Læsetid: 5 min.

Odilon Redon skildrer livet i halvskyggernes dunkle rige

Glyptoteket har lavet en overvældende og æstetisk gribende introduktion til den franske maler Odilon Redon, som med sine egensindige billeder skabte et besynderligt og dragende oeuvre
Odilon Redons sorte studier er i sig selv en udstilling værd, men den bredere introduktion til den franske maler er nu også meget velkommen. ’Paegasus og hydraen’ fra 1907. 

Odilon Redons sorte studier er i sig selv en udstilling værd, men den bredere introduktion til den franske maler er nu også meget velkommen. ’Paegasus og hydraen’ fra 1907. 

Ny Carlsberg Glyptotek

16. oktober 2018

Bevingede væsner gennemstrejfer jævnligt den franske maler Odilon Redons billedunivers.

Her er engle, pegasusser og fritsvævende hoveder med vinger, men også mere jordnære varianter i form af sommerfugle og møl. Nogle svæver modstandsløst, andre er himmelfaldne og ude af stand til at overvinde tyngdekraften. Fabelvæsner og virkelighedstro insekter eksisterer ligeværdigt i et oeuvre, der med et dybt originalt billedsprog sammenstykker elementer fra mytologi, religion, naturvidenskab, litteratur- og kunsthistorie.

Odilon Redon (1840-1916) er ikke tro mod sine forlæg, men forholder sig frit til dem, anvender dem til sine egne formål, der først og fremmest er en varig stræben efter visuel skønhed.

Selv om Odilon Redon ikke ligefrem er ukendt, er han en kunstnernes kunstner. Hans værker er komplekse og aparte i ordenes bedste betydninger.

Redon undersøger sine materialer helt uortodokst, hvad enten der er tale om kul- og kridttegninger, grafik, pasteller eller oliemalerier. Det er højaktuelle urbilleder, som vokser frem af materialernes indre logik lige så meget som af en formdannende vilje. Motiverne virker ofte som en slags anledninger til at arbejde med det egentlige, nemlig de billeddannende effekter, som forskellige materialer kan frembringe.

Enstonede sorte flader afslører sig som tonale variationer med dybdeeffekter, når man studerer dem på nært hold. I en skildring af den druknede Ophelia fremkommer motivet kun modstræbende i et atmosfærisk hav af diffuse patelfarver, der visuelt opsluger hovedpersonen. Redon besidder en sjælden evne til at efterlade billederne fulde af liv og bevægelse, som var de netop i færd med at blive udført.

Redons unikke kunstneriske vision er blevet karakteriseret som »det imaginæres æstetik« af den amerikanske kunsthistoriker Jodi Hauptman. Værkerne handler ikke så meget om den synlige virkelighed, alt det, der befinder sig for øjnene af os.

De handler mere om den sansede og den følelsesmæssige virkelighed samt ideernes virkelighed – bevidsthedens realitet – der hos Odilon Redon bliver billedliggjort på fantastiske, humoristiske og visionære måder. Og endda på måder, der får fantasifostrene til at antage en troværdighed og genkendelighed, selv om de aldrig er set før.

Det er symbolismens kerneområde, Redon bevæger sig i. Et suggestivt, mystisk og emotionelt ladet univers, uden berøringsangst med tilværelsens dunkle og pirrelige domæner, det dekadente og det erotiske, selv om det aldrig udarter til obskøniteter.

Ny Carlsberg Glyptotek

Livsformer

Men Odilon Redon var ikke rigtig symbolist og slet ikke en simpel drømmer. Han var – som romantikkens diktum bød – en kunstner af sin tid. Redons passion var naturvidenskaben, som var afgørende for hans kunst. Man kan forstå hans værker som en slags videnskabelige visualiseringer, selv om de som sådanne er ukonventionelle og udført med store kunstneriske friheder.

Ikke mindst biologiens nye teorier om transformisme, som Jean-Baptiste Lamarck udviklede i begyndelsen af det nittende århundrede og Charles Darwins begreb om variabilitet fra Arternes oprindelse, der i 1862 blev oversat til fransk, øvede vidtstrakt indflydelse på Odilon Redon. Opfattelsen af livsformer som foranderlige og beslægtede var ideer, som Redon i sin serie Les Origines fra 1883 temmelig frit oversatte til uafrystelige billeder af hybridvæsner, kimærer, monstre og vanskabninger.

Embryologien eller forsterudviklingslæren var også et område af biologien, som inspirerede til disse billeder, især Étienne Geoffroy Saint-Hilaires tese om fostrets gennemlevelse af alle evolutionens stadier.

Men som en sand skønånd og mand af sin tid påvirkede også musikken og litteraturen Redon. Hvad musikken angår, er det romantiske komponister som Robert Schumann og Frédéric Chopin, der influerer Redon, som selv spillede både klaver og violin.

Inden for litteraturen inspirerer især Edgar Allan Poes psykologisk højspændte fortællinger, blandt andet The Raven, der var blevet oversat til fransk af Redons ven, digteren Stéphane Mallarmé. Men også forfattere fra den franske samtid, så som Gustave Flaubert, hvis roman Den hellige Antonius Fristelser Redon illustrerede, og Charles Baudelaire, hvis Ondskabens blomster Redon ligeledes illustrerede.

Dog er Redon aldrig en egentlig illustrator, dertil var han for original og egensindig. Der er snarere tale om visuelle gendigtninger eller parafraser, som tager afsæt i abstrakte stemninger og transponerer dem til billeder efter Redons hoved. Man kan se Redons billeder som et indkog af periodens tanker og ideer, et visuelt kondensat, der dufter tungt af tidsånd.

Elegance og overskud

Glyptotekets udstilling Odilon Redon. Into the Dream er en bredt anlagt præsentation af kunstneren, arrangeret i temaopdelte rum med skiftende farvelægninger på væggene. Væggenes farvesætninger er – modsat hvad man er vant til fra Glyptoteket – overraskende og spektakulære.

I stedet for at lokke nuancerne i Redons værker frem, overdøver vægfarverne nogle steder ligefrem værkerne. Det er ærgerligt, at kunstværkerne ikke får lov til at være bestemmende, især når de som her er så sarte og følsomme for omgivelserne.

Både Redon som person og hans værker er igennem hele udstillingen diskret kontekstualiserede ved hjælp af auditive formidlingstilbud, som publikum aktivt kan til- eller fravælge. Glyptotekets egen samling, som pudsigt nok slet ikke rummer værker af Redon, bliver bragt i spil som en kunsthistorisk resonansbund.

Der er lavet greb ned i museets arkæologiske samling såvel som i dets righoldige samling af franske samtidige malere så som Pierre Bonnard, Maurice Denis og Edgar Degas. Disse værker tjener som komparativt materiale og som konkretiseringer af dybden af den billedtradition, Redon arbejder i. Med skulpturelle pragteksempler på satyrer, sfinxer og vandnymfer bliver publikum forsikret om, at besynderlige hybridvæsner langtfra er en moderne opfindelse.

Men det er udstillingens 166 værker af Odilon Redon, der er hovedattraktionen. Vægten ligger ikke på hans mere populære malerier, men derimod på de grafiske arbejder og tegninger, som i mange år var den eneste type værker, han frembragte. De subtile og krævende studier i sort, som Redon på grund af deres nuancerigdom faktisk opfattede som farvebilleder, er imidlertid en glimrende indgang til denne egenartede kunstner.

Glyptoteket kunne for min skyld udmærket have lavet en udstilling udelukkende med disse arbejder. Men den brede præsentation er også velkommen og vigtig og giver lyst til meget mere. Det hele serveres med elegance og overskud, forskningsunderbygget og velformidlet, sådan som man forventer det på Glyptoteket.

’Odilon Redon. Into the Dream’. Ny Carlsberg Glyptotek. Indtil den 20. januar 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nils Drønen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Nils Drønen, Morten Hjerl-Hansen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer