Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Morten Ramsland har skrevet en overbelyst seksuel dannelsesroman

Morten Ramslands femte roman er snarere en usædvanligt velstruktureret afrapportering fra et terapiforløb end en litterær præstation. Ikke fordi ’Lyskabinettet’ ikke gemmer på interessante indsigter i de normer for sex, der har gjort sig gældende fra halvfjerdserne til nu, men fordi alting fortælles så velovervejet og kontrolleret
Morten Ramslands femte roman er snarere en usædvanligt velstruktureret afrapportering fra et terapiforløb end en litterær præstation. Ikke fordi ’Lyskabinettet’ ikke gemmer på interessante indsigter i de normer for sex, der har gjort sig gældende fra halvfjerdserne til nu, men fordi alting fortælles så velovervejet og kontrolleret

Martin Lehmann

Kultur
12. oktober 2018

En barndom er jo lang, og de skygger, den kaster ind i voksenlivet, er lange. Lang er også Morten Ramslands femte roman, Lyskabinettet, selvom 462 sider ikke i sig selv er opsigtsvækkende for en roman. Slet ikke, når den skal nå omkring en hel opvækst, og hvordan den formede den nu midaldrende fortællers seksualitet og måde at være mand på. Men det er langt, når det gøres så omstændigt, som Ramsland gør det her.

Lyskabinettet gennemgår møjsommeligt de formative begivenheder i jegfortælleren Thomas’ liv, der som forfatterens eget begynder i Odenseforstaden Næsby og siden hen fortsætter i Aarhus med dansk- og kunsthistoriestudier, kernefamilie, forfatterkarriere og to store livskriser. Fra det langt om længe mere seksuelt afklarede sted midt i livet, Thomas nu befinder sig, søger han i selskab med en terapeut ved navn Overbeck forklaringen på, at han udviklede de lyster og de hæmninger, der har styret ham gennem livet. Det går godt, for så vidt at der lader til at være en forklaring på det meste. Forbindelser mellem forskellige relationer og situationer bliver trukket op i titlens lyskabinet, som er et billede på det terapeutiske rum, hvori Overbeck belyser hidtil underbelyste dele af Thomas’ fortælling om sig selv.

Romanens beskrivelser af Overbeck, der fumler med relæer og lyskilder, skaber (sammen med Ramslands tidligere romaner) en forventning om, at han med sit lyskabinet udgør et fabulerende element i den ellers meget virkelighedsnære roman. Men lyskabinettet er og bliver bare en metafor for det terapeutiske rum, hvor sindets mørklagte områder belyses, så Thomas kan leve sit liv så frit og forsvarligt som muligt.

Mere terapiforløb end litterær præstation

Lyskabinettet er en fortælling om det vilde og skamfulde kontroltab, det er for hovedpersonen at opdage sig selv som seksuelt væsen, der ikke kan finde sig til rette inden for rammerne af de forhåndenværende drenge- og manderoller. Men det er også en fortælling om, hvordan det vilde får sin plads i livet, og skammen manes bort.

Det lyder sundt og fornuftigt, fordi det er sundt og fornuftigt, men det gør også bogen tam, at alle udsving, åbenbaringer og fantasier beskrives så kontrolleret, velovervejet og anerkendende. Selvaccept er helt sikkert vejen frem for romanens hovedperson, men for romanen er det en hæmsko, at al den voldsomme ambivalens, den handler om, er et overstået kapitel for fortælleren. På den måde fremstår romanen snarere som en usædvanligt velstruktureret afrapportering fra et narrativt terapiforløb end som en litterær præstation.

Når Lyskabinettet virker for lang, er det ikke, fordi Ramsland ikke behersker det lange format. Den overordnede komposition af erindringer er velordnet og afvekslende. En prolog betitlet »Portræt af kunstneren som ung masochist« markerer, hvad det er for en frigørelse, de følgende fortællinger peger hen mod.

Første kapitel begynder ved farens dødsleje og en beskrivelse af de eneste tre gange, Thomas har set ham græde. Det er en effektiv måde at få på plads, hvilken manderolle han er vokset op med. Derfra springer romanen stille og roligt mellem Thomas’ barndom i et fynsk parcelhuskvarter og et voksenliv i Aarhus, så man gradvist øger sin forståelse for, hvordan det ene i barndommen, peger frem mod det andet i voksenlivet. En gang imellem toner Overbeck frem på bogens sider og antyder mulige årsagssammenhænge eller stiller uddybende spørgsmål. For det meste ledsaget af nogle utilfredsstillende regibemærkninger om lyskabinettets indretning, som genopfrisker skuffelsen over, at det bare er en metafor for terapi.

Problemet er, at de enkelte afsnit er for lange og for grundige. Det tager ikke en side at anskueliggøre den voksne Thomas’ bøvl med at sove ordentligt i en seng fuld af børn, men det bliver der brugt. Der spares heller ikke på detaljerne i beskrivelserne af kønshårenes tilsynekomst eller onanirutinerne og de udfordringer, Thomas i den sammenhæng støder på i form af en irriterende lillesøster. Detaljegenerøsitet er som udgangspunkt en god ting, men her virker det, som om detaljerigdommen er til for at få det hele med ind i Overbecks metaforiske lyskegle for en sikkerheds skyld, så man ikke risikerer, at en formativ erfaring skal forblive mørklagt. På den måde bliver en historie, der ellers har meget interessant i sig, overbelyst og uskarp.

Det mest interessante i Lyskabinettet er beskrivelsen af barndomsmiljøet og de normer for sex, kvindelighed og mandlighed, der gjaldt her. Faktisk er det ofte, når fortælleren retter blikket lidt væk fra sig selv, at det står skarpest. Eksempelvis gør det større indtryk at læse om, hvordan pornobladene i Thomas’ barndomshjem gik fra at være noget, der lå frit fremme og markerede forældrenes frisind, til et mere tilbagetrukket liv i låste skuffer sammen med billeder af forældrenes seksuelle eskapader. Den slags iagttagelser står skarpere end beskrivelsen af, hvordan den unge Thomas fik lirket skuffen op.

Morten Ramsland: ’Lyskabinettet’. Rosinante. 464 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det lykkes anmelderen i ikke ringe grad at skærpe min appetit på denne bog.