Læsetid: 5 min.

Malerierne er strikkede og kunstskatten vogtet af en krabbe i pioneren Rosemarie Trockels humoristiske konceptkunst

Moderna Museet i Malmø viser en overraskende og vidunderligt fri udstilling med den sjove, tyske kunstpioner Rosemarie Trockel. Med hjemmestrikkede malerier, griseben i gips og kogeplader – og uden et musealt forsøg på at presse en struktur ned over værkerne
Den tyske konceptkunstner Rosemarie Trockel er ikke nem at sætte på formel.

Den tyske konceptkunstner Rosemarie Trockel er ikke nem at sætte på formel.

Rosemarie Trockel

3. oktober 2018

To store monokrome malerier i grøn og blå er det første, jeg får øje på, da jeg træder ind i Moderna Museets enormt højloftede turbinehal. Første gang, jeg var der, blev jeg akut utilpas og svimmel i det rum. Nu er det den tyske konceptkunstner Rosemarie Trockels malerier, der igen får det til at svimle.

Jo tættere, jeg kommer på dem, desto mere flimrer det for øjnene. Præcis som effekten i tressernes Op Art-værker, hvor et optisk bedrag på et fladt lærred gav oplevelsen af, at alt vibrerede.

Først da jeg er helt tæt på, opdager jeg, at malerierne er lavet af garn. Én stor hjemmestrikket flade er spændt omkring lærredet, og de mange maskers lidt uens rytme skaber den optiske effekt af flimren for øjet. På det store kvadratiske lærred er en ny frisk træramme påsat som en kant på selve lærredet. Et monokrom i uld og træ. Så enkelt kan det gøres.

Jeg flytter blikket fra det vibrerende uld og tager det store rum i øjesyn. To store billedvægge med digitale print i grå aluminiumsrammer, glaseret keramik, en lang sofa med et sort uldtæppe, flere garnmalerier og et par griseben i gips.

Trockel er ikke en kunstner, der er nem at sætte på formel. Umiddelbart virker det, som om at udstillingen heller ikke forsøger at gøre det. Her er ingen kronologisk præsentation, ingen alenlang, biografisk linje, intet musealt forsøg på at presse en struktur ned over værkerne. Jeg trækker vejret dybt og lettet og går dybere ind i udstillingen.

Rosemarie Trockel

Fra maskinstrik til hjemmestrik

Rosemarie Trockel, født i 1952, fik sit internationale gennembrud i 1980’erne og -90’erne med sine maskinstrikkede ’malerier’, hvor computerskabte motiver af symbolet for uld eller det kommunistiske vartegn med hammer og segl blev repeteret.

Malerierne var på én og samme tid knyttet til en feminin tradition for kunsthåndværk og strik og lagde samtidig afstand til den tradition ved at få en maskine til at udføre værket. Værkerne blev hurtigt populære og solgt for meget store summer.

Men nu er det altså det hjemmestrikkede look, hun gør det i. Trockel stagnerer ikke, hun er fortsat skabende. Det kan endda siges at være udstillingens pointe.

Trockels egen kommentar til succesen kan aflæses i værket Lucky Devil (2012). En stor bunke af de efterstræbte uldværker er blevet klippet op til mindre kvadrater og indrammet af plexiglas, så man kan se lagene af tæpper i bunken.

På toppen ligger en karrig kæmpekrabbe og holder vagt over sit bytte. Dens store kløer har måske klippet alle tæpperne itu? Plexiglas som en måde at indramme værker på går igen flere steder i Trockels praksis. Og her har hun altså indrammet (og ødelagt?) sin egen succeshistorie og skabt en ny humoristisk skulptur med et surrealistisk tvist.

Selvom Trockels stil er svær at sætte på formel, er der altid denne underliggende lidt nævenyttige humor i hendes værker. Som både kommenterer kunsthistorien og hendes egen historie som succesfuld kunstner og kvinde.

Som i et af hendes ældre ikoniske værker, der hænger ved indgangsdøren – et ’maleri’ af kogeplader fra 1991. På afstand har det et stramt konceptuelt udtryk; en hvid baggrund med sorte cirkler på.

Først tættere på opdager man, at cirklerne er kogeplader, og at de ikke helt holder sig inden for rækkerne, men er lidt forskudte og stikker en smule af fra rækken og rytmen. Det er kvindens domestiske liv i køkkenet omsat til stram konceptkunst på væggen. En løssluppenhed, der bliver holdt i stram snor.

Sådan er det også i rækken af garnværker, der sender kærlige hilsner til den minimalistiske maler Agnes Martin. Hos Trockel er striberne på lærredet skabt af uhæftet garntråd. Igen ser det på afstand malerisk ud, fordi farvestriberne lægger sig i felter af varierende størrelser, og man genkender udtrykket. Farvevalget er dog langt mere pang i orange, gul, sort og turkis end Agnes Martins dæmpede pasteltoner.

Trockel nikker hele tiden bagud til sine konceptuelle forgængere – til Martin, men også til Op Art-dronningen Bridget Riley – men løsriver sig alligevel og skaber sit eget. Med pang og humor. Der findes en heftighed lige under det kontrollerede udtryk hos Trockel, som jeg helt instinktivt resonerer med.

Rosemarie Trockel

Syrede titler som dyd

Alene titlerne. Traditionelt er der ikke mange følelser i konceptkunst, hvorfor værkerne ofte højst kaldes Untitled – helt fri af følelser og fortællinger.

Omvendt gør Trockel nærmest en dyd ud af sine ofte syrede titler. Det blå monokrome uldværk hedder eksempelvis Till the Cows Come Home (2016) – så kan vi kigge på det blå strikkede værk og overveje, hvornår køerne mon vender tilbage. Et helt nyt mindre kogepladeværk hedder My Window (2018). En symbolsk titel for et typisk kvindeliv a la: Herfra min verden går.

Præcis den lille uterlige modstand mod at rette ind og indordne sig finder man i store dele af Trockels værker. Det opleves, som om at udstillingen ikke bare tillader denne uregerlige dimension, men omfavner den kærligt og bruger den som selve det kuraterende princip.

The Same Different kaldes udstillingen, og det er en utroligt velvalgt titel. For udstillingen viser netop det samme som tidligere, nemlig kunsten, men på en uvant måde.

Der er ikke tale om den typiske museale tunge præsentation, hvor man trækkes rundt i en nøje orkestreret gennemgang af kunstnerens udtryk og udvikling. Udstillingen præsenterer godt nok et koryfæ og er tilsat et par ikoniske værker fra køkkenet, men der er frit fokus på Trockels kunst, som den er lige nu.

Det er den nye direktør på museet, Iris Müller-Westermann, der har stået for udstillingen. Hendes hjerte banker for de store kvindelige kunstnere fra det tyvende århundrede. Hun har tidligere skabt en stor Trockel-udstilling på Moderna Museet i Stockholm (2001), og man mærker hendes begejstring for oeuvret, men uden at hun føler det nødvendigt at få det sat på formel.

Det er så uvant en løsagtig og fri måde at præsentere ’koryfæer’ på, at jeg har svært ved at huske et fortilfælde i museal sammenhæng.

Ingen i vores region har vist Trockel i en solopræsentation før, men mit gæt (og håb) er, at danske institutioner vil få øjnene op for hende nu.

Rosemarie Trockel:The Same Different’. Moderna Museet, Malmø. Indtil 3. marts 2019

Agnes Martin var altid radikal. Hun fandt sit udtryk som 30-årig og brændte alt, hun tidligere havde tegnet og malet. Midt i 1950’erne blev hendes særegne minimalisme opdaget af en kunsthandler. Hun flyttede til New York og blev del af kunstscenen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu