Læsetid: 2 min.

Med P8’s ’På hovedet i ...’ mister dansk radio et godt rum for musikformidling

Det er hverken raketvidenskab eller en konceptuel nyskabelse, når den lukningsvarslede radiokanal P8 Jazz sætter sine værter til at tale om ét yndlingsemne ad gangen. Til gengæld er det et glimrende musikformidlingsformat, der giver værterne frihed til at fortælle historier og svælge i patos, teknisk viden eller bare begejstring
5. oktober 2018

Hvis man på falderebet skal komme godt ind på livet af den nu lukningsvarslede DR-kanal P8 Jazz, er det ugentlige program På hovedet i et glimrende bud.

Et helt enkelt program med et af de mest oplagte koncepter, man kan forestille sig: Radioværter, der taler om og spiller deres musikhistoriske kæpheste.

Jazzhistorien formidles uden særlig skrap afgrænsning til andre genrer, så der også er plads til en times program om malinesisk musik, film noir eller Benny Andersens musikalske karriere. 

På nogle radioværters vagt går det mere musikologisk nørdet for sig, når værten Frederik Corfix for eksempel påtager sig den opgave at gennemgå tallet fems betydning i og for jazzmusikken. En ordentlig opgave, som ikke desto mindre lykkes, fordi de spillede numre introduceres med en anekdote eller en oplysning, man ikke behøver særlige forudsætninger for at værdsætte. Rart, når man som denne anmelder primært har hørt jazz i telefonkøer det seneste årti. 

Plads til værtens temperament

Værternes stil varierer kraftigt, fra Naya Buric’ rolige, velresearchede indføringer til førnævnte Frederik Corfixs mere vidtløftige tilgang, hvor han i langt højere grad træder i karakter som fortæller og tager for sig af retterne, hvad billedsprog angår.

At en koncert med Bill Evans beskrives som »altomsluttende« gør det dog det sværere at hænge på, ligesom formuleringer som »Med musikken bygger de paladser af frit flyvende krystaller« gør det. Den slags åbner ikke mine ører for nye sider af musikken, men det er tiltalende, at programmet giver plads til værternes temperament.

Af de udsendelser, jeg har hørt, er det i På hovedet i spirituals, at historien om musikken og historien om menneskers levevilkår fletter sig tættest sammen. Det er næppe et tilfælde med det emne, men det vidner om et velovervejet forarbejde, når værten Naya Buric i de relativt korte taleblokke mellem numrene leverer, hvad der virker som en fyldestgørende indføring i genrens historie.

Man kan gå videre i det spor i rækken af udsendelser, der går tilbage til januar sidste år, eller man kan – måske især hvis man i forvejen er tilbøjelig til at blive lykkelig af at høre jazz – høre de udsendelser, der dykker ned i et enkelt værk, hvad enten det hører til de kanoniserede eller oversete.

Andre af udsendelserne går tematisk til værks (på samme måde som det bedste musikprogram, jeg nogensinde har hørt, nemlig Bob Dylan’s Theme Time Radio Hour) og spiller udelukkende sange om forår eller det tilnærmelsesvist uudtømmelige sangtekstemne kærlighed. Når Frederik Corfix lader stilhed være overskriften for en udsendelse, er det dog ikke som motiv, men som virkemiddel.   

Det er helt gennemgående en tiltalende (og som oftest indfriet) ambition om at underholde ved at oplyse, På hovedet i ... er båret af. Som billedet af fremtidens danske radiolandskab ser ud nu, er det svært at se, hvor et lignende program skulle få plads.

En ting er, at værterne tydeligvis har lavet deres hjemmearbejde og sat sig ind i stoffet, så de kan gøre det let og enkelt. Lidt sjældnere er det, at de også får plads til at gøre det så nogenlunde forskelligartet. Variationen virker ikke støjende, men giver bare indtryk af personlig henvendelse fra ét entusiastisk menneske bag mikrofonen til de lyttere, der måtte være.   

På hovedet i ... P8. Lørdag kl. 15.03

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Just for info, så findes der en lokalradio i København, der sender jazz. Det er Radio Jazz på FM 102.9 eller på internettet radiojazz. dk. Det er en mulighed, når P8jazz bliver lukket takket være kulturafviklingsminister Mette Bock.