Læsetid: 4 min.

Medinas nye album lyder som tabte dagbogssider på dansegulvet

Ti år efter megahittet »Kun for mig« er Medina aktuel med ’Grim’, et dansksproget album om de kærlighedsrelationer hun indgår i: de ulykkelige, de håbefulde, de tryghedsskabende, de mirakuløse og dem, hvor hun må trygle sin partner om at lyve hende smuk
Ti år efter megahittet »Kun for mig« er Medina aktuel med ’Grim’, et dansksproget album om de kærlighedsrelationer hun indgår i: de ulykkelige, de håbefulde, de tryghedsskabende, de mirakuløse og dem, hvor hun må trygle sin partner om at lyve hende smuk

Universal Music

19. oktober 2018

Der er noget trodsigt barnligt over titlen Grim på Medinas syvende album. Den afspejler en forståelse af verden, hvor vurderinger kan opdeles binært i grimt og smukt, og hvor skønhed er idealet. Man får associationer til eventyret om Den Grimme Ælling og fristes til at lede efter sammenfald mellem Medinas karriere og den udstødte ælling, som de andre ænder driller og bider i nakken.

Grim kredser da også om mange af de samme tematikker: følelsen af ikke at passe ind, være udstødt og føle mindreværd og usikkerhed. Og alligevel holder sammenligningen ikke. For på Grim synger Medina ikke fra et sted, hvor omverdenen ender med at glædes over hendes pragt, og hendes dannelsesrejse slutter ikke lykkeligt som i H.C. Andersens klassiske eventyr, hvor børnene ender med at juble og udpege den grimme ælling som den smukkeste.

Grim er Medinas første dansksprogede album siden 2011. Seks af sangene er nye, mens andre fire tidligere har været udsendt som singler, heriblandt forelskelseshymnen »Det smukkeste« og den mere dystre »Skyttegrav«, hvor hun beskriver sin reaktion på rygter og afvisninger helt uden filter, når hun synger:

»Jeg er lille, og jeg græder indeni«.

Medina skriver ikke udpræget lyrisk. Hendes sangtekster udtrykker de tanker og følelser, hun har, i et sprog, der mere ligner fragmenter af en cafésamtale mellem to veninder, en chattråd på Facebook eller tabte dagbogssider. Rim er mere en undtagelse end reglen, som på den længselsfulde ulykkelige kærlighedsballade »Elsk mig«, hvor sangens eneste enderim er mig/dig og et uh, der rimer på endnu.

Selv har hun i forbindelse med udgivelsen af Grim sagt, at hun har forsøgt at holde sig fra metaforer. Det er et velvalgt fravalg, for det billedsprog, der alligevel har fundet vej ind i teksterne, er klichéfyldt og klodset.

På åbningsnummeret »Hold mig fast« bliver vejrfænomenet vind og grundelementet ild på skift brugt til at beskrive en kærlighedsrelation, der ikke er helt så stabil, som Medina måske nok kunne ønske sig.

Og hun er rodløs, hun »flyver som vinden«, og er hele tiden på vej videre. Men i mødet med det ’du’, hun synger til, ønsker hun inderligt at kunne blive i relationen:

»Hold mig fast, og sig det’ mig, der’ din ild
Tænd mig, tænd mig, tænd mig, tænd mig
«.

Hun ligefrem truer med at forsvinde, hvis hans følelser ikke er en stærk nok jordforbindelse for hende:

»Aldrig gi'’slip, ellers flyver jeg lige
ud i universet, så hold mig fast i hjertet

Det er et banalt og ubehjælpsomt sprogbrug, men når det indgår i et velproduceret, dansevenligt dancenummer, der flyder med samplede uh-uh’er og accelererende elektroniske trommebeats, er der fin overensstemmelse mellem form og indhold.

Barndomsminder og mindreværd

Selv om der også har sneget sig et par sjælere med, er de fleste af numrene skrevet og produceret til et gå-i-byen-segment. »En af dem« er et nostalgisk minde fra en tid, da Medina som ung blev ude hele natten. Hun erindrer sine tidlige festminder med glæde, for hun var en af dem, hvis forældre var ansvarlige og lå vågne, til hun kom hjem.

Og selv om hun brød grænser, sneg sig ud igen og med egne ord var ’fucked up’, var hun aldrig i tvivl om forældrenes kærlighed. »Som et kærligt våben skød de til det, jeg skulle blive,« lyder det i omkvædet. Nummeret udfases med et minuts afdæmpet outtro, hvor Medina indfølt nynner variationer over linjen »Det ku’ jeg li’«, der mixes sammen med samplede lyde af vand, der drypper, og lyst boblende synth-toner.

På titelsangen »Grim« bliver det faste udtryk ’at lyve én lige op i ansigtet’ forkortet og forsimplet til »Lyv til mit ansigt«. Det er grumt at høre en voksen i et anfald af mindreværd trygle et andet menneske om bekræftelse, som Medina gør det her:

»Lyv, til mit ansigt
Bare bliv ved, for det gør, jeg har det lidt bedre
Sig, jeg er perfekt
Sig det igen, for det gør, jeg føler mig pænere
«.

Personligt er jeg på ingen måde målgruppen for de ti popnumre, der i stærk konkurrence med deres afsender higer efter opmærksomhed og anerkendelse; om det så er i form af komplimenter, hitlisteplaceringer eller likes på de sociale medier. Det er selv om, at jeg er jævnaldrende med Andrea Fuentealba Valbak, som hun hed, inden en numerolog navngav hende efter Islams næsthelligste by.

Men hvem er det så, Medina henvender sig til? Hvem er det primært, hun ønsker at forføre med sin poppede klublyd, sin patos, sin inderlige vokalstil og legemliggørelse af forestillingen om kvinden som det svage køn? Hvem er det, hun ihærdigt forsøger at overbevise om, at hun er – hvis ikke ligefrem perfekt – så i hvert fald god nok?

Er det ældre mænd, der skal tiltrækkes af hendes seksualiserede lillepigede sårbarhed? Eller er det unge piger, der kan spejle sig i hendes fejl og selvudråbte lave selvværd? Ved endt lytning af Grim er jeg stadig i tvivl. Måske er musikken mest for hende. For mig er den hverken grim eller smuk, men et sted derimellem.

Medina: ’Grim’ (Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu