Læsetid: 3 min.

MØ leverer popmusik til tidsånden, men kæmper med at peake

Den danske verdensstjerne MØ har skruet ned for den kantede charme og omfavnet skabelonpoppen, men den egentlige brist på hendes nye album er det dovne melodiske håndværk og underskuddet af smitsomme ørehængere
MØ’ nye albumer skabelonpop skræddersyet til samtiden – numrene skal nok blive spillet i radioen, men der er lavt afkast i hitvaluta og derfor ikke det store at komme efter. Investér hellere andetsteds, skriver Informations anmelder.

MØ’ nye albumer skabelonpop skræddersyet til samtiden – numrene skal nok blive spillet i radioen, men der er lavt afkast i hitvaluta og derfor ikke det store at komme efter. Investér hellere andetsteds, skriver Informations anmelder.

Sony Music

23. oktober 2018

»I turn on the radio / but there’s nothing that I want to hear«.

Sådan synger fynbo og popsensation Karen Marie Ørsted – eller MØ – over en nøgen klaverrundgang på mellemspillet »West Hollywood« fra hendes nye album, Forever Neverland.

En rammende verslinje for det aftryk, som pladen sætter i lytteren: MØ er – nummer efter nummer – på skamløs jagt efter det ubestridelige radiohit, men selv om en lille håndfuld af sangene nærmer sig, fanger hun aldrig det for alvor smitsomme omkvæd.

Som med al anden kunst må man købe præmissen for at kunne engagere sig i værket, og derfor ville det være urimeligt at klantre MØ for at have udskiftet sine rå og junglede minimalisme med den canadiske producer ST!NT’s pæne, polerede og chanceløse produktioner, kendt fra hans arbejde med blandt andre Carly Rae Jepsen og Jessie Ware – helt ufarlige typer. Man må acceptere, at den popmusik, der i dag prøver at ramme tidsåndens nervebaner, ikke har et tekstunivers, der overskrider de banale kærlighedsstrofer; er bastungt og domineret af calypsorytmer. Således også MØ’s nye udspil.

Man bør bedømme et popalbum på kvaliteten af dets hits – i hvilken udstrækning man føler sig kaldet til at stå foran et helkropsspejl med en hårdbørste i hånden og en pegefinger i vejret. Eller stå udsvedt klokken tre om natten under røgmaskiner og diskokugler. Og her har MØ som bekendt en solid historik af succes bag sig.

Blandt de mindre eksponerede eksempler kan nævnes tre henrivende fra sidste år, hvor MØ giver sit bidrag: Cashmere Cats »9 (After Coachella)«, Charli XCX’s »3AM (Pull Up)« og »Porsche«. Her udlånte MØ sin hæssexede vokal til fremtidsagtige produktioner og antydede, at hun var klar til at levere et festfyrværkeri af fængende omkvæd på Forever Neverland.

Slappe forløsninger

Når det ikke er lykkes, skyldes det en gennemgående fallit i forhold til at nå et klimaks og i de afgørende sekunder, hvor læsset for alvor skal trækkes, er melodiarbejde dovent.

En væsentlig del af albummets i alt 14 numre har ellers stort potentiale – stærke vers, spændstige opbygninger og fokuseret retningssans.

Højdepunktet er nummeret »Beautiful Wreck«, hvor marimba, fingerknips og våd perkussion efterlader rigelig plads til den luftige vokal, og en subtil strygerflade leder op til et nedtrimmet præomkvæd, hvor MØ’s vokal står alene med et digital kor af sig selv – alt sammen betagende. Men da omkvædet rammer, får vi blot en vævende og udvasket guitarfigur, der er helt utilstrækkelig som melodisk motor. En slap forløsning.

Noget tilsvarende gør sig gældende på »Imaginary Friend«, der trods et udpræget generisk vers med fremdrevne klaverakkorder og undervandsslagtøj, umiddelbart er et gedigent hitbud. Omkvædsmelodien er velskåret, men her er det akkompagnementet, der er tilbageholdende, fladt og ikke brager igennem som påskrevet, hvilket virkeligt er en skam.

På åbningsnummeret »Way Down« og guitarballaden »Blur« opstår et andet problem, som dog også bunder i sløvhed.

Her viger MØ pladsen for rent instrumentale omkvæd med hæslige resultater. På førstnævnte skøjter en retningsløs panfløjte forvirret rundt i lydbilledet, mens synthesizermelodien på »Blur« decideret hovedpinerisk – i liga med Crazy Frogs notoriske »Axel F«, men blot i en lad, træt og omtåget version.

Endnu andre steder er det ikke slaphed, men overanstrengelse, der afholder musikken fra at peake. På »Nostalgia« føles det som om, at MØ forsøger at maskere det middelmådige refræn i en illusion af overdådighed ved at smide et kor bag leadvokalen. Og den forcerede storladenhed optræder igen på »Mercy«, hvor kor-tricket suppleres af en stadionrumklang a la 1980’erne på lilletrommen.

Det er lyden af billig sminke, ligesom når der både på den »Imaginary Friend«, balladen »Trying to Be Good« og den Ace of Base’de »Red Wine«, (tre numre i træk!) bliver gjort gimmickagtig brug af eventyrlig trylleharpe. Den påtænkte følelsesfremkaldelse får simpelthen modsat effekt.

Udover »Beautiful Wreck« er albummets stærkeste komposition »I Want You«, der er bygget op om en spinkel og halvfunket guitar. Omkvædet går for en gangs skyld rent hjem med en stærk vokalmelodi leveret over et fyndigt beat. Men irritationen her er, at det melodiske knudepunkt i både ombygning og refræn er et »uh-uuh«, der lyder snublende tæt på Disclosures 2013-megahit »Latch« – og så vil man egentlig hellere lytte til originalen.

Forever Neverland er skabelonpop skræddersyet til samtiden – numrene skal nok blive spillet i radioen, men der er lavt afkast i hitvaluta og derfor ikke det store at komme efter. Investér hellere andetsteds.

MØ: ’Forever Neverland’ (Columbia).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er 73 og så nok ikke lige i Møs univers,men et bysbarn er jo altid interessant når man interesserer sig for musik og er P6 lytter.
Det er altid svært at være kendt og svært at undgå de "smartes" fælder når de argumenterer for muligheder og salg. Kritikken her er sikkert relevant, Gaffa er lidt mere positiv. Men Mø finder sikkert tilbage til hvor hun selv vil være og mon ikke hendes økonomi tillader det?