»En fuld college-studerende, der prøver at imitere Tom Waits.«
Sådan lyder beskrivelsen af Matthew Dear i musikmagasinet Stereogum. Og sådan lyder han vitterligt også nogle gange, den amerikanske indiesangskriver. Når han altså ikke vrænger popansigt som David Byrne eller skærer ind foran sine egne, tætsluttende houserytmer som danske Troels Abrahamsen.
Den snart 40-årige musiker lægger stemme og lydeffekter til sit helt eget kaninland – fuldt af krydsninger mellem en bouncy, mandhaftig frontfigur, og en samling brogede, hyperaktive skikkelser af hunner og afkom.
Under aliasserne Audion, False og Jabberjaw producerer Matthew Dear solide, dansevenlige beats. Og han er fortsat en af hovedfigurerne bag det kluborienterede pladeselskab, Ghostly International, grundlagt i Michigan.
Men selv om Matthew Dear egentlig altid har henvendt sig til et ret hardcore elektronisk publikum, er det hans dybe, uberørte barytonstemme, der står som bærende element i hans karriere.
Nervøst mimrende
Med albummet Bunny er Matthew Dear vendt tilbage til sit vokalbaserede, men elektronisk funderede projekt under eget navn. Lyden af det kan nok bedst beskrives som dunkel klubmusik med kaninører.
Men Matthew, kære, hvorfor Bunny? Albumtitlen har allerede forundret både kritikere og fans. I pressemeddelelsen forklarer han den med, at han synes, kaniner er sjove, fordi de er så modsætningsfyldte.
De er både søde, bløde, underlige og sexede. De formerer sig hæmningsløst. De løber om hjørner med jægere, men bliver selv løbet over ende af skildpadder. De ligger i favnen på vores børn som uskyldige tøjdyr og leder os samtidig med ned i snævre huller.
Den nuttede, nervøst mimrende blanding af computersamples og melankolsk sangskrivning er på mange måder blevet en forskrift for Matthew Dears musik.
Bunnys absolutte højdepunkt »Modafinil Blues« er et eksempel på, hvordan han forener lyse, uforglemmelige synthrytmer med alvorlige lyriske passager.
»I’m the white ash / from the smoke stack / helplessly floating from embers«.
Med sig ned i kaninhullet har Dear desuden taget den canadiske elektropopduo Tegan and Sara, der leverer et par elegante og tilpas skælvende duetter til albummets sørgmuntre darkroom.
Ukontrollerbart skridende
Selvom den pjuskede indie-instrumentation af elguitar og akustiske trommer optager forgrunden, kammer de fleste af numrene gradvist over mod den tunge, elektroniske side. Hver især foretager de 14 kompositioner samme, nærmest ukontrollerbart skridende bevægelse, direkte mod klubkælderens mørke. En bevægelse, der også afspejles på vokalsiden.
Matthew Dear sætter som regel i gang rent og upåvirket – men begynder så at pitche sig selv op og ned og at flirte med autotunen, så han til sidst fremstår fuldstændig forvrænget.
Det er, som om lytteren befinder sig sammen med Matthew Dear, på et skråplan, der krænger og tilter i abrupte frekvenser uden forudgående varsel. Så har man svært ved at stå lige. Men Matthew Dear vakler hjemmevant frem og tilbage med både værdighed og vitalitet.
Matthew Dear: ’Bunny’ (Ghostly International)
