapparat, uden at det får et selvstændigt liv.

Vi får ikke demonstreret, at de er udsat for værre ting end andre i politik, særligt andre, der involverer sig i udlændingepolitik, men vi får fine skildringer af, hvordan det opleves. Man kunne ønske sig, at Thorup havde brugt lidt kræfter på at diskutere, hvordan det fortolkningsmønster, de bruger, er blevet skabt og vedligeholdt af DF.

Kristian Thorup: ’Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere’

De slipper for let. Deres udsagn accepteres bare. Ikke at udfordre dem på deres meninger er en anden måde ikke at tage dem alvorligt på.

Det bliver tydeligt, når Thorup kritiserer partiet DF frem for dets vælgere. Her er forskellen mellem udsagn og virkelighed på dagsordenen. Og det bliver tydeligt i bogens problematiske sidste kapitel, der handler om venstrefløjen – eller er det den kulturelle overklasse? – hvor udokumenterede, generaliserede udsagn står i kø, og hvor der intet fortolkende-hermeneutisk er over angrebene. DF-vælgerne slap let. Venstrefløjen får ikke lov at slippe afsted med noget.

Den kulturelle overklasses ideer og politikker forklares som ren ideologi forstået som klasseprivilegier forklædt som godhed, mens DF-vælgerne forklares som rationelt agerende i overensstemmelse med deres vilkår. Det er ærgerligt, at bogen ikke anvender samme analytik over for de to grupper.

I stedet overtages DF- og Socialdemokratiet-perspektivet i forståelsen af den udlændingekritiske del af vælgerkorpset (der ikke, som bogen tenderer, kan gøres lig den kulturelle underklasse eller arbejderklassen, igen to klassebegreber, der ikke skelnes klart nok mellem) som undertrykte og fornuftige og den udlændingepositive del af vælgerkorpset som undertrykkende og forblændet.

Sidste kapitel handler som sagt om venstrefløjen, dens svigt og dens vej ud. Her bliver virkelig skudt med spredehagl mod en idé om ’venstrefløjen’, mens de positive forslag er få og små.

Her må man spørge forfatteren, hvilken venstrefløj han forestiller sig. En anden kunne mene, at det er venstrefløjen, der står vagt om universelle menneskerettigheder og retsstatsprincipper for alle, i modsætning til regeringen og Socialdemokratiet. Hvem kæmper for at bevare og udbygge velfærdsstaten? Hvem forsvarer de offentligt ansatte? Hvem kæmper imod løndumping og de riges skattesnyd? Hvem kæmper for de almene boliger og imod økonomisk ulighed?

Billedet af en selvsupplerende, verdensfjern venstrefløj afkoblet fra virkelighed og vælgerkorps er en forestilling i hovedet på politiske entreprenører, fremelsket af DF, fortsat af S og i disse år skrevet ind i den forstående del af populismeindustrien. Det ville have klædt bogen, at se det som en politisk-strategisk konstruktion, som en del af den politiske positioneringskamp, frem for at gøre det til et grundtræk ved analysen.

Bogen er velskrevet og overordnet set interessant. Men den er også for nutidig. Forstået på den måde, at den mimer den skabte konsensus i dag mellem Socialdemokratiet og DF om »at tage kritikken af (globaliseringens) skyggesider alvorligt« og »gøre sig umage med at høre, hvad der gemmer sig neden under (højrepopulismens) voldsomme retorik«. Den gør sig ikke usamtidig for at sige noget andet end det, vi har hørt i mindst ti år.

Der er nogen vigtigt og sympatisk i bogens ærinde om at forstå de højrepopulistiske vælgere og afsøge et fælles grundlag for de tabte arbejdervælgere og venstrefløjen, men det virker ikke som den mest oplagte strategi at vende udskamningen om fra DF-vælgerne til venstrefløjen.

I dag må man ikke snobbe nedad, heldigvis for det, men gerne og rigtig meget opad. Det er vist ikke et fremskridt af de helt store.

Kristian Thorup: ’Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere’, Frydenlund, 173 sider, 199 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"Billedet af en selvsupplerende, verdensfjern venstrefløj afkoblet fra virkelighed og vælgerkorps er en forestilling i hovedet på politiske entreprenører, fremelsket af DF, fortsat af S og i disse år skrevet ind i den forstående del af populismeindustrien."

Noget af en påstand, som journalisten Mikkel Thorup her barsler med. Og det ganske uden argumentation. Vel cirka hvad man kan forvente af en " selvsupplerende, verdensfjern venstrefløj afkoblet fra virkelighed og vælgerkorps"?

Eller hvordan?

Hvordan forklarer Mikkel Thorup populismens fremmarch på bekostning af især centrum-venstre partierne i Europa? Og fandt Mikkel Thorup overhovedet en egentlig interesse - således som han jo påstår - i de 'formørkedes' selvfortællinger?

Jeg tvivler.

Disse to sætninger kan simpelthen ikke sameksistere troværdigt i samme tekst:

"Der er noget rigtigt ved at lytte uden at skulle (bort)forklare, hvad de siger som udtryk for noget andet, end hvad de selv tror, de mener og hvorfor."

og

"Billedet af en selvsupplerende, verdensfjern venstrefløj afkoblet fra virkelighed og vælgerkorps er en forestilling i hovedet på politiske entreprenører, fremelsket af DF, fortsat af S og i disse år skrevet ind i den forstående del af populismeindustrien."

beskæmmende..

Steffen Gliese

Nu er jeg langt i at læse bogen, og Mikkel Thorup rammer den på et hår med sin anmeldelse. Der er en tendens til for arbejder- og underklasse at stille sig op og forsvare de forkerte! Vi ser det også nu med modstanden imod det glimrende manifest imod højrepopulisme: det er en gennemspilning af Moses' nedstigende fra Sinai og de andres dans om guldkalven.
Men det er da også usigeligt meget lettere at leve i en evig tilstand af varefetichisme i stedet for at koncentrere sig om menneskelige relationer, hvor man kommer frem.
Jeg gider ikke høre på DFUere, hvis de ikke har mere at sige (eller DF'ere for den sags skyld), men det ville være virkelig interessant med nogle kulturmøder og nogle historier fra de varme lande om folks liv og forhåbninger til Danmark. Hvis vi skal hæge om sammenhængskraften, må nogen række mikronen til de nys ankomne og bede dem fortælle lidt om sig selv, sådan som vi jo plejer van.