Læsetid: 4 min.

Martin og Midten

Martin Lidegaards manifest er lidt et slag i luften
26. oktober 2018

Den gyldne middelvej ligger i Brande.

Det er i grunden blot en grusvej, der forbinder to større veje. Jeg stødte hver dag på grusvejen i en periode, hvor jeg arbejdede på et af Brandtex’ eksportlagre. Jeg kørte forbi og rystede på det indre hoved. Jeg havde svært ved at begribe, at man så uforblommet kunne bruge den vending som vejnavn. Jeg havde en fornemmelse af, at noget blev ophøjet til mere, end det kunne bære – eller også var der noget, der blev hevet for langt ned på jorden. Der måtte da være mere til den gyldne middelvej end hvad der forbinder to tilfældige veje i Midtjylland?

Jeg har det lidt på samme måde med Martin Lidegaards bog Lad os mødes på Midten. Der er noget skødesløst og begrebsligt ubekymret over henvisningen til midten. Der er både noget prangeragtigt, købmands-Brande over at mødes på midten, koblet med ophøjelsen af en grusvej til bærer af politisk visdom. Koordinaterne føles sære. Selv kalder Martin Lidegaard sit værk for ’Midtens manifest’.

Beklager. Som midtemanifest er det en sølle omgang. Som præsentation af en komplet politisk platform er den helt solid.

De fleste bogstaver bruger Lidegaard til en traditionel præsentation af politiske synspunkter. Det hele er sobert lagt frem. Er man skruet sammen som jeg, er der meget positivt at sige om de mange forslag. Klimaet er problem nummer et, uddannelse er vejen frem, den demografiske udvikling er en bombe under vores økonomi, vækst (grøn) må der til.

Martin Lidegaard: ’Lad os mødes på MIDTEN’.

De fleste bogstaver går altså til traditionel fremlæggelse af politik. Resten bruges helt monomant. Det er bogstaverne M, i, d, t, e og n. Altid i denne opstilling, altid med første bogstav skrevet med stort. Her rammer vi benhårdt ind i området for smag og behag.

Faktisk har det drevet mig til vanvid at prøve at finde ud af, hvad ‘Midten’ betyder. Midten er det attraktive, der det gælder om at komme hen. Bogen igennem er der nogen kræfter, der ikke kan eller ikke vil derind. Ind på midten.

Det er måden ordet bruges på. For det første stavet med stort, altså som i ’Midten’. Hvorfor? Ingen anelse. Men det er vel en måde at antyde, at der er tale om noget større, om et princip, om en grundtanke – som så aldrig formuleres som princip, men i stedet anvendes i flæng. Så måske jeg skal tænke på det som en markør, lidt at ligne med et flag, der popper op i en interaktiv tekst, som forfatterens måde at sige: ’Læg lige mærke til det her’. Blot ved man ikke helt, hvorfor der indimellem dukker flag op, mens man læser.

For at være fair. Martin Lidegaard arbejder en smule på at forklare Midten. Det er ikke bare midten af dansk politik, altså parlamentarisk forstået, som det sted, hvor de radikale ofte har placeret sig og vundet indflydelse. Det er meget mere end blot et parlamentarisk begreb. Det synes også at være hjemsted for sund fornuft.

Det er som om politiske problemer, selve sagen, har en holdning. Sagen kan have ret. Desuden er der en række genkendelige træk ved midten:

Midten kræver moderation. Dansk udlændingepolitik beskrives som en debat, der simpelthen er gået i stykker.

Midten er ikke illusorisk. Og tror derfor ikke på, at vi overhovedet har tid til at udvikle nye politik- og vækstbegreber

Midten er saglig. Og tror derfor på, at boligbeskatning kan gøres mere eller mindre forkert.

Midten tror på universalisme. Hvor langt, spørger Lidegaard, er der mellem os, hvis vi skræller politisk polemik væk?

Midten er midten. Det siges ikke som en fast sandhed, at de parlamentariske yderpunkter aldrig kan have ret – men det er tæt på.

At hævde en sådan midte som centrum for politisk aktivitet er for mig at se et slag i luften. Lidegaard peger på de nødvendigheder, der må løses, som udgør en saglig midte, og henviser i den forbindelse en række synspunkter til marginen. Det gør han tydeligt og med åben pande. Selvfølgelig.

Men hvorfra ved han, at 00’ernes boligbeskatning, eller burkaforbuddet, har forladt midten? Hvilket mandat giver begrebet ’Midten’ ham ud over de gode argumenters sædvanlige mandat? Jeg tror på den gode vilje hos Martin og Midten, bevares, men den formår ikke at gøre Midten til mere end et stykke aktualitets-abracadabra. ’Midten’ er et retorisk greb uden analytisk styrke.

Gevinsten ved bogen er heldigvis mere almindelig. Her kan man læse et bud på en radikal politik. Det er nemt at være syrlig over de mange gode viljer og løsninger, der står i kø op til et valg (ja, der er politikersprog i bogen). Sværere er det ikke at være imponeret over den særlige type af ’bred stillingtagen’, som Lidegaard og hans kolleger er tvunget ud i. Lad os mødes på Midten (og beslægtede ’her er min politik’-bøger) er i grunden vilde kombinationer af utopisk tænkning og procentregning. På en og samme bogside skal man forholde sig til detaljerne i emissionsværdier og sige noget begavet om Afrikas skæbne.

Derfor gør det måske ikke så meget, at Lidegaards overvejelser om Midten er et lidt mærkeligt papirklip. Vi forstår jo, hvad han mener. Det handler om en sagligt ført politik. En radikal politik?

Martin Lidegaard: ’Lad os mødes på MIDTEN’. Lindhardt & Ringhof, 240 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu