Det er et af de helt store emner, der tages op på Teatret Svalegangen i Aarhus, når instruktør Anna Schulin-Zeuthen i Mæt af dage stiller skarpt på retten til eller ønsket om at dø.
Teksten er skrevet af dramatiker Thomas Markmann, som blev inspireret af sin egen fars selvmord. Derfor er der masser af følelser og personlige erfaringer i en forestilling, der i øvrigt iklæder publikum virtual reality-briller. En brug af teknologi, Anna Schulin-Zeuthen også afprøvede sidste år på Republique i København i forestillingen I Helges hoved.
Lad os begynde der. Altså med VR-brillerne, der giver publikum en mulighed for at se verden gennem Anna Nøhr Tolstrups depressive og selvmordshungrende Karens øjne. I to korte sekvenser har halvdelen af publikum VR-briller på. Indledningsvist ser den ene halvdel en scene og som afrunding på forestillingen ser de resterende publikummer en anden scene.
Allerede i det faktum, at alle publikummer ikke ser det samme, ligger en konstatering af, at forestillingens budskab godt kan ses, opleves og forstås uden brillerne, der snildt kunne udelades helt. Udover en smule distraktion når publikum skal have brillerne på og af, forstyrrer de ikke synderligt. Men de bidrager heller ikke med en unik, ny vinkel, som de tilstedeværende skuespillere på scenen ikke kan formidle direkte.
Størst af alt er drømmen om døden
Der er store etiske spørgsmål på spil i Mæt af dage. For bør man acceptere, at et andet menneske ønsker at dø? Og kan det menneske tillade sig at bede sin elskede om at holde sin hånd under et selvmord? Anna Nøhr Tolstrups Karen er blid, afklaret og fattet, når hun henvendt til kæresten Esben siger:
»Jeg vil virkelig gerne have, at du kan være der sammen med mig«.
Fantasien om den smukke, smerteløse død er som en besættelse for Karen. En romantisk drøm. Hvor andre drømmer om børn, succes og kærlighed, drømmer Karen kun om at dø.
Og når følelserne på scenen bliver store, tier skuespillerne, og i stedet tager Anton Basts lydbillede over med et mix af rytmiske beats og menneskelige suk og støn, der som en pulserende baspuls kan mærkes helt fysisk i de bænke, hvorfra publikum betragter forestillingen.
Hvidt gulv, hvide trappelignende bænke langs begge langsider og et gigantisk hvidt lagen udgør hele Karin Gilles scenografi. De afdæmpede farver i kostumerne spænder fra hvid over grå til sort, der matcher Karens mørke følelser. Den lyse scenografi er kontrasten. Ligesom Albert Stein Ankerstjernes positive og livsglade Esben, der kæmper med at forstå sin kærestes dybtfølte dødsønske.
»Jeg er pisse bange,« udbryder han.
For uanset hans kærligheds dybde, er den ikke stor nok til at erstatte Karens drøm.
Omkring de to finder livet sted. Kirstine Hedrup og Jakob Hannibal er fortællerne og alle stemmerne omkring parret. Som Karens mor er Kirstine Hedrup nærmest panisk bekymret for sin datters psykiske tilstand, og som terapeuten er hun rolig og fattet, mens hun forklarer, at hun accepterer og forstår, at selvmord er et valg, som enhver kan træffe.
»Jeg kunne forstå det, hvis hun var gammel eller invalid eller sad som en eller anden grøntsag,« protesterer Jakob Hannibal i rollen som Esbens barndomsven, der frustreret ser til udefra, mens hans tidligere så glade kammerat forsvinder mere og mere ind i sine bekymringer over Karens tilstand.
»På et tidspunkt må man stille sig tilfreds. Tilfreds med sin beslutning,« siger Karen, tager tøjet af og lægger det i en bunke midt på gulvet. Tilbage står hun kun iført en løstsiddende, hvid skjorte, som en patient på hospitalet. Virkemidlerne er enkle, men budskabet er tydeligt. Der er ingen tvivl om, at denne kvinde er klar til at dø. Hun ved det. Publikum kan se det. Men kan verden acceptere det?
VR-briller eller ej, Anna Schulin-Zeuthens iscenesættelse af Thomas Markmanns Mæt af dage rammer en fin balance mellem det rørende, det sårbare og livets barske realiteter. En forestilling, der viser angst, frustrationer, opgør og kærlighed. Og ikke mindst italesætter et – for de fleste mennesker uforståeligt – ønske om at dø.
’Mæt af dage’. Tekst: Thomas Markmann. Instruktør: Anna Schulin-Zeuthen. Scenograf: Karin Gille. Med: Anna Nøhr Tolstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Jakob Hannibal og Kirstine Hedrup. Lyd: Anton Bast. Lys: Anders Kjems. Spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til 24. november.
