Læsetid: 4 min.

Nobelpristagers behandling af Tjernobyl-katastrofen er elegant og fintfølende

Svetlana Aleksijevitj skriver på ny følelsernes historie, denne gang om ofrene for Tjernobyl-katastrofen
19. oktober 2018

Bøn for Tjernobyl er den fjerde bog, jeg læser af hviderussiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj (f. 1948), og jeg genkendte straks mine tidligere læseoplevelser: Inden man overvældes af personlige vidnesbyrd, konfronteres man først med en kort og præcis redegørelse for et historisk emne eller periode. I Aleksijevitjs tidligere værker har det bl.a. været russiske børns oplevelser under Anden Verdenskrig (De sidste vidner, da. 2017) og opløsningen af Sovjetunionen (Secondhand-tid, da. 2016).

Bøn for Tjernobyl begynder således: »Den 26. april 1986 klokken 01.23.58 ødelagde en række eksplosioner reaktor nr. 4 på det ukrainske Tjernobyl-atomkraftværk, tæt på den hviderussiske grænse (…) Strålingen er den vigtigste årsag til det demografiske fald i Hviderusland.«

Svetlana Aleksijevitj: ’Bøn for Tjernobyl’

De fleste kender til disse fakta om hvor tids største atomkatastrofe; der er ikke noget overraskende ved denne fortælling.

Det er der imidlertid ved bogens næste tekst, »En enlig menneskelig stemme«. Det er den hjerteskærende førstepersonsberetning om en forelsket, gravid ung kvinde, hvis mand var med til at slukke branden efter eksplosionerne. Hun fortæller om hans efterfølgende sygdom, hvordan hun blev bedt om at tænke på ham som en radioaktiv ting, ikke et menneske. Sådan her lyder det f.eks.:

»Først kom der små sår i hans mund, på tungen, på kinderne, og de blev større. Indersiden af hans mund skallede af i hvide tynde lag. Ansigtsfarven … Hans ansigtsfarve … Den blev blå. Rød. Gråbrun. Men stadig den krop, jeg elskede! Det kan ikke engang siges med ord! (…) Vi var lige blevet gift og kunne ikke få nok af hinanden. Vi gik hen ad gaden, og han tog mig i sine arme og svingede mig rundt.«

Manden dør, og et par sider senere føder denne kvinde, enken Ludmila Ignatenko, et dødt barn.

Med ét er bogens nøgterne, historiske rids blevet til den ’følelsernes historiefortælling’, som Aleksijevitj er så kendt for. Nu forstår man virkelig, at vi befinder os i et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie. Jeg tror, det er denne overgang, der altid får mig til at reagere voldsomt: Jeg græd mange gange, mens jeg læste dette kapitel.

Herefter følger vidnesbyrd på vidnesbyrd fra hundredvis af mennesker, der var vidne til katastrofen: De såkaldte likvidatorer, der blev sendt ud til området efter eksplosionen, først for at slukke branden, siden for at komme af med alt det radioaktive materiale. Næsten alle blev syge, mange døde. Aleksijevitj har interviewet de efterladte, koner og børn, folk, der ikke kan vende tilbage til deres hjemegn, fordi det både er ulovligt og endnu for farligt at bo der. Hun har interviewet folk, der er flyttet tilbage alligevel.

Som værket skrider frem, bliver man mere hårdfør. Man vænner sig til at læse om folk, der mister deres elskede, føder misdannede børn, bliver stigmatiseret som Tjernobyl-mennesker, uanset hvor de rejser hen. Det er udmattende læsning, men aldrig uinteressant, aldrig ligegyldigt.

Mange temaer går igen hos de interviewede: De dyr, der døde som følge af kontaminationen, er et tema. Et andet kunne være strålingen som en abstrakt, uforståelig størrelse. Følelsen af ikke at kunne tro på katastrofen, når alting efterfølgende lignede sig selv. Statens reaktion på katastrofen: som om nationen var i krig. Disse betragtninger gentager sig fra ét vidne til et andet og udgør sammen et fletværk af erfaring. Værket står frem som en samling af fragmenter, der konstant er med til at nuancere og forhandle synet på, hvad katastrofen i Tjernobyl overhovedet var.

Og hvad mere kan man sige om et værk, der rummer så meget levet liv, så meget smertelig erfaring? Måske at Aleksijevitjs værker hverken er skønlitteratur, journalistik eller historieskrivning, de befinder sig et usædvanligt sted ind imellem. Aleksijevitjs spørgsmål skrives aldrig ned, og interviewene er skåret til, så de nogle steder fungerer som litterære monologer, andre som såkaldte ’kor’, hvor flere vidners stemmer på polyfonisk vis afløser hinanden. Et af de allerkorteste vidnesbyrd kan lyde sådan her: »Jeg havde så ondt. Jeg sagde til min mor: ’Mor, jeg kan ikke holde det ud. Det er bedre, hvis du dræber mig!’«

Alle vidnerne behandler Tjernobyl-katastrofen, og de udgør på den måde en form for alternativ historieskrivning. Aleksijevitjs vidner taler om sorg, tab, skam, vrede: om alle de følelser, der er blevet glemt i historien.

Selvom bogen rummer mange sentimentale, ja, af og til banale betragtninger, bliver værket aldrig nogen af delene selv.

Det lykkes Aleksijevitj at komme meget tæt på de mennesker, hun interviewer, uden alligevel at overgive sig helt til dem. Måske fordi man kan mærke, at der er tænkt over vidnesbyrdenes rækkefølge, over den måde, de refererer til hinanden på. Der er konstant fornemmelsen af både formbevidsthed og den dybeste respekt og fintfølelse for de interviewedes ulykke. Mere elegant kan man vist ikke skrive om en atomkatastrofe.

Svetlana Aleksijevitj: ’Bøn for Tjernobyl’. Oversat af Katja Hansen Volkova. Lindhardt og Ringhof, 352 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu