Læsetid: 2 min.

Ny Lisbeth Salander-film forsøger at ligne James Bond og glemmer Millennium-trilogiens samfundskritiske tone

Lisbeth Salander er tilbage i Fede Alvarez’ ikke voldsomt vellykkede ’Millennium’-efterfølger, ’The Girl in the Spider’s Web’
Claire Foy er en lidt for anæmisk Lisbeth Salander i Fede Alvarez’ ’The Girl in the Spider’s Web’.

Claire Foy er en lidt for anæmisk Lisbeth Salander i Fede Alvarez’ ’The Girl in the Spider’s Web’.

UIP

1. november 2018

Den får både for meget og for lidt i The Girl in the Spider’s Web, den amerikanske instruktør Fede Alvarez’ filmatisering af David Lagercrantz’ lidt anæmiske efterfølger til Stieg Larssons populære Millennium-trilogi.

Alvarez og manuskriptforfatterne vil så inderligt gerne gå James Bond i bedene, at filmen ender med at have meget lidt med den originale trilogi at gøre – hverken bøgerne eller filmene.

Ellers dygtige Claire Foy er alt for pæn og sød i rollen som hacker og hævnende engel, Lisbeth Salander, der er det forfrosne skandinaviske krimiunivers’ store attraktion. Hun er simpelthen for almindelig at se på, selv om hun da både er blevet udstyret med iltert hår, piercinger, en dragetatovering på ryggen og en vis fuck you-attitude.

Kort fortalt foregår filmen flere år efter handlingen i Millennium-trilogien, og Lisbeth Salander bruger sin tid på at forfølge og straffe mænd, der hader kvinder.

Det betyder også, at hun er eftersøgt og et nemt offer for skumle mennesker fra sin fortid, da hun af en computerekspert bliver bedt om at skaffe et farligt program, han har skrevet, tilbage fra NSA. Snart er Lisbeth på flugt sammen med en autistisk dreng, der minder hende om, hvordan hun selv var engang, og Mikael Blomkvist (Sverrir Gudnason) må hjælpe til.

Stærk figur

Som sagt minder handlingen i The Girl in the Spider’s Web allermest om Bond-film af den slags, hvor farverige skurke prøver at tilrane sig verdensherredømmet.

Det er kun i begyndelsen, at den samfundskritiske tone fra de originale bøger og film fornemmes – selv om Lisbeth Salander er noget mere superhelteagtig, end hun nogensinde har været før – og ellers går tiden med, at Salander prøver at undgå at blive skudt eller sprængt i stykker af en blonderet skurk (danske Claes Bang).

Freak-faktoren har fået et nøk opad i filmen, der trækker tråde tilbage til Salanders barndom og involverer både hendes far – der var lidt af en psykopatisk skiderik – og hendes mystiske søster.

Det er temmelig uoriginalt og indimellem også ret forudsigeligt. Claire Foy kæmper det bedste, hun har lært, men er altså for square og ufarlig i forhold til både Noomi Rapace og Rooney Mara, der begge tidligere har spillet Salander, og Sverrir Gudnasons meget unge Blomkvist er reduceret til noget nær en statist, der ikke har den store betydning i historien.

Det kunne formentlig være blevet så godt, men er faktisk endt temmelig skidt og uinteressant. Det er ærgerligt, fordi man i Lisbeth Salander har så stærk og fascinerende en kvindelig figur, der kæmper så indædt på sine egne og undertrykte kønsfællers vegne.

'The Girl in the Spider’s Web'. Instruktion: Fede Alvarez. Manuskript: Jay Basu, Fede Alvarez og Steven Knight. Amerikansk-svensk-tysk-canadisk-britisk (Biografer landet over)

Damien Chazelles ’First Man’ handler nok om astronauten Neil Armstrong, men den handler også om hans ægteskab til Janet (Claire Foy) og sorgen over at miste en datter.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Var Stieg Larssons bøger samfundskritiske? Åh ja, på EkstraBlads-niveau, men ellers.... som de fleste andre krimier, var de helt usandsynlige, utroværdige, konstruerede, og havde ikke meget med den skinbarlige virkelighed at gøre. Jeg har altid undret mig over, at folk på venstrefløjen faldt pladask for bøgerne.

Lise Lotte Rahbek

Det var ærgerligt, at de ikke har valgt en sejere Lisbeth Selander-figur, men det kan godt være, jeg ser filmen alligevel.