Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Puce Marys nye album er en kunstinstallation lige midt i din hjerne

Frederikke Hoffmeier har med ’The Drought’, som hun udgiver under sit alias Puce Mary, begået et hårdt, krævende og vellykket album. Det er støjkunst, der sætter ørerne på overarbejde og presser grænserne for, hvad vi kalder musik. Men hvis du giver dig hen til lytningen, vil du ikke fortryde det
Frederikke Hoffmeier har under sit alias Puce Mary, dyrket og forfinet det brutale i sin lydkunst, så det nu er en endnu mere subtil voldsomhed, der kommer til udtryk i hendes værker

Frederikke Hoffmeier har under sit alias Puce Mary, dyrket og forfinet det brutale i sin lydkunst, så det nu er en endnu mere subtil voldsomhed, der kommer til udtryk i hendes værker

Rose Marie Johansen

Kultur
11. oktober 2018

Det er ikke ligefrem en overflod af tandsmil, der pryder det store fotografi i coveret til vinyludgivelsen Dokument #1. En compilation, som en flok ildsjæle omkring Hovedbiblioteket og spillestedet Mayhem optog i København for en håndfuld år siden. Tværtimod er de fleste af ansigterne fra dette vigtige kapitel i nyere dansk musikhistorie lagt i seriøse folder.

Men sådan måtte det naturligvis være.

For scenen omkring Mayhem var, og er til en vis grad stadig, præget af ungdommeligt alvor – ofte udtrykt i musikken ved hjælp af støjende, skurrende elementer.

Iceage, Sexdrome, Lower fik guitarerne til at hyle med deres dramatisk håndspillede postpunk. Vår, Lust for Youth og Communions fik i deres respektive bud på følsom coming of age-støjpop vokalerne til at lyde, som var de sunget gennem perforeret sølvpapir. Mens de hårdeste rødder i klassen, Damien Dubrovnik, Age Coin, Puce Mary, med stor fingerspitzgefühl drejede på de knapper, der fik det til at gøre rigtigt, rigtigt ondt.

Gammelt traume i en dehydreret krop

Siden har de unge mennesker fra Mayhem bevæget sig i flere forskellige retninger, og for de flestes vedkommende er det blevet markant mindre støjende. Men den blonde elektroniske musiker med de sorte solbriller fra yderste venstre side af førnævnte fotografi, den nu 29-årige Frederikke Hoffmeier, har ikke sluppet de lyde, der river i ørene.

Tværtimod har hun, under sit alias Puce Mary, dyrket og forfinet det brutale i sin lydkunst, så det nu er en endnu mere subtil voldsomhed, der kommer til udtryk i hendes værker.

Ikke mindst har hun trænet sit øje for den helhed, numrene skaber tilsammen.

The Female Form – som hun lavede i samarbejde med Loke Rahbek, en anden central figur fra Mayhem-scenen – mødte international anerkendelse for sit elegante arbejde med intimitet og begær inden for industrial-genren. Mens hendes soloplade The Spiral fra 2016, var et spiraliserende ridt igennem et industrielt ødeland, der ikke på noget tidspunkt slap sit tag i lytteren.

På hendes nye udgivelse, The Drought, er det en mindre hårdtslående og mere ulmende, giftighed, der lurer i klangrummet. En giftighed, der sidder som et gammelt traume i en dehydreret krop.

Fanget i tingenes musik

Frederikke Hoffmeier ynder helt grundlæggende at lege med vores begreber for det musikalske. Sådan som støjmusikere har haft for vane, siden Futuristerne, ikke mindst komponisten Luigi Russolo, begyndte at lave en slags tingenes musik i starten af det tyvende århundrede.

The Drought er derfor i høj grad kendetegnet ved, hvad den ikke gør, eller hvad den kun gør i et meget lille omfang.

Den gør sig ikke rigtigt i melodier. Og der er få eller ingen regulære beats. Når der indimellem er en dyb bas, skifter den i udgangspunktet ikke tone, og dermed giver den os ikke et harmonisk forløb.

Okay, først på åbningsnummeret »A Feast Before The Drought« er der en basfigur, der bevæger sig over en lille række toner. Men den skifter ikke akkord, og relativt hurtigt bliver den ædt op af støj. For der er en ulyst til at skabe konventionelt musikalske situationer.

Det støjende er til gengæld godt repræsenteret på The Drought.

Der er støj, som er maskinelt manisk og metallisk skinger, og støj, der er fugtig og blødende. Der er dæmonisk støj, som forsøger at kæmpe sig vej ud af musikken. Og så er der al den hvide støj indimellem, der farver lydbilledet og fylder hullerne ud.

Det siger også en hel del om The Drought, at nummeret »Red Desert« føles som en oase i det samlede forløb. For det er bestemt ikke et feel good-nummer, hvis man sammenligner det med så meget andet. Det er bare mere afdæmpet end resten af albummet. Mere som en smuk syl i hjertet end som en rambuk i mellemgulvet.

Det er også på »Red Desert«, at vi for første gang møder noget menneskeligt, når en kvindestemme taler ind over den lydkollage, Frederikke Hoffmeier bygger op. Men det er en fremmedgjort menneskelighed, der længes efter at høre »a human voice.« Det er en krop fanget i tingenes musik.

Stilheden efter stormen

Det er ret specielt at sidde og lytte til The Drought hjemme i stuen, ved skrivebordet eller i stillekupéen. Mest oplagt havde det vel været at rydde en fabrikshal og indkøbe et par kolossale højttalere. Så det sug af ubehag, der indimellem forplanter sig til maven, også kunne mærkes som bassens helt fysiske sug i solar plexus.

Samtidig fungerer The Drought faktisk ret godt til koncentreret lytning. Det er bare i udpræget grad en lytning, man må kæmpe meget aktivt med. For den gør alt for at flytte én og en hel del for at skubbe én væk.

Hvis du vælger at gøre det, hvis du investerer dig selv i lytningen, vil du også opdage, at der er et før og et efter The Drought.

Først og fremmest fordi stilheden bagefter ikke lyder som stilheden før. Hvilket ikke bare skyldes, at der har været tryk på, men nærmere, at lyd som koncept helt enkelt får en anden betydning. De lyde, der kan betegnes som bløde, føles endnu blødere nu. De lyde, der tidligere føltes hårde, rummer nu deres egen musikalitet.

The Drought er på mange måder et musikalbum – det kan findes på vinyl, på cd og på Spotify. Men i den koncentrerede lytning, er det lige så meget en kunstinstallation lige midt i din hjerne.

Det er vel at mærke ikke en kunstinstallation, der giver nogen stærk grobund for brede smil. Men The Drought repræsenterer til gengæld ungdommeligt, måske halvvoksent alvor i sin fineste form og er dermed en flot tilføjelse til Frederikke Hoffmeiers larmende livsværk.

Puce Mary: ’The Drought’ (PAN)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her