Læsetid: 7 min.

Niels Brunses nyoversættelse af Shakespeares samlede skuespil kan holde dette århundrede ud

Niels Brunses oversættelser af Shakespeares dramatik, nu afsluttet med sjette bind, udmærker sig især ved deres uanstrengte spillelighed
Niels Brunses oversættelser af Shakespeares dramatik, nu afsluttet med sjette bind, udmærker sig især ved deres uanstrengte spillelighed

Emilie Bech Jespersen

12. oktober 2018

Det er nu ikke så lidt af en provokation, at den polske litteraturforsker Jan Kott cirka to tredjedele inde i sin epokegørende bog Shakespeare – vor samtidige (1964, da. 1966) frimodigt foreslår, at mesterdramatikeren i virkeligheden kun har skrevet tre-fire stykker og derefter blot lavet variationer over dem i alle registre og alle tonearter, som om et og samme tema gentages i dur og mol, indtil han i Kong Lears »konkrete musik« (ti år før sin død) bryder med enhver harmoni.

Men Kott kan på en måde have ret. Shakespeares dramaer handler alle eller næsten alle om modsætningen mellem menneskets storhed og vores afmægtige lidenhed, et stort alment tema, som han spalter op i flere. Kongedramaerne skildrer den gode hersker sat over for den slette, usurpatorens erobring af tronen og den retmæssige herskers fordrivelse, ofte komponeret som en serie, hvor det ene drama går hen og bliver det følgendes prolog, som var historien én eneste triviel mekanisme.

Kærlighedsdramaer og skæmtekomedier viser os mennesker, som fejlagtigt tror at kunne beherske og styre den lidenskab, som gør os ustyrlige og fatalt ubeherskede, og hvad karakterdramaerne angår, kredser disse om individer optændt af en voldsom følelse, de ikke kan finde vej ud af, og som de derfor først slipper, da det er blevet for sent.

I tilfældet med Macbeth er det trangen til magt, for Othello er det bitter jalousi, i Kong Lear er det faderens dybe mistillid, i Vintereventyret alle tre ting på samme tid, fremstillet ved Leontes’ forandring fra ven, gemal og fader til en hævngerrig tyran.

Sidstnævnte stykke, som i Katrine Wiedemanns opsætning senest med stor succes blev spillet på Teater Republique, indgår blandt de syv, hvormed Niels Brunse nu afslutter sin monumentale oversættelse i seks bind af de samlede skuespil. To af de syv, Antonius og Cleopatra og Coriolanus, genoptager det romerske stof; Henry VIII binder sløjfe på pakken med kongedramaer, og de fire øvrige tilhører den blandingsform, forfatteren udviklede i sine sidste aktive år, eventyrspillet eller den romantiske komedie – og tragedie. Ret sjældent spillede er Pericles og Cymbelin fra henholdsvis 1606 og 1608; men populære og vitale er fortsat Vintereventyret og Stormen fra 1610-11, noget af det sidste, digteren overhovedet skrev.

The Tempest er tidligere oversat af Edvard Lembcke, Valdemar Østerberg, Ole Sarvig og Johannes Sløk og giver os dermed mulighed for at sammenligne og samtidig forsigtigvis kvalitetsvurdere. Men hvordan kan man på nogenlunde vederhæftig vis udøve oversættelsesanalyse og -kritik på et så stort og sammensat materiale?

Nogle oversættelsesforskere foreslår at slå ned på tilfældigt valgte scener ud fra den logik, at detaljen altid vil rumme alt, andre nærlæser kortere stikprøvesekvenser ud fra den tanke, at oversætteren dér nok slet ikke vidste, at kontrollen på et tidspunkt ville dukke op. Atter andre foretrækker indledning og slutning, hvor værket henholdsvis præsenterer og absenterer sig, og endelig kan man gå efter de centrale passager, dem, som litteraturforskerne traditionelt har tillagt særlig tolkningsmæssig betydning.

Den lige vej

Vælger vi på én gang det næstsidste og det sidste, virker det oplagt at slå ned på femte, afsluttende akt af Stormen med dens mærkværdige »dobbelte« slutning. Shakespeare har her opretholdt stedets, tidens og handlingens enhed. Vi befinder os på en afsides ø, hvorover heksen Sycorax’ forbandelse hviler, og hvor Prospero, Milanos stakkels forstødte og fordrevne fyrste, opholder sig med sin datter Miranda. Handlingen strækker sig over en lang eftermiddag fra omkring klokken to til engang hen mod seks – muligvis nøjagtig samme tidsrum, hvori stykket oprindelig blev opført.

Prospero har i løbet af sine tolv år på øen omdannet sig til en slags heksemester og bliver da også tit spillet med tryllestav og spids hat og stjernebestrøet kappe. Til ledsagere og hjælpere – om end problematiske af slagsen! – har han luftånden Ariel og det indfødte gespenst Caliban, som begge kommer i voldsom aktion, da Prosperos gamle fjende, broderen Antonio, sammen med sin ven Alonso, konge af Neapel, dukker op, fordi de har lidt skibbrud. Med om bord var også Ferdinand, arving til Neapel, som man frygter, er druknet, men som faktisk meget snart skal svømme og smægte i Mirandas arme.

Da Ariels overraskende intriger og udspekulerede kunster er underholdende gennemført, både genforenes og forsones alle på det smukkeste. Det smadrede fartøj bliver ved magi repareret, og Prospero aflægger sin troldmandsstav. Han skal nemlig med til Neapel for at fejre datterens bryllup, og ude i horisonten venter en forhåbentlig problemfri tilbagevenden til Milano.

Skal dette forløb fungere på scenen, er det vigtigt, vi forstår, i hvor høj grad Prospero billedligt talt er blevet fedtet ind med ånderne og stemningen på øen. Det har Niels Brunse udmærket set og lader derfor ham og Ariel tale ligefremt og indforstået sammen – modsat forgængerne, der netop mærkeliggjorde både Caliban og den tjenende luftånd.

Lige inden den højstemte, men også flertydige slutning får vi for stemningsbalancens skyld en kort komisk scene, hvor en hofnar, Trinculo, dukker op, svinglende fuld, og siger »I have been in such a pickle, since I saw you last«. Lembcke lader ham have ligget »i lage«. Johannes Sløk vil med vanlig akademisk bedreviden putte ham »i saltlage«! Hos Østerberg har Trinculo »været i saadan en Suppe, siden jeg saa jer sidst«, hvilket da vist nærmer sig rent sludder, og Ole Sarvig fejloversætter direkte og kalder hofnarren »pissevåd«. Brunse derimod bruger nutidens, i forvejen gængse danske udtryk: »Jeg er blevet så grundigt marineret siden vi sidst sås«!

I samme scene skal Prospero fortælle sin omtumlede livshistorie, som begribeligvis må blive lang: »Not a relation for a breakfast.« Lembcke skriver, igen helt rigtigt, at det er »en Beretning/fra Dag til Dag, og ej til at fortælle ved Frokostbordet.« Østerberg arkaiserer, i mine øjne totalt forvrøvlet: »en Krønik ført fra Dag til Dag/Og ingen Davre-Emte.« Hos Sarvig bliver beretningen med en til lejligheden hjemmelavet glose »ingen frokostskøne«, hos Sløk »ikke frokostsludder«, hvad der giver en skæv betydning i retning af ligegyldigt vås. Brunse går igen den lige vej: »Det kan ikke/fortælles let hen over morgenbordet.«

Oversat som replikker

Jeg tror, at denne træfsikkerhed har at gøre med, at Niels Brunse som oversætter så konsekvent går efter at skrive replikker, som faktisk lader sig sige på en scene, og som de andre skuespillere vil kunne svare på. Derved adskiller han sig fra den filologisk overkorrekte Østerberg, den anstrengt pædagogiske Sløk og den alt for »kreative«, skiftevis poetiske og pjankede Sarvig, men egentlig mindre fra Edvard Lembcke, der midt i 1800-tallet på grundlag af skuespiller Peter Foersoms fordanskninger skænkede os en på én gang ophøjet og sødmefyldt Shakespeare, fra hvem enkelte gyldne linjer da også stadigvæk bruges i hverdagsdansk.

Slægtskabet mellem ham og Brunse mærkes også i Stormens anden slutning, Prosperos parrimende epilog, der begynder med ordene: »Now my charms are all o’erthrown,/And what strength I have’s my own.« Han er her omsider løst af bitterhedens og hadets lænker, han kan med sindsro lettet lægge tryllestaven fra sig. Men han er samtidig fortvivlet: »And my ending is despair

Dette gribende eksistentielle selvportræt skal i oversættelse artikuleres så enkelt og nøgternt som muligt. Østerberg, Sløk og Sarvig vrangtolker imidlertid situationen og ugyldiggør desperationen ved deres opstyltede rim, hvorimod Brunse karakteristisk nok kan genbruge flere af Lembckes rim som her: »Løs mig fra mit fangebånd,/klap nu højt, med gavmild hånd,/fyld med bifald mine sejl,/ellers slår min rejse fejl;/målet var jo jeres gunst –/midlet var en flygtig kunst.«

Forskerne har, utvivlsomt med rette, læst denne monolog metadramatisk. Verberne »please« og »enchant« henviser dels til troldmandens og åndernes underholdende og magiske kunster, dels til skuespillerens egen appel til publikums medleven. En dimension, der altid ses integreret hos Brunse som en oversætter, hvis vigtigste kvalitet er hans stadige betoning af stykkernes spillelighed, formidlet med velgørende skepsis over for det kunstlet teatralske kombineret med en poetisk lethed og elegance, som eksempelvis også mærkes midt i Vintereventyret, hvor selveste Tiden træder personificeret frem på scenen og ubesværet formidler springet fra Sicilien til Bøhmen – hen over seksten år:

Tålmodighed, så vender jeg mig glas,
og spillet skrider fremad så tilpas,
som sov I blot imens; Leontes går
i skjul med al sin mistros hjertesår,
og, kære publikum, jeg kommer an
i denne stund til Bøhmens fagre land.

Her fornemmer man, at der tales direkte til én, at Shakespeares genius når os hen over fire hundrede år med sin sære dobbelthed af nærmest guddommelig indsigt og en ydmygt erkendt menneskelig afmagt. »Grusomt endeligt jeg ser,« erklærer Prospero; men Niels Brunses oversættelser tør man heroverfor spå en lysende fremtid. De kan holde dette århundrede ud. Altså forudsat, at de fortsat spilles.

William Shakespeare: ’Samlede skuespil, bd. VI.’. Oversat af Niels Brunse. Gyldendal, 817 sider, 350 kroner.

Niels Brunses nyoversættelse af samtlige 37 skuespil af Shakespeare er fuldbragt. Vi har talt med fire skuespillere, der plejer tæt kropslig omgang med Shakespeares ord om, hvordan det føles at spille hans ikoniske roller, og om, hvad han også i dag kan lære os om sprog, magt og skuespil
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu