Hvilket barn har ikke prøvet at blive væk i et supermarked? Jeg husker stadig, hvordan jeg som seksårig forsvandt i, hvad jeg oplevede som et supermarked af Bilkaske dimensioner, men som reelt var en stor købmandsbutik. Pludselig var min mors velkendte ben væk, og jeg gik fortabt rundt mellem de endeløse gange af konserves og havregryn, indtil en ’dame’ forbarmede sig og tog mig med op til kassen.
Hvis man er et spøgelse på 703 år ved navn Søren, forholder det sig en smule anderledes, når man bliver væk blandt supermarkedets slikhylder.
»Pludselig var han blevet væk fra sin mor. Når den slags sker, bliver børn jo altid fundet igen. Men der er vist ingen, der nogensinde har hørt det blive sagt over højttaleren i et supermarked: ’Vi søger moderen til Søren Spøgelse på 703 år, som vist nok står her ved Informationen’,« som det lyder i billedbogen Spøgelset Søren af Marie og Anette Boye. Moderen glemmer Søren, og han bor derfor alene på anden hylde fra neden ved vaskepulveret uden mor og uden ret meget at spise, da han er temmelig dårlig til at spøge. Det så trist, det så trist.
Søren tager heldigvis selv affære (hvordan vil jeg ikke afsløre her) og ender med at flytte ind i et spøgelsesbofællesskab hos en gammel greve på et slot. Og selv om han elsker lugten af nyvaskede lagner, deraf vaskepulverhylden, elsker han endnu mere slottet, hvor der lugter af støv og gamle ting. Det gør alle rigtige spøgelser nemlig. Og det er så her, at man kunne råbe heteronormativ spændetrøje! For helt ærligt, hvorfor udgrænse de spøgelser, som foretrækker en mere moderne form for spøgevirksomhed?
Spøgelsesencyklopædi
Men der er ingen grund til at trække den identitetspolitiske revolver, for der er innovative takter i historien om Søren. Fortællingens midterdel er en slags spøgelsesencyklopædi, som beskriver hvordan spøgelser optjener spøgepenge i Åndebanken ved at gøre folk bange, hvilket Søren er temmelig dårlig til. Vi får også fortalt, at spøgelser faktisk selv bestemmer, om de vil være synlige. Og at de spiser varm luft og morgendug for at holde spøgekræfterne intakt.
Det er sødt og morsomt. Det gælder også illustrationerne, som er lyse akvareller i især blålige nuancer med et lidt retroaagtigt look. Marie Boyes enkle og naivistiske streg afbilder mennesker og spøgelser uden indrammende kontur, hvilket giver oplevelsen af flade former og farveflader. Spøgelserne er afbildet i varierede former og størrelser, men det er kun Søren, som har røde kinder og markante øjenbryn, som ligner mørke skyer. Øjenbrynene får ham til at ligne en gammelfar, og det er vel rimeligt nok, når man er 703 år gammel, selv om man er fortællingens barneprotagonist.
Tematikken omkring at blive væk i supermarkedet og blive fundet igen er som sagt genkendelig for de fleste børn. Her er temaet afsæt for en fortælling om at genvinde sin (spøgelses)identitet og finde sin plads. Ikke på hylden ved vaskepulveret, men i omgivelser, hvor man gør det, man er skabt til: spøger og gør folk bange. En dannelsesfortælling i ånden fra H.C. Andersens ælling.
Bogen er udkommet på det seneste nye skud af mikroforlag: Vilde Dyr, hvis motto er ’Læs til du revner’. Væksten i små, uafhængige forlag er vokset eksplosivt de sidste ti år, og det gælder også for børnelitteraturen (om end der også førhen har eksisteret enmandsforlag som for eksempel ABC, Alma m.fl.). Litteraturlandskabet tæller Forlæns, Lamberth, Vild Maskine, Torgaard og Jensen & Dalgaard. Det er bemærkelsesværdigt, at der fortsat udkommer så utroligt mange børnebøger i lille Danmark, og glædeligt at mængden af forlag alt andet lige sikrer bredde og dybde i børnelitteraturen.
Anette Boye og Marie Boye: ’Spøgelset Søren’. Forlaget Vilde Dyr, 26 sider, 130 kroner.
