Læsetid: 5 min.

Ove Korsgaard moderniserer anvendelsen af Grundtvig overbevisende

Trods enkelte mangler er Ove Korsgaards bog en kærkommen og kritisk introduktion til gigafænomenet N.F.S. Grundtvig, hvis betydning i danmarkshistorien og den nationale selvoplevelse ikke kan overvurderes
N.F.S. Grundtvig i 1845, blyantstegning af P.C. Skovgaard.

N.F.S. Grundtvig i 1845, blyantstegning af P.C. Skovgaard.

Ritzau Scanpix

12. oktober 2018

Værket er så omfattende, at de fleste giver op på forhånd. Hvad sagde og skrev Grundtvig ikke? Hvilke emner var ham for små, hvor sagde han hvad og hvorfor, og hvor modsagde han sig selv i de myriader af tilkendegivelser af så at sige enhver art, han døgnet rundt producerede i et langt liv. Hvem skal man hælde sit hoved til for at skaffe sig overblik. Det sidste får man aldrig. Et stereotypt eller overfladisk billede af mand og værk bliver derfor let hængende. Men et par spadestik dybere, og overraskelserne begynder at melde sig.

En af disse, som en eftertids tilhængere ikke ligefrem har skiltet med, er måske selv kirkefortrolige miljøer ikke fuldt ud på det rene med, nemlig hvor stærkt Grundtvig var imod den kirke, der kom ud af systemskiftet i 1849. Grundlovsgiverne, som Grundtvig færdedes særdeles aktivt iblandt, konstaterede konfessionsgrundlaget, men ellers rakte enigheden ikke til mere end et løfte i paragraf 66, deraf: »løfteparagraffen« om, at Folkekirkens forfatning skulle ordnes ved lov. Det er som bekendt aldrig sket. Det danske politiserende kirkefolk er stridbart, kommission efter kommission har måttet give op, og derved bliver det.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
Per Klüver, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu