Mindre Gud og mere gys i ’Herrens veje’

Gud er ikke ude, men dog placeret lidt længere ude på sidelinjen i den nye sæson af Herrens veje. Det giver plads til, at nogle andre åndelige eller decideret religiøse rum åbner sig for den sorgramte familien Krogh, der også i andet afsnit prøver at håndtere savnet af August, den artige lillebror med det fatale jesuskompleks. 

Jeg savner ikke Vorherre, som han optrådte i første sæson, dvs. som en ultimativ faderlig og rimelig skrap autoritet, der primært kommunikerede gennem provsten og familieoverhovedet Johannes Krogh (Lars Mikkelsen).

Johannes er selv en rimelig skrap faderlig autoritet, og han refererer stadig til Gud, men alle de bizarre dogmer, han i sidste sæson fornemmede, at Gud ville have ham til at opretholde, de er væk. Indtil videre i hvert fald – og forhåbentlig sæsonen ud.

Godt nok er Johannes opsat på, at hans afdøde søns enke, Emilie (Fanny Louise Bernth), skal lade sin og Augusts søn døbe. Men det handler også bare om at holde sammen på slægten og insistere på den som et værn mod altings forgængelighed. 

De kunstige konflikter mellem menneskers velbefindende og Guds vilje (f.eks. at August ifølge sin far ville komme i helvede, hvis han modtog psykiatrisk hjælp eller bare var ærlig om, hvad der gik ham på) er vi sparet for.

Alternative religiøse erfaringer 

Paradoksalt nok lykkes Herrens veje bedre med sin ambition om at skildre religiøsitet og religionens rolle i Nutidsdanmark, når der skrues ned for Gud og Jesus. Det bliver tydeligt, at kirken for Johannes Krogh (Lars Mikkelsen) er en ensartet åndelig bastion i et samfund præget af multikultur, når biskoppen lukker Brovangskirken, som August tidligere var præst i.  

Når ikke Johannes tordner mod muslimsk indvandring og folkekirkelig slaphed, raser han ud i bokseklubben.

Han og Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) er sammen igen, selvom hun forlod ham i sidste sæson, fordi de har brug for hinanden til at holde mindet om August i live. Men Johannes vil ikke tale om deres tab, og han holder sig i det hele taget på afstand af sin kone.

I bokseklubben begynder han at betale en stor og stærk mand for at prygle sig igennem. Disse brutale ture i bokseringen ligner et mystisk ritual, hvor Johannes tager imod tæsk, ind til der ikke er andet end sorg og dødsdrift tilbage af ham.

Det er en vildere og mere interessant flugt fra den lavpraktiske virkelighed end de drukture, han afreagerede med i sidste sæson. 

For Christian (Simon Sears) består religiøsiteten i ydmyg selvforglemmelse, som han har formået at forene med en spirituel lederrolle i den new age-kursusvirksomhed, han driver sammen med sin kæreste, Amira (Camilla Lau). Den må i øvrigt være et uhyre profitabelt foretagende, så lækkert som de bor lige ved vandet, og så mange ansatte de pludseligt har. 

Hurra for overnaturlige flip

Mens Gud – eller i hvert fald Johannes Kroghs udlægning af ham – viser sig ret undværlig i Herrens veje, er de mindre, enkeltstående overnaturlige elementer skønne, fordi de er så visuelt veludførte. Den rødhals f.eks., der gravede sig op af en grav og symboliserede en hel masse, imens den fløj til himmels. 

I søndagens afsnit lægger Elisabeth vejen forbi en clairvoyant kvinde, som hendes elsker fra sorggruppen har anbefalet hende. Det er super. Ikke fordi det i sig selv er – eller bliver gjort – specielt tankevækkende, om man nu også kan kommunikere med de døde. Det storartede ved Elisabeths besøg hos den clairvoyante er den uhyggelige stemning, der bliver rullet ud.

Pludselig er det som at se en gyser, hvor timingen emmer af mystik. Der er ikke decideret fare på færde, men alligevel er det urovækkende bare at se Elisabeth gå ind ad en knirkende dør (i et i øvrigt vildt flot filmet brutalistisk etagebyggeri). 

Hverken det problem, Emilie bakser med her i andet afsnit – eller løsningen på det – er overnaturligt, men den vildt flotte uhygge går igen. Emilie har efter Augusts død det for en kræftlæge ekstra problematiske problem, at hun simpelthen ikke vil finde sig i, at folk dør.

Det går ud over  den værdige ældre patient Ellen (ægte værdigt spillet af Katrine Jensenius), som får skæld ud for at have affundet sig med at skulle dø, og som hun nægter at hjælpe på vej med ekstra morfin.

I en spektakulær mareridtsscene, som ellers nemt kunne have været komisk, får Emilie lige bearbejdet nogle ting. Med så flot en integration af underbevidstheden, har Herrens veje næsten ikke brug for Gud fader i det høje.  

’Herrens veje’. Instruktion: Kaspar Munk. Manuskript: Adam Price. DR 1 søndag kl. 20.